Vi skal huske, at stumfilm er en vigtig del af vores kulturelle identitet

Det er umuligt ikke at være begejstret over det store projekt, som Det Danske Filminstitut (DFI) er i gang med, og som blandt andet kan opleves på stumfilm.dk og til den stumfilmfestival, der løber af stablen i København i disse dage.

Takket være en milliondonation har DFI fået mulighed for at digitalisere og fremvise den allerældste del af den danske filmarv, i alt 400 stumfilm fra 1910’erne og 1920’erne.

De skrøbelige, brandfarlige filmruller har, som vi har fortalt om tidligere, længe ligget i en temperaturkontrolleret bunker nord for København, og det har ikke været muligt at få dem at se.

Danmark var en regulær filmsupermagt

Det er med andre ord en essentiel del af det fundament, dansk film står på, som vi nu får adgang til. Det handler ikke om opbevaring og bevaring, men om forskning i og formidling af værker fra dengang, filmkunsten endnu var ung og i en rivende udvikling.

Takket være stumfilm.dk bliver det muligt at følge den udvikling også i danske film, hvor instruktører som Benjamin Christensen, A.W. Sandberg, August Blom og Carl Th. Dreyer var med til at opfinde filmsproget og dets grammatik – hvordan man fortalte historier, bevægede kameraet, klippede filmene.

Stumfilm.dk giver endvidere et unikt et indblik i en tid, hvor Danmark var en regulær filmsupermagt.

Nordisk Film, der blev stiftet af gøgleren Ole Olsen i 1906, var i sin storhedstid i 1910’erne et af de mest produktive og succesfulde filmselskaber i verden, og skuespillere som Asta Nielsen og Valdemar Psilander var stjerner langt uden for landets grænser.

En af de sidste hvide pletter på landkortet

En anden god grund til, at formidlingsprojektet er vigtigt: Forskningsleder på DFI, Lars-Martin Sørensen, sagde fredag til Information:

»Der kunne godt ligge et mesterværk herude, som gør, at vi må skrive filmhistorien om«.

Stumfilmtiden er en af de sidste hvide pletter på landkortet. Så mange film fra dengang er gået tabt, og andre har ikke været set i årevis.

Hver gang de gamle ruller graves frem fra et arkiv som Filminstituttets, holder man vejret i håbet om, at det er et uomgængeligt værk, som nok blev glemt af tiden, men nåede at skubbe til filmkunsten.

Stumfilm.dk minder om, at dansk film er en mangfoldig størrelse, og at de stumme film er en lige så vigtig del af vores kulturelle identitet som den øvrige filmkunst, billedkunst, musik, teater og litteratur.

Nu gælder det om, at vi alle begynder at bruge tjenesten og genopdager de gamle filmskatte.