Leder

Socialdemokratiet har endnu en gang overladt kulturen til de andre

Historisk har kulturpolitik spillet en vigtig rolle for Socialdemokratiet. Men med regeringens finanslovsforslag har kulturen taget plads blandt reserverne
Kulturminister Joy Mogensens ambition om at sikre alle børn adgang til at spille et instrument, er reduceret til et forkølet trut i trompeten: To ekstra millioner kan musikskolerne se frem til næste år, hvorefter støtten igen falder.

Kulturminister Joy Mogensens ambition om at sikre alle børn adgang til at spille et instrument, er reduceret til et forkølet trut i trompeten: To ekstra millioner kan musikskolerne se frem til næste år, hvorefter støtten igen falder.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

4. oktober 2019

I Den Danske Ordbog er ordet reserve beskrevet som en »beholdning af noget som man ikke aktuelt har brug for, men som står til rådighed hvis behovet skulle opstå«.

Det forekommer at være en præcis beskrivelse af Socialdemokratiets aktuelle forhold til kultur. I det finanslovsforslag, som regeringen fremlagde onsdag, er ambitionerne for kulturområdet i hvert fald henvist til en plads på sidelinjen. 

Så sent som i foråret gik Socialdemokratiet til valg på at fjerne det såkaldte omprioriteringsbidrag på kulturområdet.

Men i sit finanslovsforslag har regeringen kun fundet penge til at friholde de kunstneriske uddannelser, folkehøjskolerne og Det Kgl. Biblioteks Universitetsbibliotek.

Alle andre områder, der har været omfattet af kulturbesparelserne, vil fortsat være det i 2020, og dermed skal de for femte år i træk skære to procent af deres budgetter – uden endnu at have fået en slutdato at forholde sig til.

Heller ikke ambitionerne om at fremme musikundervisningen for børn har fundet vej til udspillet. I et interview i Politiken tidligere på året formulerede kulturminister Joy Mogensen ellers en klar ambition om at sikre alle børn adgang til at spille et instrument.

Men også den er reduceret til et forkølet trut i trompeten: To ekstra millioner kan musikskolerne se frem til næste år, hvorefter støtten igen falder.

DF har overtaget Socialdemokratiets rolle 

Historisk har kulturpolitik spillet en vigtig rolle for Socialdemokratiet. Det var netop en socialdemokrat, Julius Bomholt, der i 1961 oprettede det første kulturministerium i Danmark, men de seneste år har Dansk Folkeparti overtaget rollen som det parti, der har evnet at sikre den folkelige kultur en plads på finansloven – senest med en bevilling på 150 millioner kroner på sidste års finanslov til et nyt Vikingeskibsmuseum i Roskilde.

Med onsdagens udspil har Socialdemokratiet endnu en gang overladt til andre at gøre kulturen gældende.

Ganske vist har regeringen afsat en »forhandlingsreserve« på 2,1 milliarder, som skal forhandles på plads med de øvrige aftalepartier.

Men kulturen kommer her til at konkurrere med minimumsnormeringer, uddannelse og grønne prioriteringer, og selv om regeringens »ambition« er, at også kulturen skal tilgodeses i forhandlingerne, har den omvendt ikke sikret sig, at det sker ved selv at gøre kulturen til en prioritet.

Måske af strategiske hensyn for at kunne tildele støttepartierne en sejr, hvem ved.

Men det mest sandsynlige er, at kulturen ender som taber i reservepuljen. Som det, man ikke aktuelt har brug for, men som står til rådighed, hvis behovet skulle opstå. 

Omprioriteringsbidraget fortsætter i 2020. Med mindre regeringen tvinges til at prioritere om, skriver kulturjournalist Rasmus Bo Sørensen i denne kommentar
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Socialdemokraterne er besat af at bestemme i stedet for at repræsentere, det er desværre kendetegnende for alle politikere i dag; men det er selvfølgelig forkert i et demokrati, og heldigvis er det nu til diskussion: at folket skal deltage.