Leder

Grammy-showet er en kampplads om værdier. I år vandt ungdommen og kvinderne en lille sejr

Årets Grammy-musikprisshow er ovre, og de store priser tilfaldt én kvinde. Men samtidig er Grammy-organisationen anklaget for sexisme og racisme. I Grammy-land handler det om, hvorvidt man kan få progressive værdier til at finde fodfæste i det gammelkonservative USA. Og det kniber
Billie Eilish vandt seks Grammyer og blev den kun anden kunstner i historien, der har vundet i alle fire vigtigste kategorier, herunder Album of The Year.

Billie Eilish vandt seks Grammyer og blev den kun anden kunstner i historien, der har vundet i alle fire vigtigste kategorier, herunder Album of The Year.

Robyn Beck

Kultur
28. januar 2020

Det var en skandaleramt Grammy-prisuddeling, der søndag aften løb af stablen i Los Angeles, USA. Den tidligere formand Neil Portnow blev afsat i 2018, efter at han sagde, at kvinder bare måtte tage sig sammen – »step up« – for at blive bedre repræsenteret. Derefter blev der nedsat en intern arbejdsgruppe, Recording Academy Task Force on Diversity and Inclusion, som skulle rette op på uligheden.

I forrige uge blev den nye præsident og CEO, Deborah Dugan, så fyret, og hun har siden formelt afleveret en diskriminationsklage til Equal Employment Opportunity Commission. En føderal organisation, der arbejder for borgerrettigheder og mod diskrimination på arbejdspladser.

Dugans klage beskriver seksuel chikane, indspiste strukturer, korrupt adfærd og racisme i Grammy-organisationen. Og hævder tillige, at Portnow af en kvindelig musiker anklages for voldtægt. Portnow benægter denne anklage. Men det er ikke desto mindre en vaskeægte #MeToo-skandale, der er under opsejling.

Og der stoppede skandalen ikke. I sidste uge kom det frem, at The Recording Academy Task Force intet har udrettet, og en anonym Grammy Academy-insider fortalte til Variety, at gruppen faktisk aktivt modarbejdede forbedringer.

Alt er altså ved det gamle hos Grammy trods løfter om det modsatte, og det skulle således blive interessant at se, om selve uddelingen af priser ville vise en lidt mere fremsynet adfærd. Eller om den indgroede konservatisme også her stod ved magt.

Pris knækket i to

Grammy Awards har excelleret i absurde nomineringer og priser gennem tiderne. Så absurde, at den geniale og bedårede r&b-ener Frank Ocean slet ikke gider nominere sine udgivelser – det skal man nemlig selv gøre – til priserne.

Nogle eksempler: Björk og Beach Boys har aldrig vundet en pris. Der var dengang i 1992, hvor Eric Claptons unpluggedversion af sin dengang 22 år gamle sang »Layla« vandt over Nirvanas »Smells Like Teen Spirit«. Og så har der været nogle virkelig usunde prioriteringer af hvide kunstnere, ikke mindst i hovedkategorien for bedste album.

I 2015 vandt Becks album Morning Phase over Beyoncés skelsættende Beyoncé. I 2014 vandt Macklemore & Ryan Lewis’ The Heist over Kendrick Lamars første mesterværk good kid, m.A.A.d city. Macklemore selv undskyldte over for Lamar via sms. Og da Adele i 2017 vandt for 25, sagde hun: »Jeg kan umuligt acceptere den her pris,« og tilføjede, at Beyoncé – der var nomineret for mesterværket Lemonade – var den vigtigste kunstner i hendes liv. Og så knækkede hun sin pris i to, så hendes idol kunne få den ene halvdel.

Straf for besværlig adfærd

I det forgange år har der været vagtskifte i amerikansk populærmusik. En række nye stjerner har tromlet sig vej op ad hitlisterne. Den kun 18-årige Billie Eilish, der med sin hviskende, gotisk mørke pop lavet i sit barndomshjem med sin bror har vendt popverdenen på hovedet. Lizzo har med sit flamboyant kropspositive budskab og bramfri tilgang været en befrielse. Og Lil Nas X slog med countryrapsangen »Old Town Road« rekorden for flest uger – 19 – som nummer ét.

Nomineringerne til årets pris talte allerede sit eget tydelige sprog med seks nomineringer til Lil Nas X og Eilish og hele otte til Lizzo.

Her har man stillet sig på ungdommens, til dels også kvindernes side. 21 procent af de nominerede i de fem tungeste kategorier var ifølge USC Annenberg Inclusion Initiative kvindelige kunstnere. Det lyder ikke af meget, men det er det højeste i otte år og et betragteligt hop fra kun ni procent for to år siden.

Så der er lang vej igen, også når man påtænker, at nogle kommentatorer opfatter Taylor Swifts tre nomineringer i kun mindre kategorier som en slags straf for et 2019, hvor hun har gjort sig besværlig, ja, været rasende på de sociale medier.

Prisen parkeret hos en hvid

Det er 12.000 overvejende hvide, mandlige branchefolk, der stemmer om, hvem af de nominerede der skal vinde. En racemæssig og kønslig sammensætning, der ikke lige lader sig ændre, da den afspejler amerikansk musikbranches sammensætning.

Sammensætningen faldt så i år ud til kvindernes – dog især én kvindes – fordel, den yngste Grammy-vinder i historien, Billie Eilish. Hun vandt seks grammyer, ja, Eilish er faktisk den kun anden kunstner, der har vundet i alle fire vigtigste kategorier, herunder Album of The Year.

Til gengæld fik de to afroamerikanske kunstnere Lizzo og Lil Nas X kun henholdsvis tre og to priser i mindre kategorier. Så endnu en gang blev Grammy-kærligheden parkeret hos en hvid – heldigvis fremragende – musiker.

Grammy Award Show siger ikke sandheden om musikkens kvalitet, men det er blevet en kampplads for værdier. Og i lyset af den verserende skandale i Grammy-land, så handler showet også om, hvorvidt man kan få progressive værdier til at finde fodfæste i det gammelkonservative USA, hvor sexchikane og racisme åbenbart stadig verserer.

Årets priskamp gik godt på kvindefronten, knap så godt på racefronten.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er synd at der er så stor uenighed omkring hvilke værdier der er "de rigtige" - det er ligesom om menneskeheden på dette punkt groft sagt er delt i to lejre, som nærmest ikke kunne være længere fra hinanden. Man kan vel kalde disse to lejre for "progressive" og "konservative", eller, højre- og venstre-politiske.

Hvor ville det dog være befriende hvis de to sider kunne se på hinanden og prøve at forstå hinanden. Så vidt mig har begge sider gode pointer, men er på andre punkter for ekstreme i deres mening.

Jeg tror på at det eneste rigtigt sunde og stabile politiske system er en komplementær sammensmeltning af de to sider, og ikke, som nu, en (indtil videre verbal) skyttegravskrig.

Hvor ville det dog være befriende om der kom en åben, respektfuld dialog imellem de to sider. En anerkendelse, fra begge sider, af at "de andre" også er mennesker, og at der derfor er en grund til at de siger og mener hvad de gør.