Leder

Det er den helt rigtige beslutning, at Filmskolens upopulære rektor stopper

Vinca Wiedemann stopper som rektor for Den Danske Filmskole. Det er bedst for alle, for den seneste uges voldsomme aktioner og reaktioner har været ét stort mistillidsvotum
Kulturministeriet oplyser fredag formiddag, at Vinca Wiedemann stopper som rektor på Filmskolen.

Kulturministeriet oplyser fredag formiddag, at Vinca Wiedemann stopper som rektor på Filmskolen.

Mads Nissen

23. november 2019

Vinca Wiedemann stopper som rektor på Den Danske Filmskole. Det meddelte Kulturministeriet og Filmskolen i en pressemeddelelse fredag morgen. Tidligere direktør for FilmFyn, Bo Damgaard, bliver konstitueret rektor.

»De seneste ugers turbulens har skabt en situation, som ikke længere er holdbar for skolen, dens ansatte, de studerende og alle, der vil Filmskolen det godt,« udtalte Vinca Wiedemann, der længe har været under beskydning for sin måde at lede Filmskolen på.

Balladen begyndte for flere år siden, men er kun blevet værre i takt med, at hun har arbejdet på at omlægge Filmskolen til en bachelor-master-uddannelse i stil med de øvrige, videregående kunstuddannelser i Danmark.

Det er en beslutning, som eleverne har frygtet ville føre til øget akademisering af uddannelsen og mindre tid til praktik og kreativitet – og det er en frygt, de nu siger er blevet til virkelighed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Poul Nesgaard hold i 22 år og blev politisk gået i 2013 til fordel for Vinca Wiedemann.

Måske burde det ikke være den siddende kulturminister, der skulle stå for udnævnelser af Den Danske Filmskoles rektor.
Hvad med at folk fra skolen selv valgte deres rektor - som universiteterne gjorde til Fogh Rasmussen og Helge Sander fik ødelagt demokratiet på universiteterne.

Hans Aagaard, Jesper Sano Højdal, Eva Schwanenflügel, jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Herdis Weins, Henrik Brøndum, Christel Gruner-Olesen, Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Wienholtz, Per Meinertsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- hun har arbejdet på at omlægge Filmskolen til en bachelor-master-uddannelse i stil med de øvrige, videregående kunstuddannelser i Danmark. Det er en beslutning, som eleverne har frygtet ville føre til øget akademisering af uddannelsen og mindre tid til praktik og kreativitet – og det er en frygt, de nu siger er blevet til virkelighed".

Egentlig skulle der også have været tale om en masteruddannelse, på linje med de øvrige videregående kunstuddannelser, og det var et ønske, der blev bakket op politisk, ja, sandsynligvis var en forventning fra politisk side.

På grund af voldsomme protester over de krav til uddannelsen, dette ville medføre, blev det fra politisk hold accepteret, at skolen, i hvert fald i den nuværende situation, kunne nøjes med at blive omdannet til en bacheloruddannelse, hvilket stadig implicerer, at skolen skal akkrediteres, med hvad deraf følger af krav i retning af ændringer i forhold til pædagogik, jura, administration og evaluering i en blandet cocktail.

Hvis lederskribenten ikke skal betragtes som inkompetent til at skrive denne leder og beskyldes for at vildlede læserne, bliver han selvfølgelig nødt til at forholde sig til ovennævnte forhold.

Videre står i lederen:
"Hun burde være gået i dialog med både elever og branche og på den måde have fundet frem til en filmskole, alle kunne bakke op om, i stedet for at tvinge tilsyneladende radikale og for de fleste uforståelige forandringer ned over skolen ovenfra".

Hvordan mener lederskribenten, at det skulle være muligt at finde "frem til en filmskole, alle kunne bakke op om", hvis der grundlæggende på skolen er en modvilje mod at leve op til de krav, der vil blive stillet i forbindelse med en akkreditering af en bacheloruddannelse på skolen?

Som der står: "Det er en beslutning, som eleverne har frygtet ville føre til øget akademisering af uddannelsen og mindre tid til praktik og kreativitet – og det er en frygt, de nu siger er blevet til virkelighed".

Den mulighed, der står tilbage, er at skolen på linje med Forfatterskolen står uden for det almindelige uddannelsessystem, men vil der overhovedet kunne skaffes politisk opbakning til en sådan 4 årig uddannelse, der ikke vil kunne kaldes for en "videregående uddannelse"?

Alternativet er en uddannelse ledet af og betalt af branchen, der kan leve op til branchens krav, men hvor der uden tvivl også vil kunne opnås forskellige former for tilskud fra offentlig og privat side, f.eks. fra fonde.

https://akkrediteringsraadet.dk/akkreditering/

Tak til Bjarne Toft Sørensen for disse væsentlige informationer. Jeg kunne heller ikke forstå at en filmklipper af sig selv kunne finde på at akademisere.
Jeg tror at modstanden mod akademiseringen af kunstneriske uddannelser langt hen ad vejen er helt rigtig. Red det, der reddes kan. Der er vel netop kun Filmskolen tilbage.
Genlæs denne optimistiske artikel fra december 2013:
https://www.information.dk/kultur/2013/12/ny-rektor-ruske-filmskolen?lst...

Ja, Bolognaprocessen skal bremses, inden den for en lang årrække slår de vestlige, centraløstlige og flere dertil grænsende landes civilisatoriske stade i smadder.
Jeg linker igen til denne artikel om tankegangens beregnende destruktion af alle de værdier, der har reel betydning, til fordel for alt det, blot kan sættes en pris på.

Torben Kjeldsen, ingemaje lange og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Når "dansk film" vil have skatteborgernes kroner, er det klart at uddannelsen skal matche de akademiske mål og metoder. Nemlig så filmmedarbejdere forstår, hvornår de selv - og deres fag - er en del af problemet - i en hverdagskonflikt - og i en samfundsstruktur. Og ikke mindst så filmmedarbejdere får den ballast der gør det muligt for dem at stå op imod den kapital der tilbyder sig "heeelt uden modkrav". Den fri filmmager er en romantisk og farlig drøm - tænk på meetoo - og overfør så magtbilledet til hele branchen. Det burde være let at gøre for den kreative ildsjæl. DEt er en gyser.

Margit Johansen, at lave kunst er først og fremmest håndværk. Man kan proppe forskelligt i gryden, som man af tilbøjelighed ønsker at smagsudbrede, men kunst er først og fremmest stileksperimenter, der bringer os tættere på en virkelighed, der ikke forgiftes af ideologiske forforestillinger i hverken den ene eller anden retning.

Bjarne Toft Sørensen

@Margit Johansen:
Problemet er, set ud fra et perspektiv, at det at udvikle sig som skabende kunstner, f.eks. som billedkunstner, forfatter af skønlitteratur, filminstruktør eller komponist, overhovedet ikke passer sammen med den herskende forståelse af kriterier for faglig udvikling og for evaluering af en sådan i et videregående uddannelsessystem.

Desværre har en række ambitiøse og toneangivende personer inden for kunstverdenen, nationalt og internationalt, fundet det uacceptabelt, at kunstnere, og ikke mindst dem selv, ikke kunne opnå uddannelsesstøtte, en række akademiske titler og stillinger som lektorer og professorer, og hvis man på den måde vil ligestilles med det akademiske uddannelsessystem, må man også finde sig i at blive evalueret på dette uddannelsessystems betingelser.

Man kan sige, at "bordet fanger", og der er ikke rigtigt nogen vej tilbage.

Nej, Bjarne Toft Sørensen, til begge dine præmisser, for man har jo hele tiden haft både SU og akademiske titler til folk, i hvert fald på musik- og billedkunstområdet. Så man har altså sagtens kunnet give folk titler og kompetence på det foreliggende grundlag.
Dertil kommer, at hele ideen om, at det skulle kræve nogle bestemte forudsætninger, man må underlægge sig, er det rene bs, for det er ikke andet, end vi selv bestemmer - hvis altså ikke Bolognaprocessen havde afkrævet os en lang række forringelser af vores ret overlegne, velmeriterede system.
Sjovt nok gælder det i andre lande for deres parallelle, men afvigende systemer, hvor heller ikke deres højstuddannede og unge, der aspirerer til at træde ind i de rækker, vil finde sig i, at middelmådige noksagter skal bestemme, hvad de intet aner om eller forstår, så et større og nødvendigt opgør forestår. For der er jo ikke andet end at søge længere ind, dybere ned og højere op i en verden, hvor arbejdet snart bliver en perifer aktivitet for langt de fleste.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Det er ikke ukorrekt, hvad du skriver, men din analyse bør være langt mere præcis og detaljeret med hensyn til det samlede uddannelsessystems historiske udvikling, inkluderet de kunstneriske videregående uddannelser. Desuden glemmer du de lande, vi typisk sammenligner os med, og hvor uddannelserne er blevet underlagt den akademiske verden og universiteterne.

Vi sammenligner os ikke 'typisk' eller utypisk med nogle lande, jeg gør i hvert fald ikke.
Men de lande, du taler om, er underlagt nøjagtigt det samme idiotregime, som vi er, af nøjagtigt de samme grunde: fantasiforladte bureaukraters verdensfjerne ønske om at bestemme alt i samfundet.
Oprøret ulmer overalt, for de, der lever med Bolognaprocessen, ser de tragiske konsekvenser og går nu endelig til modstand. Det er ikke kun filmskolen og filmbranchen her, det er overalt i Europa på de kunstneriske og videnskabelige fag, det er ikke engang kun humanisterne. De eneste, der synes at være tilfredse, er statskundskabs- og økonomistuderende og -kandidater.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Med hensyn til det at lægge de videregående kunstuddannelser ind under universiteterne, vil jeg henvise til en leder i Berlingske, d. 23/10 - 2017: ”Kunstuddannelser: Slå teori og praksis sammen”.

”Kulturministeren skulle hellere tage en snak med sin kollega i undervisningsministeriet og slå de kunstneriske uddannelser sammen med de videnskabelige på samme område. Man ville på den måde opgradere kunstnerne med mere bevidste tilgange og videnskabsfolkene med mere kreative sider. Man ville forene teori og praksis bedre.

Forslaget kræver overordentlig tæt samarbejde mellem ministerierne og kunne derfor ikke gennemføres natten over. De respektive ministerier ville til gengæld løse en af de ældste og mest trættende udfordringer i dansk kulturliv og gøre begge sider bedre.

Udfordringen har endda et navn. Især amerikanere kalder den sommetider for »The Copenhagen Problem«: Unge kommer ikke ind på filmskolen og søger filmvidenskab i stedet for. Eller de kommer ikke ind på teaterskolen og søger teatervidenskab i stedet for. Eller de kommer ikke ind på musikkonservatoriet og ender så på musikvidenskab i stedet for”.

Af mange grunde har man ikke i de nordiske lande været interesseret i en sådan udvikling, selv om ideen åbenbart stadig lever i visse kredse. Bl.a. har man ikke ønsket, at kunstnerisk ”forskning” på kunstakademierne skulle leve op til videnskabelige metode - og dokumentationskrav (da det ville være ødelæggende for kunsten), og man har derfor udviklet et specielt koncept for kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV), der dog på engelsk oversættes til artistic research.

Men desværre kan man ikke slippe for en akkreditering som videregående kunstuddannelse, hvis man vil betragtes som en videregående uddannelse på bachelor – niveau, med de ændringer på uddannelsen, som dette medfører (og som presser i en bestemt pædagogisk - videnskabelig retning).

https://kum.dk/uploads/tx_templavoila/Kunstnerisk%20udviklingsvirksomhed...
https://www.filmskolen.dk/kuv

Bjarne Toft Sørensen, USA er det bedste eksempel på, at the twain shall never meet - egentlig betydende kunstnere har USA kun sparsomt produceret på trods af landets befolkningsstørrelse.
De æstetiske fag på universitetet er tolkende, som al videnskab kommer de efter deres fænomen i begivenhedsrækken.
Sjovt nok kender jeg selv flere, der er begyndt på f.eks. teatervidenskab og efterfølgende er blevet optaget på teaterskolen eller dramatikeruddannelsen; men måden at forholde sig til kunst på lader sig simpelthen ikke forene, selvom det helt sikkert er mange akademikeres drøm, at kan øve afgørende indflydelse på det kunstneriske arbejde. Ligesom økonomer drømmer om, at det er deres lille Hassan, der bestemmer livet i samfundet.