Leder

Det er netop i tilfælde af død og utryghed, der er brug for kulturen

At kulturminister Joy Mogensen (S) ikke har haft travlt med at udtale sig på regeringens pressemøder, er ikke det samme, som at hun finder kultur upassende at tale om. Men hun tager ikke desto mindre grueligt fejl, når hun siger, man ikke kan have et blomstrende kulturliv, når samfundet er plaget af utryghed og død. Det er her, der er allermest brug for det
Når mennesker dør, har man brug for passende sange at synge. Og når man ikke er tryg, har man brug for blomstrende kultur at være fælles om. Det budskab kunne kulturminister Joy Mogensen (S) passende være bannerfører for, mens hun i samarbejde med resten af regeringen arbejder på politiske løsninger.

Når mennesker dør, har man brug for passende sange at synge. Og når man ikke er tryg, har man brug for blomstrende kultur at være fælles om. Det budskab kunne kulturminister Joy Mogensen (S) passende være bannerfører for, mens hun i samarbejde med resten af regeringen arbejder på politiske løsninger.

Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

28. marts 2020

Der var næppe noget mere upassende, en kulturminister kunne sige i en krisesituation, hvor eksistensgrundlaget for kulturinstitutioner, kunstnere og kulturarbejdere ramler, at det ville være upassende at tale om kultur lige nu.

Det var ikke desto mindre overskriften på et interview med kulturminister Joy Mogensen, som Berlingske bragte torsdag. Interviewet gik hurtigt viralt og blev mødt af heftig fordømmelse. Kritikken kom både fra kulturbranchen og fra mennesker, der ikke selv har noget på spil rent økonomisk, men som bare opfatter kulturen som en uundværlig del af samfundet og livet.

Retfærdigvis skal det siges, at formuleringen var taget ud af sin kontekst og egentlig var et svar på, hvorfor Joy Mogensen endnu ikke har udtalt sig på nogen af regeringens pressemøder. »Jeg har ikke brug for et pressemøde, men jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at være til stede på anden vis,« udtalte Joy Mogensen i forlængelse af den famøse sætning og argumenterede så imod særlige hjælpepakker skræddersyet til kulturområdet.

Joy Mogensen vil hellere arbejde for, at så mange som muligt af kulturområdets særlige behov bliver imødekommet af regeringens generelle pakker.

Brug for fælles kultur

At betragte kunstnere og kulturarbejderes arbejdsvilkår som en sag for erhvervs- og beskæftigelsesministerierne er der ikke principielt noget galt med. Det kan ses som en anerkendelse af, at dem, der forsyner os med æstetiske oplevelser, netop er en del af samfundet og ikke et appendiks til det.

Men denne opfattelse af regeringens interne rollefordeling ville nok være nemmere at acceptere, hvis de nuværende hjælpepakker faktisk hjalp kulturinstitutioner, der ikke er 50 procent selvfinansierede, eller kunstnere, som lever for under 15.000 kroner om måneden (et beløb, som dog fredag blev sænket til 10.000 kroner).

Eller hvis bare kulturministeren kunne demonstrere det basale kendskab til, hvordan kulturområdet er organiseret og finansieret, som er forudsætningen for at udarbejde løsninger på dets problemer.

På den baggrund er det forståeligt at se rødt, når en kulturminister udtaler, at »det er ligesom i Maslows behovspyramide: Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld hvis mennesker ligger og dør«.

For hun har jo ikke ret. Når mennesker dør, har man brug for passende sange at synge. Og når man ikke er tryg, har man brug for blomstrende kultur at være fælles om. Det budskab kunne kulturministeren passende være bannerfører for, mens hun i samarbejde med resten af regeringen arbejder på politiske løsninger.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Frank Borchorst
  • Brian W. Andersen
  • Michael Friis
  • Per Klüver
  • Poul Anker Sørensen
Eva Schwanenflügel, Frank Borchorst, Brian W. Andersen, Michael Friis, Per Klüver og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Astrid Schjødt Pedersen

Bedst som man forsøger at få det bedste ud af situationen, kommer der denne mavepuster fra kulturministeren.

Samfundet er mere eller mindre lukket ned, og alle politiske partier er enedes om i videst muligt omfang at holde hånden under store og mindre virksomheder og under offentligt og privatansatte, så vi efter Coronakrisen igen kan fungere som samfund.
Alle mennesker er værdifulde, og alle erhverv fylder en plads i vores samfund og er med til at give værdi økonomisk og i forhold til livsindhold.

Nu melder kulturministeren så ud, at hun ville finde det upassende at tale om understøttelse af kulturen i den nuværende situation.

Kunstnere af alle slags er med til at binde os sammen som samfund. Der bliver i øjeblikket trukket på deres værker som aldrig før. Musikere, teaterfolk, billedkunstnere kan godt bruges som "pauseklovne", mens landet er lukket ned, men "kulturens minister" synes, det er upassende at tale om deres betydning !

Kender ministeren slet ikke til de vilkår, kunstnerne arbejder under? Hvordan kan man politisk sætte en indtægtsgrænse som betingelse for støtte på et niveau, de færreste nogensinde kommer op på.

De musikere, der får aflyst arrangementer, om det er jazz, klassiske koncerter eller musikunderholdning til bryllupper og konfirmationer, - de forfattere, der får aflyst oplæsnings- og foredragsarrangementer, og de billedkunstnere, der får aflyst udstillinger, som de allerede har haft udgifter på at gøre klar, - er de mindre betydningsfulde i vores samfund end de næringsdrivende, der lever af at fylde vores liv med overflodsting?

Listen over kulturarbejdere er lang. Fælles for mange er, at de i forvejen lever på et eksistensminimum.
Nu synes kulturministeren åbenbart, at det vil være upassende at tale om kulturarbejdernes vilkår i denne krisesituation.

Politisk vil man godt støtte dem, der lever af det, kunstnerne frembringer, men ikke dem, der skaber kunsten.
Dét er upassende, kulturminister !

Tak, siger politikerne til de hårdtarbejdende i sundhedssektoren, tak til lærerne, til transportsektorens ansatte, til politi og alle andre, der holder sammen på vores samfund i en usædvanlig og svær tid.
Det er i den grad berettiget at sige tak, men i krisetider har samfundet mere end nogensinde brug for, at der er musik, litteratur, film og billedkunst i sin videste betydning.
Der spilles, synges og laves kreative arrangementer overalt for tiden. Alt dette var ikke muligt, hvis der ikke havde været et vækstlag af kunstnere, der havde skabt det, vi nu trækker på.

"Lad falde, hvad der ikke kan stå"-filosofien er netop på kunst- og kulturområdet nok den mest ugennemtænkte filosofi.

Det er måske værd at erindre, at Van Gogh kun solgte ét billede, mens han levede.
Mon dog kulturministeren i ramme alvor ville hævde, at han var en betydningsløs kunstner, som det ikke var værd at passe på og investere i, når han ikke kunne sælge sine værker? Mindre kan gøre det, og Van Gogh levede ikke under Coronakrisen, men problemstillingen med, hvad der holder, og hvad der er en fremtid i, gælder også i krisetider.

Da den britiske finansminister under anden verdenskrig foreslog at flytte kulturkroner over på militærbudgettet, er Winston Churchill citeret for at have svaret: " Hvad er det så, vi kæmper for?

- eller her i Frederik VI’s bemærkning efter statsbankerotten i 1813: »Fordi vi er fattige, behøver vi ikke at være dumme."

Måske kulturministeren kunne finde inspiration her?

Anders Reinholdt, Carl Chr Søndergård, Nille Torsen, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Claus Poulsen, Ete Forchhammer , ingemaje lange, Rolf Andersen, Mikkel Zess, Pietro Cini, Jens Winther, Frank Borchorst, Steffen Gliese, Herdis Weins og Tinne Stubbe Østergaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der ligger bare noget i den socialdemokratiske fornemmelse for moral, at man aldrig vil gå hele vejen og for alvor løse problemerne med de penge, man jo bare kan trykke.

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Undskyld men bliver J. Mogensen ikke overtolket og "bevist" misforstået?

Men hvorfor bliver der ikke lavet noget fx. radioteater - det kunne være i samarbejde med Det Kongelige Teater osv. - Det ville være rigtig godt at få oplivet det døde radioteater i DR.

Erik Fuglsang, Henrik Brøndum, Ete Forchhammer , Nike Forsander Lorentsen, Helle Walther, Bolette Bruno Hansen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Ja ja, og DR siger de bringer kulturen ud til os, nu hvor vi ikke kan gå i byen og opleve den, og hvad får vi, ud over Olsen Banden? Cortzen, Monsons og Fabers højpandede elitarisme, siger mig ikke så meget. Men jeg er så heller ikke den store forbruger af (fin)kultur. Endelig kan det selvfølgelig også være kulturen den en galt med? Jeg falder i hvert fald i søvn og jeg savner bare X-faktor SÅ meget.

En højgravid Roskilde-borgmester blev kulturminister. Mette Frederiksen vidste, hun skulle på barsel, før hun kunne tiltræde. Hun måtte være god. Hun havde jo også overhalet Mogens Jensen.
Nu kender vi den ambitiøse yngre kvinde. Det blev noget af en mavepuster. HVIS hun selv har tænkt ,hvad hun siger, er hun endnu en katastrofe på posten. Og jeg tror ikke den kan reddes. Væk med hende. Så meget hellere Mogens Jensen.

Herdis Weins, Ete Forchhammer og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Jo Joy M. blev i den grad misforstået og man vinklede en sætning med et ekstra twist, så den kunne skabe drama og surhed i kulturlivet.. Jeg synes ,man skal evaluere mediernes og journalisternes dækning og retorik ved pressemøder m.m. når virussen er bøjet af. Jeg synes de i den grad har været på, ofte på den forkerte måde. Mogens Jensen var en fin kulturminister, men det bliver Joy M. også. Hun kom tilbage efter jul. har været på i 3 mdr. nu, og vi har haft alvorlige ting at klare i hele marts, så ro på. Man spåede erhvervsministeren ude, og både han og Heunicke er i den grad trådt i karakter.

Brian W. Andersen

@ Dorte Sørensen

Nej, det syntes jeg ikke at hun bliver. Ud fra artiklen i Berlingske, så ligner det at hun har været ude i et desværre velkendt politisk ærinde, som er modsat jobbeskrivelsen for kulturministre. Ærindet hvor man fortæller stærke økonomiske private interesseparter i samfundet at kulturen kun har værdi, når den har økonomisk værdi og vil blive prioriteret derefter. Det elsker de at høre og så er det helt ligegyldigt at bortset fra den del med prioritering, så er påstanden altid løgn.

Dette er (i mangel af et mere passende dansk udtryk) brown-nosing 101 lige der hvor det klør hos store interesseorganisationer som DI, DA, Landbrug og Fødevarer, Dansk Byggeri, med flere. Er der penge at få i en krisetid, så skal de naturligvis gå til disse vigtige mennesker og ikke bare spildes på kulturpjat.

Det er faktisk ikke ofte at jeg ser en lederartikel ramme så præcist på målet som denne. Nogle burde spørge Joy Mogensen om hvad hun selv foretager sig, når hun syntes at tilværelsen yder lidt for meget modstand. Medmindre at hun er en robot, så vil svaret have noget at gøre med at tage en pause fra virkeligheden igennem sport, kunst, musik, litteratur eller underholdning, hvilket kan koges sammen til et ord: Kultur!

Alle har det sådan. Bliver livet lige pludseligt lidt for hårdt eller lidt for skræmmende, så søger vi adspredelser og virkelighedsflugt for lige at få pusten igen. Gerne i fællesskab med andre, fordi der både kan findes tryghed og trøst i grupper. CoViD-19-krisen har sørget for at livet meget pludseligt er blevet lidt for hårdt og/eller skræmmende for afsindigt mange mennesker på en gang og den har samtidigt afskåret os fra at opsøge kulturlivet på de måder vi normalt gør dette. Behovet for at kulturproducerende borgere finder nye veje til at nå det store publikum, som mangler pusterum i krisetiden, er enormt. Aktuelt forsøger tusindvis af kunstnere af enhver slags lige fra amatører til topprofessionelle at imødekomme dette behov.

Kigger vi tilbage i historien, så har hver eneste større livstruende krise været forbundet med et kulturboom. Som regel et hvor kulturen boomede under svære og utaknemmelige vilkår for kunstnerne under selve kriseperioden, fulgt af et ekspanderende boom umiddelbart efter, hvor alle mennesker er søgt ud for at ryste krisestemningen af sig. Dette er helt normalt, fordi kultur spiller en afgørende rolle i at opretholde menneskers moral og håb i svære tider. Coronakrisen er ikke en undtagelse fra denne tendens og det er en del af Joy Mogensens job at sikre ordentlige vilkår for kunstnerne. Den opgave har hun lige svigtet.

Måske ligger problemet bare i tiden, for jeg må indrømme at jeg er lidt imponeret over at man i Danmark kan uddanne sig hele vejen op til en akademisk grad og samtidigt have misforstået Abraham Maslow så meget. Følelsen af tryghed og tilstanden af sikkerhed er så uløseligt forbundet at når vi ikke kan få det sidstnævnte, så søger vi til de ting som giver os det førstnævnte, hvilket i krisetider hamrer kulturbehovet direkte ind på andet trin i Maslows behovspyramide. Når gaderne ikke er og ikke føles trygge og når mennesker dør, så har vi brug for at der er andet som føles trygt, selvom dette andet ikke giver os reel sikkerhed. Den menneskelige psyke er tilbøjelig til at bryde sammen uden dette.

Herdis Weins, Eva Schwanenflügel, Jan August, David Adam, Mikkel Zess og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Pia Skak Mortensen

Citat fra vores dygtige kulturminsters Facebook-profil: herunder. Hun er i mine øjne modig og har bl.a. haft en tydelig holdning til armslængde-princippet mht DR og kæmper lige nu for hjælpepakker til kulturlivet. Pas på med være for hurtige til at finde syndebukje i krisetid. Citat:
«Min grundlæggende opfattelse er, at det værste, der kan ske for kulturlivet i Danmark, er at blive gjort til et ’accessory’ – et tilbehør til samfundet. Kultur er ikke kirsebærret på flødeskummet. Hvis kulturlivet skilles ud fra det øvrige liv eller vores arbejdsmarked, ender man nemlig let med at se kulturen som en overflødighed. Et tilbehør: at være blot til lyst.

Der fortjener kulturlivet virkelig ikke at stå.

Jeg ser – helt omvendt – et deltagende, kulturelt aktivt og skabende menneske som et af formålene med velfærdssamfundet. I øvrigt er overflødigheder også noget, der bliver lettere at undvære, når livremmen skal spændes ind.

Min – og regeringens – indstilling er, at kulturlivet er en essentiel del af det danske samfund, og derfor skal kulturlivet tænkes ind som en naturlig del også af de hjælpepakker, vi arbejder med.”

Det har jeg skrevet i dagens kronik i Politiken (desværre bag betalingsmur)

Der er nogle områder, hvor vi stadig ikke har skabt de løsninger der får det kulturelle Danmark igennem. Derfor har jeg de næste dage indkaldt til drøftelser om hvordan vi sikrer højskoler, aftenskoler, folkeuniversiteterne, de lokale og regionale medier, zoologiske haver og dyreparker. Regeringen undersøger også hvordan vi kan ligestille de institutioner der får mere end 50% offentlig støtte, som ikke lige nu er omfattet af hjælpepakkerne, med resten af aktørerne, så de også kan bæres igennem. I går fik vi flere freelancere omfattet af kompensationsordningerne. Vi arbejder hele tiden på at lave de løsninger der skal til.

Ete Forchhammer

Helle Walther, hvis Joy Mogensen bli'r misforstået for tiden, er det til hendes fordel!
Det kunst- og kultursyn hun lægger for dagen i sine udtalelser, læst i sammenhængen, vil nok glæde en Sass Larsen (og dermed også statsministeren?), mens Bomholt, Mathiasen, Anker Jørgensen m.fl. må rotere i deres grave.

For at føje spot til skade får de der vel udgør det ministeren kalder "kulturlivet", altså hendes ansvarsområde, de får at vide at nu må "kulturlivet vise samfundssind!"
En udsøgt uforskammethed over for borgere, der ved gud ikke har gjort andet, hele tiden, også før coronakrisen.
Nu må samfundet vise kultursind!
I det mindste må en kulturminister behandle den kultur der er en kulturministers ansvar, med respekt og indsigt.

Kulturministeren arbejder hårdt for tiden, fortæller hun. Ok, godt og godt det samme.
Men husk lige, at der er knoklet hårdt i dage, uger, måneder, måske år inden hver eneste teateforestilling, koncert, udstilling, det være sig kunst- eller kulturhistorisk, seriøs bogudgivelse, etc., og det til en timeløn langt under fx politikerlønninger...

Rolf Andersen, Kenneth Krabat, Nille Torsen, Herdis Weins og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Jeg er stor kulturforbruger, og jeg betaler hjertens gerne fuld pris for kvalitetskunst. Jeg har ondt af, at kulturlivet, ligesom mange andre brancher, styrtbløder lige nu, men forhåbentligt vender vindene inden længe, så vi kan vise vores farlige og ubudne gæst vintervejen.

Mere generelt vil jeg sige, at hvis man som udøvende kunstner ikke er tilfreds med indtjeningen inden for sit fag, f.eks. fordi talentet ikke rækker helt stjernerne, eller fordi der ikke (længere?) er efterspørgsel efter det, man nu producerer, så står det enhver kunstner frit for at skifte branche. Det er mange andre, der gør hver eneste dag.

Ete Forchhammer

Erik Fuglsang, det der med lige at skifte branche, er altså ikke så enkelt som at skifte sko.. men bortset fra det, så er problemet betydeligt mere kompliceret end at også blandt kunstnere, nb som blandt alle mulige andre "brancher", er nogle fejlplacerede/har nogle fået sig anbragt et forkert sted.. Det drejer sig også om dem der er på deres rette hylde, men dårligt kan leve af det. Forholder det sig også sådan blandt håndværkere, sagførere, konsulenter, politikere?
Og hvad med den del af kulturlivet som udgøres af vore forskellige museer, vore orkestre, vore teatre... alle de institutioner der mere eller mindre er forsøgt afskaffet vha. grønthøsteren? Skal fx SMK skifte og til hvad, blot fordi det er blevet beskåret til ind gennem benet?

Rolf Andersen, Nille Torsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

En af de gode ting ved Corona er jo “balkonsangen”. Den minder lidt om “alsangen” fra besættelsen, og klarer sig fint helt uden minister og offentlige tilskud. Det er selvfølgelig skræmmende for nogle i kulturbranchen.

Ete Forchhammer

Henrik Brøndum, hvorfor i alverden skulle morgensangen virke skræmmende på nogen i "kulturbranchen"???
Havde der ikke været digtere, komponister, en højskole til at udgi' Højskolesangbogen, klaverlærere til at undervise Philip Faber så han kan spille til sangen på så forbilledlig vis, et job til Faber så han kan vise sit samfundssind ved dette gratis initiativ ved siden af, og musiklærere i skolerne før og nu, havde der nok været endnu mindre sang end der er (jeg synger troligt ret alene hver morgen, og mine Højskolesangbøger lagt frem på havebordet til andre, ligger rigtig godt der...), og den ville få det endnu sværere på den anden side af den nuværende krise end den allerede har det.
Selvfølgelig er det skønt at der synges af mange, men hvad det har med vilkårene for overlevelse i "kulturbranchen", har jeg svært ved at se. Kan man drive museer, biblioteker, teatre, koncertvirksomheder etc. af balkonsang?

Hvis der er en Inf. journalist, der keder sig pt,., så kunne vedkomme lave en art. serie over de sidste årtiers katastrofale række af kulturministre, hvor den næste er værre end den foregående. Jeg er gammel nok til at kunne huske de første af dem. Det var poliitikere, der ville noget og turde noget med deres embede, og som ikke var bange for højrefløjen: Bomholt, Sølvhøj, Bodil Koch, Niels Mathiesen, K. Helveg Petersen og (momentvis) H.P. Clausen, Bertel Haarder og Per Stig Møller. Siden da er det gået slemt tilbage, og nationen må døje med loyale partisoldater, der ikke aner en hylende fis om deres metier.

Rolf Andersen, Egon Stich, Per Torbensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar