Leder

Vi skal sætte tid af til at blive forstyrret af kunsten, ikke kun af verdens øvrige flimmer

Kulturredaktionens medlemmer har den seneste tid eksperimenteret med at opfordre hinanden til at opleve kunst med alskens benspænd – med henblik på at fremme fordybelsen. Selv om det måske har virket lidt fjollet og konstrueret, har det givet nye erkendelser
Kulturredaktionens medlemmer har den seneste tid eksperimenteret med at opfordre hinanden til at opleve kunst med alskens benspænd – med henblik på at fremme fordybelsen. Selv om det måske har virket lidt fjollet og konstrueret, har det givet nye erkendelser

Sofie Holm Larsen

24. februar 2020

Her er et kulturpessimistisk gok i nødden som velkommen til en ny uge i det moderne liv:

Den seneste medierapport fra DR viser, at den gennemsnitlige dansker hver dag bruger syv timer og 35 minutter på digitale medier. Syv timer og 35 minutter, hvor vi lytter til radio, mens vi læser nyheder på telefonen, vi sender snaps, mens vi ser Netflix.

Den slags – den moderne hjernes multitasking – er ikke særlig hensigtsmæssigt.

Vores hjerner er nemlig konstrueret til at fastholde fokus på én ting ad gangen, så vi kan nå et dybere niveau af koncentration, som seniorforsker Joseph Firth fra Western Sydney University har forklaret det i vores serie om de moderne hjerner og kunsten: »Og dér når du ikke hen, hvis du konstant omdirigerer din opmærksomhed,« som han sagde.

Det gælder selvfølgelig også opmærksomhed på kunst. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Bæksgaard Jakobsen

Jeg har godt nok kun læst to af artiklerne med benspænd (Tool og David Lynch), men jeg blev virkelig chokeret over, hvor grænseoverskridende og vanskeligt det har været for Informations kulturredaktion kun at lave een ting ad gangen, fx. lytte til en cd eller se en kort film. Det er dejligt at se/læse, at kulturredaktionen nu har opdaget værdien af forbydelse, men jeg er i tvivl om, hvorvidt kulturredaktionens koncentrationsbesvær er et udbredt problem i Danmark som sådan, eller om det kun gør sig gældende for de yngre generationer. Og mens jeg skriver dette føler jeg mig old-gammel, men jeg er kun 42 og for mig er problemet helt fraværende og ganske uforståeligt. Er det virkelig normalt, at man ser en film på computeren, mens man er på facebook og samtidig ser nyhederne på TV'et?
Hertil skal det måske også tilføjes, at selvom hjernen er plastisk og magter alle de indtryk på en og samme tid, så er det ikke det samme som, at den har lært at følge med og får det samme ud af oplevelserne. Film (særligt serier) og musik er intentionelt blevet forfladiget af producenterne, sådan at man kan følge med, selvom man ikke følger med. Konsekvenserne er denne forfladigelse er meget tydelig, når man ikke multitasker og rent faktisk følger med. Det fremstår som om afsender og formodet modtager har en IQ på 50 og ikke kan forstå lange sætninger eller alt, der ikke er eksplicit forklaret. Væk er det flertydige, underfundige og intelligente - erstattet af deadpan humor, for kraftig bas og overdreven mimik.
Ok, jeg er blevet gammel...

Maj-Britt Kent Hansen, Kurt Nielsen og Bent Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg har været på kunstudstilling i dag og kom som sådan til at tænke på jeres serie "De moderne hjerner og kunsten", og så alt det, som god kunst gør ved mig, som I gør meget lidt ud af i serien, nok fordi det er alt for komplekst at skrive om for journalister i en avis som Information.

Udstillinger, der har gjort indtryk, som har fanget mig, virker længe efter, at jeg har konfronteret mig med dem, og ind imellem dukker de op i relation til ny erkendelse, undertiden flere år efter, at konfrontationen med udstillingen har fundet sted.

Derfor kan det også være utrolig uoverkommeligt at blive stillet over for spørgsmålet: Hvad synes du om udstillingen? Fra f.eks. kunstneren, en kurator eller en kunsthaldirektør, og jeg vil jo gerne gengælde det ønske om bekræftelse, der også ligger i et sådant spørgsmål. Svaret må være: Jeg ved det ikke, udstillingen arbejder i mig, jeg har svært ved at koncentrere mig, det er meget svært at få sat ord på.

Måske vil jeg være i stand til at skrive en anmeldelse af udstillingen i løbet af nogle dage, hvis jeg bliver presset til det, måske efter endnu et besøg , men der vil i så fald klart være tale om en form for "midtvejsevaluering", for udstillingen virker stadig og vil vedblive med det, også i årene frem over.

Et eksempel på en sådan udstilling er Camille Henrots: "The Pale Fox" fra 2014 på Kunsthal Charlottenborg, og når jeg nævner denne udstilling frem for andre udstillinger, der har gjort et lignende indtryk, så er det et udtryk for et forsøg på en rangordning. Måske vil jeg på det punkt nå frem til en anden vurdering i løbet af nogle år.

Søren Kristensen

Jeg forstår godt filosofien bag benspænd. Selv om jeg princippielt konsekvent zapper væk fra reklamer på TV, kan jeg godt finde på at se en stak med lyden slået fra. Hvilket selvfølgelig giver et andet resultat, hvor meget, for ikke at sige det meste, af dæmagogien som regel forsvinder til fordel for en mere abstrak oplevelse. Nogen decideret kunstoplevelse er det dog sjældent, men trods alt en oplevelse. Især bilreklamer kan være underholdende, når du fx befordres gennem surreale urbane omgivelser eller romantiske landskaber, helt blottet for konkurrerende trafik.