Leder

Vi skal sætte tid af til at blive forstyrret af kunsten, ikke kun af verdens øvrige flimmer

Kulturredaktionens medlemmer har den seneste tid eksperimenteret med at opfordre hinanden til at opleve kunst med alskens benspænd – med henblik på at fremme fordybelsen. Selv om det måske har virket lidt fjollet og konstrueret, har det givet nye erkendelser
Kulturredaktionens medlemmer har den seneste tid eksperimenteret med at opfordre hinanden til at opleve kunst med alskens benspænd – med henblik på at fremme fordybelsen. Selv om det måske har virket lidt fjollet og konstrueret, har det givet nye erkendelser

Sofie Holm Larsen

Kultur
24. februar 2020

Her er et kulturpessimistisk gok i nødden som velkommen til en ny uge i det moderne liv:

Den seneste medierapport fra DR viser, at den gennemsnitlige dansker hver dag bruger syv timer og 35 minutter på digitale medier. Syv timer og 35 minutter, hvor vi lytter til radio, mens vi læser nyheder på telefonen, vi sender snaps, mens vi ser Netflix.

Den slags – den moderne hjernes multitasking – er ikke særlig hensigtsmæssigt.

Vores hjerner er nemlig konstrueret til at fastholde fokus på én ting ad gangen, så vi kan nå et dybere niveau af koncentration, som seniorforsker Joseph Firth fra Western Sydney University har forklaret det i vores serie om de moderne hjerner og kunsten: »Og dér når du ikke hen, hvis du konstant omdirigerer din opmærksomhed,« som han sagde.

Det gælder selvfølgelig også opmærksomhed på kunst. 

At navigere i støjen

En undersøgelse fra 2017 slog fast, at amerikanske museumsgæster i gennemsnit bruger 28 sekunder foran hvert værk, når de går på kunstmuseum – inklusive den tid, de bruger på at læse værkbeskrivelsen. Undersøgelsen fortalte ikke noget om, hvor mange af de 28 sekunder, museumsgæsterne også gloede ned i deres telefoner, men det har sikkert været nogle stykker.

For det er grundlæggende svært for os moderne mennesker at holde fingrene fra digitale dimser og vitterligt fordybe os, hvilket måske allertydeligst afspejles i biograferne, teatrene og koncertsalene, hvor de færreste kan se sig fri for enten at have fisket dem frem eller i hvert fald have haft trangen.

Den gode nyhed er: Hjernen er et plastisk organ, der kan tilpasse sig de fleste situationer. I dag føles mere kaotisk og flimrende end nogensinde, men det gjorde i går også – ligesom den sidste mandag i februar for 50 år siden formentlig gjorde det. Vores hjerner lærer at navigere i støjen.

Når moderne film forekommer forjagede og overfladiske, er det – som filmklipperen Thomas Krag har sagt – fordi klipningen er blevet mere effektiv. Vores hjerner er blevet bedre til at afkode mediet, og derfor er der i nye film behov for færre mellemregninger, men mere præcis klipning. Samme mekanisme gælder i popmusik: Tidens mest populære sange har typisk et genkendeligt hook, et højt tempo og en kort intro. Alt det kan vores hjerner kapere.

Man skal dog nok være både blind og døv for ikke at opdage, at tidens kunst er fyldt med reaktioner på et samfund, hvor der ikke rigtig er tid til at komme ned i tempo og koncentrere sig. Med lyd- og e-bøger forsøger vi at presse lidt fordybelse ind på cykel- eller togturen på vej til og fra arbejde, og generelt bliver vi af kunsten fortalt, at vi skal føle mere og hurtigere.

Benspænd

Men som hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust siger, er fordybelse den eneste vej til kunstoplevelser, der virkelig batter. Selv kører han en streng politik med hensyn til forstyrrelser i hverdagen og har for eksempel indført mailpolitik for at finde ro til at kunne fokusere på sin forskning og sin kunst. For kunst er i sin essens irritation af hjernen. Og vi er nødt til at sætte tid af til at blive forstyrret af kunsten – og ikke kun af verden omkring os.

»Hvis man vil have dem, er der utrolige oplevelser gemt derude, som vi ikke kan nå på 28 sekunder,« som han sagde i avisen i fredags. »Hvis vi vil have det fulde udbytte af tilværelsen, er det sådan, vi er nødt til at tænke.«

Og hvordan omformer man så det til praksis? 

Vi har et tip: benspænd. 

Den seneste tid har vi nemlig på avisens kulturredaktion eksperimenteret med at opfordre hinanden til at opleve kunst med alskens dogmer – med henblik på at fremme fordybelsen. Selv om det muligvis har virket lidt fjollet og konstrueret, har det også givet nye erkendelser. 

Hvis du for eksempel vil have et nyt blik på Asger Jorns farvestærke malerier, skal du prøve at tage en klapstol med på kunstmuseum og sætte dig foran et af hans værker og simpelthen glo på det i en stiv time. Hvis du vil opdage en ny, uforfalsket trang til at dykke ned i Inger Christensens forfatterskab, kan du med fordel lære et af hendes digte udenad og senere recitere det. Og hvis du vil blive frustreret, skal du måske tvinge dig selv til at lytte til metalbandet Tools nye plade fra ende til anden.

Alt det kan og skal kunsten: frustrere, give lyst til mere, åbne for nye erkendelser. Det er sjældent, at vi giver vores moderne hjerner lov til at nå derhen, men hvis vi gør, kan vi komme et stykke af vejen.

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

  • Al verdens flimmer smadrer ikke kunsten. Men vi bør nok bruge mere end 28 sekunder pr. værk

    21. februar 2020
    Vores hjerner tilpasser sig hele tiden, siger hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust, så selv om vi oplever vores virkelighed som mere kaotisk og flimrende end nogensinde, skal hjernerne nok sortere i vigtige og mindre vigtige indtryk. Men, siger han i denne afslutning af vores artikelserie om moderne hjerner: Stor kunst kræver, at man sætter sig ned og fordyber sig – hvis man altså vil have den store oplevelse
  • En konstant strøm af nyheder gør, at danskerne aldrig føler, de har læst nok

    13. februar 2020
    De brummende telefoner i danskernes lommer giver særligt unge følelsen af aldrig at blive færdige med at læse nyheder. Derfor hitter afrundede formater som TV Avisen, siger chefen for DR Medieforskning, der mener, at både mediernes funktioner og brugernes digitale modning skal komme den dårlige samvittighed til livs
  • Normalt ville vi have set Lynch på maven med Deadline på væggen og Facebook i hånden

    4. februar 2020
    Hvordan oplever vores moderne flakkende hjerner kunsten, hvis vi tvinger dem til fordybelse? To medlemmer af redaktionen er i en kunstoplevelsesstafet blevet bedt om at iscenesætte indtagelsen af en David Lynch-kortfilm på Netflix som en biografoplevelse og bagefter tale om den i en hel time. Det ender i nostalgisk besyngelse af fordums fokus
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Bæksgaard Jakobsen

Jeg har godt nok kun læst to af artiklerne med benspænd (Tool og David Lynch), men jeg blev virkelig chokeret over, hvor grænseoverskridende og vanskeligt det har været for Informations kulturredaktion kun at lave een ting ad gangen, fx. lytte til en cd eller se en kort film. Det er dejligt at se/læse, at kulturredaktionen nu har opdaget værdien af forbydelse, men jeg er i tvivl om, hvorvidt kulturredaktionens koncentrationsbesvær er et udbredt problem i Danmark som sådan, eller om det kun gør sig gældende for de yngre generationer. Og mens jeg skriver dette føler jeg mig old-gammel, men jeg er kun 42 og for mig er problemet helt fraværende og ganske uforståeligt. Er det virkelig normalt, at man ser en film på computeren, mens man er på facebook og samtidig ser nyhederne på TV'et?
Hertil skal det måske også tilføjes, at selvom hjernen er plastisk og magter alle de indtryk på en og samme tid, så er det ikke det samme som, at den har lært at følge med og får det samme ud af oplevelserne. Film (særligt serier) og musik er intentionelt blevet forfladiget af producenterne, sådan at man kan følge med, selvom man ikke følger med. Konsekvenserne er denne forfladigelse er meget tydelig, når man ikke multitasker og rent faktisk følger med. Det fremstår som om afsender og formodet modtager har en IQ på 50 og ikke kan forstå lange sætninger eller alt, der ikke er eksplicit forklaret. Væk er det flertydige, underfundige og intelligente - erstattet af deadpan humor, for kraftig bas og overdreven mimik.
Ok, jeg er blevet gammel...

Maj-Britt Kent Hansen, Kurt Nielsen og Bent Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg har været på kunstudstilling i dag og kom som sådan til at tænke på jeres serie "De moderne hjerner og kunsten", og så alt det, som god kunst gør ved mig, som I gør meget lidt ud af i serien, nok fordi det er alt for komplekst at skrive om for journalister i en avis som Information.

Udstillinger, der har gjort indtryk, som har fanget mig, virker længe efter, at jeg har konfronteret mig med dem, og ind imellem dukker de op i relation til ny erkendelse, undertiden flere år efter, at konfrontationen med udstillingen har fundet sted.

Derfor kan det også være utrolig uoverkommeligt at blive stillet over for spørgsmålet: Hvad synes du om udstillingen? Fra f.eks. kunstneren, en kurator eller en kunsthaldirektør, og jeg vil jo gerne gengælde det ønske om bekræftelse, der også ligger i et sådant spørgsmål. Svaret må være: Jeg ved det ikke, udstillingen arbejder i mig, jeg har svært ved at koncentrere mig, det er meget svært at få sat ord på.

Måske vil jeg være i stand til at skrive en anmeldelse af udstillingen i løbet af nogle dage, hvis jeg bliver presset til det, måske efter endnu et besøg , men der vil i så fald klart være tale om en form for "midtvejsevaluering", for udstillingen virker stadig og vil vedblive med det, også i årene frem over.

Et eksempel på en sådan udstilling er Camille Henrots: "The Pale Fox" fra 2014 på Kunsthal Charlottenborg, og når jeg nævner denne udstilling frem for andre udstillinger, der har gjort et lignende indtryk, så er det et udtryk for et forsøg på en rangordning. Måske vil jeg på det punkt nå frem til en anden vurdering i løbet af nogle år.

Søren Kristensen

Jeg forstår godt filosofien bag benspænd. Selv om jeg princippielt konsekvent zapper væk fra reklamer på TV, kan jeg godt finde på at se en stak med lyden slået fra. Hvilket selvfølgelig giver et andet resultat, hvor meget, for ikke at sige det meste, af dæmagogien som regel forsvinder til fordel for en mere abstrak oplevelse. Nogen decideret kunstoplevelse er det dog sjældent, men trods alt en oplevelse. Især bilreklamer kan være underholdende, når du fx befordres gennem surreale urbane omgivelser eller romantiske landskaber, helt blottet for konkurrerende trafik.