Leder

Med ’20 før 20’ har Information udvidet feltet for, hvordan man skriver nutidshistorie

Begivenhedsgrebet har tydeliggjort den måde, litteraturen udfolder sig på i disse år – som noget levende, og noget der interagerer med virkeligheden. Det viser vores litteraturhistorie ’20 før 20’
28. december 2019

Siden august har Information hver uge været i gang med at skrive det 21. århundredes danske litteraturhistorie. I dag afsluttes serien med historien om året 2019.

Tre af avisens kritikere, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Tue Andersen Nexø og Erik Skyum-Nielsen, har med afsæt i én afgørende litterær begivenhed fra hvert år i 00’erne og 10’erne genbesøgt og perspektiveret den nye danske litteratur. Denne litteraturhistorie, ’20 før 20’, har været en vigtig og tankevækkende litteraturjournalistisk begivenhed.

For historien om det 21. århundredes danske litteratur var nemlig ikke blevet skrevet i nogen samlende form. Vi stillede tilmed læserne en anderledes type litteraturhistorie i udsigt. ’20 før 20’ har naturligvis lært af og lænet sig op ad andre eksisterende måder at skrive litteraturhistorie på, men ved for hvert år at fokusere på begivenheder som omdrejningspunkt og supplere en traditionel tilgang med journalistiske greb og metoder er de tre skribenter gået nye veje og har udvidet feltet for, hvordan man skriver nutidshistorie. Solid faglig viden møder journalistik i en ikke hidtil set symbiose.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Det er kun den ene åbenbaring, for i 2015 blev samtidig en afgørende brudflade i den danske samtidslitteratur synlig. Nemlig den mellem en engageret, politisk litteratur, der insisterer på at tage stilling og tror på den menneskelige forandring, over for de forfattere, der nægter at lade sig spænde for sådan en vogn og derimod insisterer på den menneskelige naturs grundlæggende uforanderlighed”.

Modstillingen er forfejlet og grundlæggende udtryk for en stråmandsargumentation i forhold til den danske samtidslitteratur og udtryk for en deterministisk dikotomi, hvor der skelnes mellem absolut frihed og absolut determinisme. Selvfølgelig er en sådan modstilling uholdbar. Der er ikke tale om et ”enten – eller”, men om forskellige former for et ”både – og”, alt efter situationer og sammenhænge.

I det citerede bliver ”tro på menneskelig forandring” stillet over for ”den menneskelige naturs grundlæggende uforanderlighed”, hvor ”en engageret, politisk litteratur, der insisterer på at tage stilling” entydigt bliver forbundet med det førstnævnte synspunkt, og hvor det at nægte ”at lade sig spænde for en sådan vogn” entydigt bliver forbundet med det sidstnævnte synspunkt.

Argumentationen minder på mange måder om Sartres i ”Eksistentialisme er humanisme”, hvor han skelner mellem ”væren for sig” og ”væren i sig”. Eksistensmåden ”væren for sig” er udtryk for, at mennesket ikke på forhånd er noget givet, men at det skaber sig selv gennem valget, hvor eksistensmåden ”væren i sig” er udtryk for, at mennesket som ting ikke kan være anderledes, end det er. Det har så at sige sit væsen i og med sin eksistens, og derfor har det ikke frihed.

Parallellen hertil er diskussionen om determinisme i forbindelse med videnskab, hvor kausalitetsbegrebet og videnskabelige forklaringer inden for humanvidenskaberne og inden for videnskaber som psykologi og sociologi forbindes med determinisme, og hvor sådanne videnskaber er i strid med en grundlæggende eksistentialistisk livsfilosofi, i og med at de gennem deres teorier, metoder og forklaringsmodeller reducerer mennesker til ting.

På den måde kan en sådan eksistensfilosofi også siges at være anti – videnskabelig, anti – akademisk og anti – intellektuel.

Nicklas Freisleben Lund indtager, i modsætning til Peter Nielsen, i en tidlige artikel i Information, en interessant mellemposition mellem frihed og determinisme, hvor han stiller Peter - Clement Woetmanns ”Bag bakkerne, kysten” op over for Christina Hagens ”Jungle”, og hvor han fremhæver et politisk engagement som grundlaget i førstnævnte værk, og hvor det ikke er til stede i det sidstnævnte.

Selv om hans position og fascination af Sartre umiddelbart og i første omgang minder om Peter Nielsens standpunkt, så erkender han åbenbart også en uholdbarhed i en sådan position. Jeg vil dog også fremhæve, at jeg er uenig med Freisleben Lund i, at ”Bag om bakkerne, kysten” er det mest interessante af de to værker, set i et litterært, eksistentielt og politisk perspektiv.

https://www.information.dk/kultur/2018/02/stadig-kontroversielt-naar-for...

Om ”Bag bakkerne, kysten” skriver han:
”Min pointe er ikke, at bogen fremviser og tilbyder en moralsk uanfægtelig position, som er absolut emanciperet fra samfundets strukturer. Det handler snarere om, at Woetmann skriver, som om hans læser er fri. Teksten henvender sig til en modtager, der ikke alene har mulighed for og agens til at reagere på den uretfærdighed, som teksten konfronterer ham/hende med, men som dermed også er fri til at forestille sig en anden og mindre destruktiv måde at være i og forbinde sig til verden på”.

Om ”Jungle” skriver han:
”Mod visionen om mennesket, der altid vil være smerteligt distanceret fra idealet, men fastlåst i og bundet til historiens og samfundets dumheder og barbari. Det menneske, Hagen spejler og skriver til, er på denne vis det ufrie menneske, og litteraturens frisættelse bliver dermed den lisende indsigt i og accept af denne universelle ufrihed”.

Her er jeg dog uenig i konklusionen, at Christina Hagen skriver til det ufri menneske, der accepterer den universelle ufrihed, fordi hun ikke direkte appellerer til det modsatte. Forskellen mellem de to værker beror snarere på forskellen i appellen til henholdsvis noget intellektuelt og noget følelsesmæssigt. Hvorfor skulle der nødvendigvis være tale om ”lisende indsigt i og accept”?

Argumentationen er her parallel til de marxister, der i 1970erne mente, at værker var reaktionære, hvis der ikke i værkerne blev udtrykt indignation og dermed implicit lagt op til politisk handling imod de skildrede forhold.

Over for dette standpunkt vil jeg fremhæve, at det at blive klogere på sin omverden gennem læsning af skønlitteratur udmærket kan resultere i, at man begynder at handle politisk, uden at der implicit i værkets fremstillinger er tale om en følelsesmæssig appel til en sådan politisk handling.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvem taler Peter Nielsen om, når han skriver: "en statsministers tale til en prismodtager"? Har jeg været uopmærksom, sjusket mig igennem artikler og nyhedsstof? Eller er der i stedet tale om en "prismodtagers tale til en statsminister"?

S.u.!

Maj-Britt Kent Hansen

Tak, Katrine - ja, det kan da netop være denne tale, der tænkes på.

Lidt indforstået eller drilsk af Peter Nielsen. Hvor mange mon lige kom i tanke om AFR og Smærup? Jeg så og hørte for mig Jonas Eika, da han i sin prismodtagertale indirekte rettede lyset mod Mette Frederiksen.

Maj-Britt; jeg tænkte også, da jeg læste artiklen - virkelig ? har absolut ingen erindring om - måske havde jeg bare i desillusion lukket af for, hvad der kom fra AFR's mund dengang, aldeles forbipasseret mig...

Jeg tænker i øvrigt, at der én til dig: 'siganturhilsen' i en underrubrik - 'find Holger' ;-)