Leder

På den anden side af historien

I denne uge var der premiere på Anders Refns film De forbandede år. Anita Brask Rasmussen opfordrer i denne leder til, at vi undlader at antage, at vi nu står på den anden side af historien og kan fortælle, forstå eller forlange den fulde version.

I denne uge var der premiere på Anders Refns film De forbandede år. Anita Brask Rasmussen opfordrer i denne leder til, at vi undlader at antage, at vi nu står på den anden side af historien og kan fortælle, forstå eller forlange den fulde version.

Ida Marie Odgaard

Kultur
13. januar 2020

Historien er godt stof for fiktionen, og film om faktiske begivenheder er med til at styrke vores bevidsthed om fortiden og forståelse af nutiden. Men når det gælder film om Besættelsen, er det ofte sådan, at filmene er klogere end debatten, der opstår omkring dem.

I denne uge var der premiere på Anders Refns film De forbandede år om den hæderlige fabriksejer Karl Skov, der modvilligt bliver værnemager for at undgå økonomisk ruin for sin familie og arbejdsløshed for sine ansatte. Det skaber splittelse i familien og omgangskredsen, der både tæller modstandsfolk, tyskerpiger, østfrontsfrivillige, jøder, kommunister, nazister, samarbejdspolitikere m.fl.

Både hovedrolleindehaver Jesper Christensen og instruktør Anders Refn har turneret med et budskab om, at der er behov for at nuancere danskernes opfattelse af Besættelsen.

At De forbandede år skal præsentere et lidt mere mudret billede end det, hvor man enten var helt eller skurk. Det er et sympatisk synspunkt, som det er svært at være uenig i. Det er da også svært at se, hvem det er, de taler op i mod.

Anders Fogh Rasmussen holdt en meget udskældt tale i 2003, hvor han lagde moralsk afstand til samarbejdspolitikken og dermed udpegede entydige skurke, og Annegrethe Bjarup Riis har lavet helteeposset Hvidsten Gruppen, men det er i dag undtagelser. I nyere tid har netop det mudrede billede været dominerende i offentligheden.

Helte og skurke

Siden slutningen af 1990’erne har både forskere og lægmænd i stor stil bedrevet nuanceret historieskrivning om de såkaldte skyggesider af dansk besættelsestidshistorie: Samarbejdspolitikken, danskerne i Waffen SS, stikkerlikvideringer, behandlingen af tyskerpigerne og tyske krigsfanger og flygtninge, industrien og landbrugets samarbejde med værnemagten.

Alt sammen har mudret billedet af helte og skurke.

Disse nye revisionistiske perspektiver er i lige så stor stil blevet beskrevet i pressen. For Besættelsen er elementært spændende. Fyldt med drama og moralske dilemmaer. Så man kan altså ikke sige, at én ting er, hvad der skrives bøger om, noget andet er, hvad den brede offentlighed får kendskab til.

I både anmeldelser og omtaler er De forbandede år blevet beskrevet som et katalog over Besættelsen. »Efter 75 år kom filmen om besættelsestiden endelig,« skriver historiker Claus Bryld i en kronik i Jyllands-Posten og roser med rette, at filmen afholder sig fra at lave entydige helteskildringer.

Men hvis De forbandede år er et katalog over noget, så er det over de moralske kampe på liv og død, der opstod for de færreste. Besættelsen var for de fleste en skræmmende tid, hvor man ikke længere kunne regne med det, som man ellers havde haft tillid til: systemet, politiet, medierne, fødevareleverancerne. Men selv dét blev hverdag, hvor man savnede kaffe, men forsøgte at leve sit liv, som man plejede. En hverdag, som man hverken kan skamme sig over eller være stolt af.

Det lyder selvfølgelig ikke som et særligt interessant plot for en film. Men hvis man kan tale om noget, der mangler fokus, så er det dét. Hvis man altså mener, at en film har en særlig forpligtelse i forhold til at vise et bredt, nuanceret billede af Besættelsen. Her er spørgsmålet så, om det overhovedet er muligt.

Sandhedssøgende film

Selvfølgelig skal en film ikke fortælle løgne, men at forestille sig, at de skal eller kan fortælle hele sandheden, er lige så forkert.

Når man laver en film om Besættelsen, så skylder man derfor sit publikum at insistere på, at det er fiktion. En film kan aldrig beskrive et fuldstændigt billede – det kan forskningen i øvrigt heller ikke. Begge dele vil altid være påvirket af, hvad man selv går og tænker.

Både Jesper Christensen og Anders Refn har da også fortalt, at da de voksede op i 1950’erne var det tabu at tale om andet end de entydige helte. Og så laver de en film om en nuanceret skurk og slår en del åbne døre ind, når de skal promovere den.

Vi er de seneste år blevet foræret gode film som for eksempel Flammen og Citronen, Under Sandet og 9. april.

Ved at zoome ind på forskellige aspekter af en voldsom tid er de med til at reaktualisere og perspektivere vores historie.

Men deres opgave er først og fremmest at være gode film. Ingen af dem er den brik, der mangler, for at vi får et fuldstændigt billede. Det kan vi ikke forlange af dem.

Til gengæld kan vi forlange en større bevidsthed om netop det i debatten om dem. Lad os undlade at antage, at vi nu står på den anden side af historien og kan fortælle, forstå eller forlange den fulde version.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her