Leder

Hvis vi ikke tør kæmpe for det elitære, får vi en middelmådig kulturpolitik

Når Brian Mikkelsen erklærer kulturdebatten for død, er det i virkeligheden en genoplivelse af en ældgammel konflikt mellem to forskellige kultursyn – et, der lægger vægt på det folkelige og fællesskabet, og et, der vil fremme det bedste
»Det er sgu vores fælles opgave at sikre et kulturelt fundament i den brydningstid, vi er i. Der mangler retning. Det er et politisk ansvar at signalere, at noget kultur er bedre end andet,« har Brian Mikkelsen sagt til Berlingske.

»Det er sgu vores fælles opgave at sikre et kulturelt fundament i den brydningstid, vi er i. Der mangler retning. Det er et politisk ansvar at signalere, at noget kultur er bedre end andet,« har Brian Mikkelsen sagt til Berlingske.

Sigrid Nygaard

2. januar 2020

Man må lade den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, at han stadig formår at sætte ild i kulturdebatten. I søndags sagde han i et interview med Berlingske, at kulturpolitikken i Danmark er forsvundet ned i et gigantisk sort hul.

Det er ifølge ham flere år siden, der har været en kvalificeret kulturdebat:

»Det er sgu vores fælles opgave at sikre et kulturelt fundament i den brydningstid, vi er i. Der mangler retning. Det er et politisk ansvar at signalere, at noget kultur er bedre end andet.«

Man må også lade socialdemokraten Rasmus Prehn, at han i sin korte tid som vikar for kulturminister Joy Mogensen (S) har kendt sin besøgelsestid og markeret sig kulturpolitisk. I de absolut sidste dage af sin regeringsperiode rykkede han ud med et svar til Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen har ret i, at kulturdebatten næsten er druknet i diskussionen af omprioriteringsbidraget, og at kulturpolitikken har manglet en minister til at gøre den til centralt omdrejningspunkt i hele samfundsdebatten.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Men i sin grundessens er kunst og kultur elitær. Pengene bør først og fremmest følge den kunst og de kunstnere, der gør en forskel. Det er ærgerligt, at det er blevet upopulært at turde kæmpe for det elitære, for det giver også en middelmådig kulturpolitik".

Jeg er meget enig, men spørgsmålet er, om jeg så også kan få Informations litteraturredaktørs opbakning til, at såvel dyrkelse af "den menneskelige plet", i Stefan Kjerkegaards betydning, og affektiv intensitet i litteraturen som engageret politisk litteratur, der insisterer på at tage stilling, er udtryk for litterære tendenser i tiden, der ikke har noget med litterær kvalitet at gøre?

Og at fordi bestemte litterære tendenser i tiden er en litterær præference hos f.eks. mange litteraturkritikere, så har dette ikke noget med litterær kvalitet at gøre, og derfor bør pengene ikke først og fremmest gå til forfattere, der litterært dyrker disse tendenser?

At èn af de fornemste kvaliteter hos litteraturkritikere samt bedømmere af, hvilke forfattere pengene bør gå til, netop er evnen til ved vurdering af kunstnerisk kvalitet at kunne sætte sig ud over egne litterære præferencer og dominerende præferencer i tiden.

Christian De Thurah

Spørgsmålet er ikke, om vi skal fremme det bedste, men om, hvad det bedste er.

Niki Dan Berthelsen, Henrik Peter Bentzen, Gert Romme, Bent Nørgaard og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Bjarne Jørgensen

Uanset om det drejer sig om kunst eller kultur, bliver vi aldrig enige om, hvad der er det bedste. Det, som vi kan tilgodese, er derimod mangfoldigheden. Flertallets præferencer vil i de fleste tilfælde være harmoniserede, ensrettede og skåret efter en bestemt skabelon. Derfor må flertallet aldrig være bestemmende for prioriteterne.

Søren Jensen

Man kunne jo lade befolkningen selv afgøre hvad de synes kulturen er værd. Hver har jo sin smag, nogen mere selekteret end andre. Hvis man lod befolkningen stemme med deres pengepung, ville det der blev sat pris på blive bevaret. Artister og kunstnere kunne selv sætte priserne, måske kunne vi subsidiere med en fast procentdel, men ihvertfald sikre en hvis egen betaling på alt kunst. Kvaliteten af kunsten ville blive højnet, for man laver jo ikke kunst for sin egen, men for andres skyld. Hvis folk synes det man laver er noget værd, så vil de betale for det og hvis de synes det er noget hø, så vil de lade det dø. Kunstneren og artisten ville dermed få opbakning til det gør godt, blive herrer over egen virke og ikke føle at de skulle tilfredsstille en indspist kulturelites private syn på hvad der er godt og hvad der er snot.

Steffen Gliese

God kunst er ikke elitær, men for mange afholder sig fra at tage imod den undervisning, som den danske skole tilbyder, og som sætter den opvoksende ungdom i stand til at annamme det bedste, nyeste, civilisationsbærende.

Anders Sørensen

@Steffen Gliese, god kunst er i sagens natur elitær. Det er eliten, der definerer god kunst. Det paradoksale består så i, at det, der af eliten (senere) defineres som god kunst, ofte kommer fra bunden af samfundet.

Og så annammer eliten sig denne kunst og gør den til sin egen.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Der går i dansk kulturpolitik en klar skillelinje mellem dem, der lægger vægt på det folkelige og fællesskabet og så dem, der vil fremme de største talenter og skabe den største kunst".

Sådan som kunststøttesystemet blev udformet i 1960erne, var det tæt forbundet med en modernistisk kunstopfattelse og nogle formynderiske forestillinger om almen dannelse af befolkningen gennem beskæftigelse med kunsten, og som sådan var det et projekt, der var knyttet til forestillingerne om velfærdsstaten.

Man kan generelt sige, at denne opfattelse af kunststøttesystemet fra 1960erne blev model for organiseringen af en række forskellige institutioner i samfundet, der har med kunst at gøre, f.eks. hele uddannelsessystemet fra folkeskolen til og med universitetsuddannelserne vedrørende Kunst og Kultur og kunstuddannelserne på kunstakademierne, og ligeledes Forfatterskolen.

Trods forskellige former for mest venstreorienterede angreb på kunststøttesystemet og institutionerne, især i 1970erne, lever disse forestillinger videre, om ikke i bedste velgående, så nogenlunde intakte.

Det er nødvendigt at gøre op med den modernistiske kunstopfattelse, som den kommer til udtryk i kunststøttesystemet og i institutionerne, ikke mindst fordi de ikke har fulgt med forandringerne i samfundet, ikke mindst medieudviklingen.

Problemet er, at stort set alle de angreb, der har været på systemet og institutionerne samtidig har været ledsaget af populisme i forskellige former. For mig at se gælder det om, som man siger, "ikke at skylle barnet ud med badevandet", og et af målene må bl.a. være folkelighed uden populisme.

Et godt eksempel på konsekvenserne af en fremherskende populisme midt i 1970erne var Vita Andersens digtsamling "Tryghedsnarkomaner" fra 1977, der solgte i over 100.000 eksemplarer.

At denne digtsamling for få år siden blev genudgivet er ingen tilfældighed, men er udtryk for, at mange af de samme populistiske tendenser hersker i samfundet i dag, også i toneangivende litterære kredse, selv om (og til dels som konsekvens af) at mediebilledet i dag er et helt andet end dengang.

Her følger et link til henholdsvis Berlingskes anmeldelse ved genudgivelsen samt forordet af Olga Ravn.
https://www.berlingske.dk/boganmeldelser/kjolerne-var-lavet-af-gulvklude
https://www.information.dk/kultur/2013/11/vita-andersens-saetning

Hvordan får vi gjort op med modernismen i kunststøttesystemet og kunstens institutioner, uden at vi f.eks. samtidig giver frit løb til populismen i litteraturen fra medievante, sprogligt dygtige, men samtidig ikke særlig intellektuelt og politisk bevidste forfattere, der typisk ved en masse om identitet, men meget lidt om samfundsforhold, klasseforskelle og økonomi i øvrigt.

De samarbejder, uden kritisk institutionsbevidsthed, med forlag og andre institutioner, der også i høj grad satser på markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten.

Morten Hjerl-Hansen

Det handler om holdninger. Ingen danske forfattere har holdninger. Det handler om Wittgensteiniansk sprogfilosofisk metode. Det er der ikke ret mange der har. Og lad os nu være usnobbede og realistiske. Der er ikke skrevet en roman på dansk siden Kongens Fald. Og så skruer vi lidt ned for forfatterskoleeleverne i Information. Jeg gider simpelthen ikke læse om dem af den simple grund at jeg ikke bryder mig om dem. Hvorfor ævle om eliten. Den findes ikke.

Per Christiansen

Man kunne jo også komme med det udsagn at eliten selv betalte for det elitære og dens kunst.
Det er meget lidt klædeligt at lade middelmådeligheden betale?

Kunst er det urbane menneskes fattige substitut for naturen og kendetegnes ved subsidiering, finkultur og identitetspleje i et rum af larm, snavs, beton, glas og asfalt.

Resultatet af statsunderstøttet elitær underholdning er gruppetænkt ensretning, devaluering og overførselsindkomster til utallige frembringelser på niveau med børnetegninger fra vuggestuen. I dag skriver flere og flere pristagende skribenter til færre og færre læsere. Det gør det ikke mindre paradoksalt.

Kultur er mellemfolkelig aktivitet og kræver ikke nødvendigvis anden investering end personligt nærvær og deltagelse, og stor kunst fødes ikke i underhold men i følsomt engagement og disciplin.

Syns jeg