Leder

Nutidens identitetspolitik ligner på afgørende punkter 1970’ernes marxistiske dogmatisme

Vi skal opbyde al vores intelligens for at imødegå identitetspolitikkens alt for enkle løsninger på verdens ulighed og uretfærdighed
Vi skal opbyde al vores intelligens for at imødegå identitetspolitikkens alt for enkle løsninger på verdens ulighed og uretfærdighed

Sofie Holm Larsen

Kultur
31. marts 2020

Der er tekster, som får skæl til at falde fra øjnene og ændrer vores syn på verden. Tekster, som tilsyneladende fortæller en genkendelig historie, men undervejs uventet trækker eksempler ind og får os til at indse, at det, vi hidtil har set, kun var en begrænset horisont.

Sådan en tekst er forfatteren Mathilde Walter Clarks essay »En gorilla i Corsicana«, som stod at læse i fredagens bogtillæg. Essayet er en kritik af identitetspolitikken, som stammer fra USA og har spredt sig til store dele af verden og for længst også gået om bord i Danmark og har præget vores sprog og måde at opfatte verden på.

Identitetspolitik er en reaktion på, at den vestlige verden er blevet indrettet af og efter hvide, heteroseksuelle mænd, og den er en minoritetspolitik, der går ud på at tale på vegne af og repræsentere de grupper, uanset køn, hudfarve, etnicitet, seksualitet, som er undertrykt af den hvides majoritet. Identitetspolitikken er dominerende i humaniora, i visse dele af kulturlivet og er ganske stærk på venstrefløjen.

Emnet er sprængfarligt og fuld af stærke følelser, der splitter befolkningsgrupper og splintrer vores fælles samtale. Men Mathilde Walter Clark gør det klogt og med sans for emnets indre modsætninger.

Langsomt fremadskridende bevæger hun sig fra en konkret sag, en skulptur af en gorilla på en legeplads i byen Corsicana lidt uden for Dallas i Texas. Gorillaen havde stået der i generationer, indtil en studerende på besøg klagede til byens borgmester, fordi hun mente, gorillaen var racistisk. Den symboliserede ifølge den studerende hvide menneskers syn på sorte mennesker, og hun fik held til at få gorillaen fjernet til stor ærgrelse for byens indbyggere, der aldrig har tænkt på gorillaen på den måde.

De studerende

Fra gorillaen bevæger forfatteren sig til det miljø og de strømninger, der optager de studerende rundt omkring på amerikanske universiteter. For det er herfra, den studerende henter sin logik og sprogbrug, ligesom nutidens identitetspolitiske sprogbrug, der har spredt sig ikke bare i de amerikanske universitetsmiljøer, men til hele den privilegerede vestlige verden, herunder også til Skandinavien og Danmark.

Det er den bevægelse, Mathilde Walter Clark viser og uden at forklejne den århundredlange historie om racisme i det amerikanske samfund og den vigtige etos og ønske om diversitet, identitetspolitikken udspringer af.

Hvad der udmærker hendes essay er, at hun ender hos sig selv og i det, hun beskriver som ’ringen’, altså den ring, som studerende i store grupper kan slutte om en lærer eller professor, der ikke i tilstrækkelig grad synes villig til at anerkende marginaliserede gruppers ’følelser’.

I den slåen ring genkender hun dels en mobbelogik fra enhver skolegård, dels et mønster fra sin egen barndom i 1970’erne, hvor pædagoger ud fra en ny ideologisk vækkelse var så opsatte på at sætte deres ideer igennem, uanset det også gik ud over børn, der ikke passede ind i deres forestillinger.

Den særlige indsigt i essayet er, at nutidens identitetspolitik på afgørende punkter ligner 1970’ernes marxistiske dogmatisme. Den betjener sig af samme slørede og ideologisk selvimmuniserende sprogbrug – ikke mindst fornyet af indflydelsen fra universiteternes postkoloniale studier, dekonstruktion og anden sandhedsskeptisk modetænkning. Og under påskud af at ville den enkelte og diversiteten udvikler den sig også til tider i totalitær retning.

Mathilde Walter Clarks kroneksempel er det identitetspolitiske udtryk »privilegieblindhed«, der udgår fra tanken om, at verden er indrettet efter den hvide, heteroseksuelle mand, så derfor har vi ikke sans og forståelse for andre måder at se verden på.

Og hun viser, at denne »privilegieblindhed« i den identitetspolitiske ideologi udfylder samme rolle som marxismens »fremmedgørelse« eller »falsk bevidsthed«, nemlig på forhånd at umyndiggøre de borgere, der ikke tænker i den logik eller taler det sprog.

Udtrykket »privilegieblindhed« udstøder gradvist tidligere tiders universalisme, og det er sandsynligvis her, det går galt. Kampen mod racisme og enhver form for diskrimination er et afgørende mål for enhver tænkning og praktisk politik, men det går ikke med den diskriminerende metode, som identitetspolitikken benytter sig af.

Klassisk antiracisme og feminisme er netop kendetegnet ved at være universalistisk og tænke på tværs af skel. Identitetspolitikken har derimod stirret sig blind på sin egen værste fjende og er blevet en modsætning til universalisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

"Kampen mod racisme og enhver form for diskrimination er et afgørende mål for enhver tænkning og praktisk politik..."

Hvordan kan man skrive dette efter at have bevidnet dansk indenrigspolitik 2001-2019? EN ELLER ANDEN form for blindhed kræver det i alt fald.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Peter Nielsen har ret, bortset fra, at Mathilde Walter Clarks essay gøres lidt mere originalt, end det er. Synspunktet er faktisk blevet fremført mange gange - og med rette. Derfor er det ingen skade til at få det gentaget.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Den særlige indsigt i essayet er, at nutidens identitetspolitik på afgørende punkter ligner 1970’ernes marxistiske dogmatisme. Den betjener sig af samme slørede og ideologisk selvimmuniserende sprogbrug – ikke mindst fornyet af indflydelsen fra universiteternes postkoloniale studier, dekonstruktion og anden sandhedsskeptisk modetænkning. Og under påskud af at ville den enkelte og diversiteten udvikler den sig også til tider i totalitær retning".

Til forklaring af dette fænomen må det være væsentligt at inddrage en række kapital logikker, herunder institutions - og karriere logikker på universiteter i et kapitalistisk samfund.

Herbert Marcuse brugte begrebet repressiv tolerance om det fænomen, at magthavere opmuntrer til kritik af samfundssystmet, og i mange tilfælde kapitaliserer på det, men reelt kun så længe, at det ikke medfører ændringer af samfundets grundlæggende institutioner.

Pierre Bourdieu udvidede kapitalbegrebet til også at omfatte social og kulturel kapital.

Man kan se de nævnte tendenser på universiteterne som et led i den fortsatte kamp om sikring af institutionel økonomi og personlig magt og karriere. Den måde, universitetet og dets institutioner fungerer på, drages ikke i tvivl og søges ikke ændret.

Det var de færreste marxistiske revolutionære, der reelt interesserede sig for "arbejderklassens" og de undertryktes sag på universiteterne i 1970erne. Det var karriebevidste unge fra borgerskabet, der tog en, på mange måder, god sag som "gidsel" og gjorde den til en "religion", der kunne bruges til sikring af deres karriere på universitetet, ved at fungere på det kapitalistiske systems præmisser på universiteternes institutter.

Det samme ses i dag. På bestemte institutter og i bestemte forskerkredse på institutterne er det en forudsætning for institutionel magt og karriere, at man bekender sig til og bakker op om bestemte "nyreligiøse" bevægelser.

Igen er der karriebevidste unge fra borgerskabet, der tager, på mange måder, gode sager som "gidsel" og gør dem til "religion" for personlig vindings skyld, hvor de så opnår status og position som en del af "præsteskabet".

Esben Skytte Christiansen

EN TVILLING TIL CORONAVIRUS

Det er ikke kun Corinavirus der hjemsøger samfund efter samfund med mange døde og invaliderede til følge. Dette fysiske virus – virus er på latin, hvor ordet stammer fra, intetkøn, derfor også intetkøn på dansk, i det mindste i videnskabelig sammenhæng – kan dog overvindes ved simple foranstaltninger, og befolkningerne kan sikre sig mod gentagelser gennem flokimmunitet, netop sundhedsmyndighedernes stræben.

Det er straks en mere kompliceret sag at inddæmme og eliminere Coronavirus’ mere letale, immaterielle virustvilling, som de seneste år har hærget udelukkende i de såkaldt økonomisk højtudviklede vestlige samfund. Her må vi så også skifte til fælleskøn, da denne virus ikke i nogen form er videnskabelig evident og identificeret, men kun forekommer i forestillede, imaginære og nebuløse sammenhænge. Det drejer sig om den herostratisk berømte identitets- og kønspolitiske virus, som især hærger blandt mentalt og psykisk umodent udviklede unge, samt tilsvarende ældre med juvenil regression, overvejende hunkøn, især på de videregående og pædagogiske uddannelser, som lider af alskens angstskabende præstationsfobier, men også forekommer bredt i årtiers overvintrede politisk ekstremistiske, ideologisk indtørrede og fossilerede kredse på først og fremmest den småborgerliggjorte, revolutionsromantiske venstrefløj som f.eks. KAP, SAP, IS og slige foretagender, samt i disses utallige fraktioner i regeringens støttepartier. Denne kunstigt skabte, illusionære virusinfektion har i en del år været i fokus i de borgerlige medier, men under indtryk af en ægte virusepidemi som den aktuelle, hvor man konkret kan se, hvor galt det kan gå i virkeligheden på grund af de mange lighedstegn mellem det materielle og den immaterielle sygdomsbillede, er man nu begyndt at få kolde fødder og komme på bedre tanker. Krop og sind hænger jo på en måde uløseligt sammen, ligesom begge dele indgår i en ubrydelig symbiose med det menneskeskabte samfund.

Et eksempel på denne godgørende, om end forsimplede eftertanke finder vi således i lederen i dagens udgave af Dagbladet Information. Bedre sent end aldrig! Godt begyndt, er som bekendt halvt fuldendt! Nu mangler vi bare den rette vaccine, så også denne sygdom vil kunne holdes behørigt i ave.

Steffen Gliese

Sagen om 'privilegieblindhed' er jo ikke, om verden ses på en bestemt måde, men at lovgivning - også som kontrast til det almindelige liv og kulturelle og subkulturelle normer - favoriserer værdier, der associeres med de værdier, der understøtter et klassisk, patriarkalsk kernefamiliesamfund.
Der er en masse forestillinger, der ikke bliver problematiserede, men som mange grundet andre erfaringer ikke anerkender som det bedste for borgernes, som udgør samfundet.

Jens Thaarup Nyberg og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

“ hun mente, gorillaen var racistisk. Den symboliserede ifølge den studerende hvide menneskers syn på sorte mennesker, ”
Jo, identitetspolitikken er i sit grundlag racistisk - eller i det mindste en personlighedskult.

Essayets tese gøres lige lovlig original. Den er læst og hørt før. Derudover kan den jo ikke reduceres til den hvide mands projekt alene.

Allan Nørgaard Andersen

Det er forunderligt at se hvordan Peter Nielsen formår at fremmstille Mathilde Walter Clarks essay som om dets væsentligste ærinde var at udskamme den såkaldte "universitetsmarxisme" - en strømning, der trods alt i det fremragende essay kun inddrages for at illustrere et bestemt retorisk /manipulatorisk trick - men som af Peter Nielsen fremstilles som "den særlige indsigt i essayet"
Lad gå at der så mange år senere er nogen, der, som Peter Nielsen, har gjort sig afhængige af en karikeret og reduktionistisk fremstilling af den marxistiske strømning på universiterne for 50 år siden. Men dermed tildækkes en af essayets styrker, som jo netop er på en gang at besinde sig på at identitetspolitkken ikke kommer af intet og er helt uden relevans, og dog samtidig vise hvor frugtesløs og farlig den er. Lige som de marxistiske teoridannelser også slog så stærkt an på universiteterne, fordi de imødekom et behov for et opgør med andre fallerede måder at forstå samfundet på.
Betegnende nok nævner Peter Nielsen ikke at essayisten i samme åndedrag og logisk nok påpeger at psykoanalysen ofte betjener sig af samme manipulerende retorik som nogle marxister gør. Det indgår åbenbart ikke i "den særlige indsigt" som Walter Clark har opnået. Sikkert fordi det dermed ville tilsløres at hun ikke har skrevet essayet for først og fremmest at støtte Peter Nielsens identitet som anti-universitetsmarxist.