Leder

SMK-udstillingen af Anna Ancher er en kulturhistorisk milepæl og ligestillingspolitik i praksis

Anna Ancher får med den nye udstilling på Statens Museum for Kunst nu den centrale plads, hun rettelig fortjener i dansk kunsthistorie. Men indsatsen er især stor, fordi hun præsenteres, ikke som kvinde, men som kunstner
SMK har med udstillingen taget et afgørende skridt i retning af fundamental ligestilling mellem mand og kvinde og ikke gjort kønnet til en præmis for kunsten, men vægtet det æstetiske. Det er beundringsværdigt, men også stadig nyt i udstillingspraksis, skriver Peter Nielsen på lederplads.

SMK har med udstillingen taget et afgørende skridt i retning af fundamental ligestilling mellem mand og kvinde og ikke gjort kønnet til en præmis for kunsten, men vægtet det æstetiske. Det er beundringsværdigt, men også stadig nyt i udstillingspraksis, skriver Peter Nielsen på lederplads.

Niels Christian Vilmann

17. februar 2020

Allerede når man træder ind i den nye Anna Ancher-udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK) er det uundgåeligt som betragter at blive ramt af hendes kunstneriske storhed og suverænitet.

For første gang ser man i stor skala for alvor Anna Ancher fri af den sammenhæng, hun ellers ofte bliver præsenteret i.

Fri af Skagen-kolonien i årtierne omkring 1900 og fri af det blik, der ser hende som malende hustru og i sammenhæng med manden Michael Ancher, uanset at denne ligestillede dem, og Anna Ancher også allerede i sin samtid nød stor anerkendelse.

De sædvanlige ord, der omgiver hendes kunst, fordufter, og alle klicheerne falder fra hinanden. Man ser radikaliteten af hendes kunstneriske eksperimenter, hendes åbenlyse modernitet, og ser hvor meget, hun var forud for sin egen tid. Her på SMK er en billedkunstner i sin egen ret, og hun er større end alle sine samtidige.

Det er en stor bedrift, museet har leveret med den nye store retrospektive udstilling af Anna Ancher, der vel at mærke bygger videre på vigtige erkendelser fra pionerudstillingen om kunstneren på Arken i 2011.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Når vi i præsentationen af kunsten har opnået en reel ligestilling mellem den mandlige og den kvindelige kunstner, kan vi fortsætte med at diskutere, hvad henholdsvis mandlige og kvindelige erfaringer bringer med ind i kunsten, om der findes særlige mandlige og kvindelige genrer og få gjort op med et traditionelt kønsligt genrehierarki. ".

Jeg beundrer Rune Gade for hans kunstfaglige seriøsitet, også i denne sammenhæng. Noget tilsvarende kan jeg ikke sige om litteraturredaktørens forsøg på at anlægge det politisk mest korrekte perspektiv. Undlad at konkurrere med litteraturredaktøren på Politiken i den disciplin. Information skulle gerne fortsætte med at være den mest seriøse af de to aviser.

Stense Andrea Lind-Valdan

"Kun når vi har opnået en fundamental ligestilling i repræsentationen af kunsten og sat æstetikken i centrum, er vi igen helt frie til at diskutere kønnet "
Udsagnet er et klassisk skolebogseksempel på patriarkalsk retorisk ulv i feministiske fåreklæder. Kun en person med ringe forståelse for den måde, køn spiller en rolle i samfundsdynamikker, kan mene, at sådan et, i øvrigt almindeligt logisk selvmodsigende, udsagn er værd at ytre.

Hvordan skal vi se på uretmæssigheder, der knytter sig til køn, hvis vi ikke må pege på KØN?
At sige: "Her på SMK er en billedkunstner i sin egen ret, (...)" er også at sige at en kunstner er uden for sammenhæng, hvilket er at sige at SMK tilbyder et neutralt udstillingsrum. Er udstillingsrum neutrale? Det skal man ikke beskæftige sig meget med billedkunst for at opdage ikke er tilfældet. Udstillingsrum har arkitektoniske, sociale, kulturelle, ideologiske, historiske og skiftende betydninger knyttet til sig. Ligesom udstillinger og kunstværker har. Derfor er ingen kunstner hvis værker udstilles på SMK (eller noget andet sted) fri for kontekst. Derfor bliver man som kurator også nødt til at se på, hvad det er for en kunstner, man udstiller, og nødt til, hvis vi nu holder os til den konkrete Ancher-udstillings eksempel, at anerkende og tale om hendes køn, ligesom man bør tale om køn i alle andre udstillingssammenhænge, hvis man altså ønsker at rette receptionen af hende (og kvinder der er kunstnere i al almindelighed) grundlæggende, i et ønske om at fremme ligestillingen inden for kunsten.

Man bliver så at sige nødt til at give mænd deres køn tilbage. Det er et behov der finder sin årsag i den samfundsdynamik der historisk set adskiller, og derefter knytter kvinden til kroppens domæne, og manden til åndens. Deraf kommer en forestilling om at manden er mere intellektuel, åndelig og i sidste ende tættere på gud, hævet over kvinden og med potentiale for genialitet (modsat kvinden). At give manden bevidsthed om sin krop og sit køn (og sine følelser), altså at give ham sin krop og sit køn tilbage, er derfor at hive ham ned på jorden igen, at sidestille ham med kvinden og derigennem skabe muligheden for at tale sammen i øjenhøjde om strukturel ligestilling, fælles betingelser og forskellige også.

Vi kan altså ikke bare sidde stille og trille tommelfingre og vente på at dette sker af sig selv (hvad sker nogensinde af sig selv?) sådan som Peter Nielsen forestiller sig i sin magelige lænestolsleder.
Hvorfor er det så altid først på udstillinger, der viser værker af kvinder, at samtalen om køn kommer op? "Man ville jo aldrig gøre et stort nummer ud af, at eksempelvis et landskabsmaleri eller et historisk maleri var typiske mandlige genrer (...)". Udsagnet og spørgsmålet går hånd i hånd med den dynamik, jeg netop har beskrevet og også med det eksempel på akademisering eller videnskabeliggørelse af maleriske genrer der har været betragtet som feminine (som Rune også peger på i sin anmeldelse), som er blevet overtaget af mænd der har videnskabeliggjort dem og derefter afskåret kvinder fra dets domæne og derigennem i en negativ form, så at sige, ikke peget PÅ deres køn, men VÆK fra deres køn. Det at man altså ikke "behøver" at tale om køn, når man taler om en mands kunstværker, er i sig selv en kønnet mulighed (et privilegie), som så at sige er skjult af sig selv.

Derfor burde man altid også sætte mænds kunstværker i en kønsmæssig kontekst. Derfor er det vigtigt at nævne at Anna Ancher formåede alle disse fantastiske maleriske bedrifter samtidig med at hun var kvinde og uanset sine øvrige privilegier også er blevet behandlet af historien SOM kvinde, for derigennem at pege på at det ikke er forbeholdt mænd at være interesseret i andet end køn, men at man bliver tvunget som kvinde til at forholde sig til det, på en måde, mænd bare ikke gør, uanset om man VIL eller ej.

Det er kompliceret og paradoksalt og desto mere afgørende at beskæftige sig med det og sno sin hjerne og sine følelser omkring det, hvis man oprigtigt ønsker sig ligestilling inden for kunsten, men også i samfundet generelt - også når vi snakker hudfarve, klasse, seksuel orientering, kønsidentitet som sådan, og altså ikke bare vil sidde på sædvanlig patriarkalsk, nedladende vis og fastholde status quo og sit selvbillede som en hvis mening "naturligvis" er relevant, blot fordi man har adgang til lederspalteplads i Information, der i øvrigt har en kvindelig kulturredaktør og en kvindelig administrator af kunststoffet, med reelt kunstfagligt indblik. Hvorfor det ikke er en af de to, der har skrevet omtalte leder, det kan vi jo sidde og spekulere over, mens vi triller tommelfingre i ligestillingens navn.