Leder

Streaming er både et moderne mirakel og en kulturel trussel

Midt i al begejstringen over de store mængder indhold, som streamingtjenesterne kan levere, er det vigtigt at huske på de udfordringer i forhold til økonomi, monopol og dårlig kulturel hukommelse, som streamingæraen også fører med sig
Midt i al begejstringen over de store mængder indhold, som streamingtjenesterne kan levere, er det vigtigt at huske på de udfordringer i forhold til økonomi, monopol og dårlig kulturel hukommelse, som streamingæraen også fører med sig

Sara Houmann Mortensen

8. november 2019

Som film- og seriefan er det svært at få armene ned. Streamingtjeneste på streamingtjeneste – fra Netflix, Amazon Video Prime og HBO Nordic til Viaplay, C More og TV 2 Play – tilbyder ikke blot kvalitetsdrama fra hele verden, men også lokalt produceret indhold i et væld af udtryk og genrer.

Aldrig er der blevet produceret så meget indhold, og aldrig har kvaliteten været så høj og mangfoldigheden så stor i forhold til repræsentation og personlige præferencer.

Kan man ikke finde noget at se en given aften på en af de mange tjenester, er man med andre ord selv ude om det.

Eller er man? Det er ikke billigt at have abonnement på så mange streamingtjenester, hvorfor det langtfra er alle, der har mulighed for at tage del i indholdsfesten.

Og i takt med at der kommer flere streamingtjenester til – Apple TV+ er lige blevet lanceret, Disney+ er på vej – og de enkelte tjenester skruer op for egenproduktionen, bliver det kun mere uoverskueligt for den enkelte forbruger at beslutte sig for noget at se og samtidig hitte rede i, hvad man kan se hvor.

Det er en af streamingæraens store udfordringer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Man kan faktisk finde en del film fra før år 2000 på f.eks. Netflix, men man kunne selvfølgelig ønske sig, at det var mange flere.

Paradoksalt nok er det jo de strammere og strammere copyrightlove, især i USA, der er skyld i den svage spredning.
I gamle dage udløb rettighederne over et teknisk fremstillet gengivelse 25 år efter produktionen - i dag udløber den reelt aldrig, fordi den politiske vilje til at forlænge retten bagud, med tilbagevirkende kraft, er udtalt, pga. lobbyisme ikke fra døde ophavsmænd, men en klasse af rettighedsindehavere, der med en amerikansk lovgivning i ryggen faktisk kan have eneejerskab.
25 år var og er helt sikkert for lidt, en udstrækning til efter en ophavsmands død er heller ikke urimelig, f.eks. med 10 år - og netop som efter dansk model: at rettighedernes beskyttelsestid følger ophavsmændenes livslængde.

"[...] mere uoverskueligt for den enkelte forbruger at beslutte sig for noget at se og samtidig hitte rede i, hvad man kan se hvor. Det er en af streamingæraens store udfordringer."

Øh, det er da vist det man kalder et first-world-problem...

"Der er dog håb forude, hvis ellers streamingtjenesterne er sig deres kulturelle ansvar voksent. "

Der er og har altid været forlagene og film- og pladeselskaberne der har ejet rettighederne til "Vores fælles kulturelle og kunstneriske arv". Det er dem der bestemmer hvad, hvornår og hvor længe et produkt (bog, film, musik) skal være på markedet, og for dem har det aldrig handlet om andet end profit. Kultur er et konsumprodukt, der udbydes så længe der er penge i det.

Det har aldrig været private selskabers ansvar eller pligt at være et kulturelt ansvar voksent. Hvorfor skulle streamingstjenesterne lige pludselig begynde at føle sådan et ansvar? Det har ingen andre da tidligere gjort? I danmark har bogforlag en pligt til at sende to eksemplarer til det kongelige bibliotek, men det er da vist også den eneste pligt til at bevare kultur der findes.

Ole Arne Sejersen, Flemming Berger og David Joelsen anbefalede denne kommentar

Radio 24/7 er lige slagtet af politikerne. DR er blevet bovlamme.
Netflix er en af de eneste store aktører på den her planet der tør tale de store imod og har musklerne til det - fordi de har en økonomisk interesse i det. Det handler om klima, ulighed og sundhed.
Det er kulturelt og samfundsmæssigt det bedste der er sket de sidste 40 år.
Det kan selvfølgeligt vende sig til det modsatte, men foreløbig er det udelukkende en gevinst.

Pligten er faktisk lidt bredere, Thomas Jensen, f.eks. skal alle trykkerier indlevere to eksemplarer af alt, hvad de trykker til Småtrykssamlingen, der vist nu hedder Samlingen af Fysisk Materiale.
Der er indgået forlagsaftaler med musikudgivere, og Det Kongelige Bibliotek i Aarhus, tidligere Statsbiblioteket, indsamler systematisk public service radio og tv.

Okay, i danmark har vi måske nogle regler og institutioner der kan redde noget af den danske kulturarv. Men det er jo undtagelsen. Og selv DR's produktioner kan man kun se i begrænset tid. Hvorfor skulle man forvente større ansvar til at stille bagkataloget til rådighed fra Netflix?

Der var lige en kort periode på et par årtier hvor vi kunne købe film på video, dvd, blueray, osv, men før det var det jo filmselskaberne der bestemte hvor og hvor længe man kunne se en film. Det er vel bare den situation vi er vendt tilbage til.

Thomas Jensen, der er faktisk satset kraftigt på tilgængeliggørelse af kulturarven på mange felter - det kan følges på www.danskkulturarv.dk. Henad vejen vil mere og mere blive permanent tilgængeligt, sådan som flere og flere af den historiske arv af tv- og radioprogrammer bliver det på dr.dk/bonanza.
Meget materiale, der tidligere ville være klausuleret, er det heller ikke mere - f.eks. kan man faktisk få adgang til på biblioteket at høre og se materiale, der ikke kan gøres alment tilgængeligt af ophavsretshensyn.

Det er ligeså meget en trussel, som da internettet overtog distributionen af musik. Der er tale om en ny teknologi, som i starten misbruges og misforstås. Men virkeligheden er, at der blot er tale om udvikling, hvor den “gamle” forretningsmodel ikke slår til. En slags disruption.