Leder

Nutidens identitetspolitik ligner på afgørende punkter 1970’ernes marxistiske dogmatisme

Vi skal opbyde al vores intelligens for at imødegå identitetspolitikkens alt for enkle løsninger på verdens ulighed og uretfærdighed
Vi skal opbyde al vores intelligens for at imødegå identitetspolitikkens alt for enkle løsninger på verdens ulighed og uretfærdighed

Sofie Holm Larsen

31. marts 2020

Der er tekster, som får skæl til at falde fra øjnene og ændrer vores syn på verden. Tekster, som tilsyneladende fortæller en genkendelig historie, men undervejs uventet trækker eksempler ind og får os til at indse, at det, vi hidtil har set, kun var en begrænset horisont.

Sådan en tekst er forfatteren Mathilde Walter Clarks essay »En gorilla i Corsicana«, som stod at læse i fredagens bogtillæg. Essayet er en kritik af identitetspolitikken, som stammer fra USA og har spredt sig til store dele af verden og for længst også gået om bord i Danmark og har præget vores sprog og måde at opfatte verden på.

Identitetspolitik er en reaktion på, at den vestlige verden er blevet indrettet af og efter hvide, heteroseksuelle mænd, og den er en minoritetspolitik, der går ud på at tale på vegne af og repræsentere de grupper, uanset køn, hudfarve, etnicitet, seksualitet, som er undertrykt af den hvides majoritet. Identitetspolitikken er dominerende i humaniora, i visse dele af kulturlivet og er ganske stærk på venstrefløjen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Freddie Vindberg
  • David Zennaro
Thomas Tanghus, Freddie Vindberg og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

"Kampen mod racisme og enhver form for diskrimination er et afgørende mål for enhver tænkning og praktisk politik..."

Hvordan kan man skrive dette efter at have bevidnet dansk indenrigspolitik 2001-2019? EN ELLER ANDEN form for blindhed kræver det i alt fald.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Peter Nielsen har ret, bortset fra, at Mathilde Walter Clarks essay gøres lidt mere originalt, end det er. Synspunktet er faktisk blevet fremført mange gange - og med rette. Derfor er det ingen skade til at få det gentaget.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Den særlige indsigt i essayet er, at nutidens identitetspolitik på afgørende punkter ligner 1970’ernes marxistiske dogmatisme. Den betjener sig af samme slørede og ideologisk selvimmuniserende sprogbrug – ikke mindst fornyet af indflydelsen fra universiteternes postkoloniale studier, dekonstruktion og anden sandhedsskeptisk modetænkning. Og under påskud af at ville den enkelte og diversiteten udvikler den sig også til tider i totalitær retning".

Til forklaring af dette fænomen må det være væsentligt at inddrage en række kapital logikker, herunder institutions - og karriere logikker på universiteter i et kapitalistisk samfund.

Herbert Marcuse brugte begrebet repressiv tolerance om det fænomen, at magthavere opmuntrer til kritik af samfundssystmet, og i mange tilfælde kapitaliserer på det, men reelt kun så længe, at det ikke medfører ændringer af samfundets grundlæggende institutioner.

Pierre Bourdieu udvidede kapitalbegrebet til også at omfatte social og kulturel kapital.

Man kan se de nævnte tendenser på universiteterne som et led i den fortsatte kamp om sikring af institutionel økonomi og personlig magt og karriere. Den måde, universitetet og dets institutioner fungerer på, drages ikke i tvivl og søges ikke ændret.

Det var de færreste marxistiske revolutionære, der reelt interesserede sig for "arbejderklassens" og de undertryktes sag på universiteterne i 1970erne. Det var karriebevidste unge fra borgerskabet, der tog en, på mange måder, god sag som "gidsel" og gjorde den til en "religion", der kunne bruges til sikring af deres karriere på universitetet, ved at fungere på det kapitalistiske systems præmisser på universiteternes institutter.

Det samme ses i dag. På bestemte institutter og i bestemte forskerkredse på institutterne er det en forudsætning for institutionel magt og karriere, at man bekender sig til og bakker op om bestemte "nyreligiøse" bevægelser.

Igen er der karriebevidste unge fra borgerskabet, der tager, på mange måder, gode sager som "gidsel" og gør dem til "religion" for personlig vindings skyld, hvor de så opnår status og position som en del af "præsteskabet".

Esben Skytte Christiansen

EN TVILLING TIL CORONAVIRUS

Det er ikke kun Corinavirus der hjemsøger samfund efter samfund med mange døde og invaliderede til følge. Dette fysiske virus – virus er på latin, hvor ordet stammer fra, intetkøn, derfor også intetkøn på dansk, i det mindste i videnskabelig sammenhæng – kan dog overvindes ved simple foranstaltninger, og befolkningerne kan sikre sig mod gentagelser gennem flokimmunitet, netop sundhedsmyndighedernes stræben.

Det er straks en mere kompliceret sag at inddæmme og eliminere Coronavirus’ mere letale, immaterielle virustvilling, som de seneste år har hærget udelukkende i de såkaldt økonomisk højtudviklede vestlige samfund. Her må vi så også skifte til fælleskøn, da denne virus ikke i nogen form er videnskabelig evident og identificeret, men kun forekommer i forestillede, imaginære og nebuløse sammenhænge. Det drejer sig om den herostratisk berømte identitets- og kønspolitiske virus, som især hærger blandt mentalt og psykisk umodent udviklede unge, samt tilsvarende ældre med juvenil regression, overvejende hunkøn, især på de videregående og pædagogiske uddannelser, som lider af alskens angstskabende præstationsfobier, men også forekommer bredt i årtiers overvintrede politisk ekstremistiske, ideologisk indtørrede og fossilerede kredse på først og fremmest den småborgerliggjorte, revolutionsromantiske venstrefløj som f.eks. KAP, SAP, IS og slige foretagender, samt i disses utallige fraktioner i regeringens støttepartier. Denne kunstigt skabte, illusionære virusinfektion har i en del år været i fokus i de borgerlige medier, men under indtryk af en ægte virusepidemi som den aktuelle, hvor man konkret kan se, hvor galt det kan gå i virkeligheden på grund af de mange lighedstegn mellem det materielle og den immaterielle sygdomsbillede, er man nu begyndt at få kolde fødder og komme på bedre tanker. Krop og sind hænger jo på en måde uløseligt sammen, ligesom begge dele indgår i en ubrydelig symbiose med det menneskeskabte samfund.

Et eksempel på denne godgørende, om end forsimplede eftertanke finder vi således i lederen i dagens udgave af Dagbladet Information. Bedre sent end aldrig! Godt begyndt, er som bekendt halvt fuldendt! Nu mangler vi bare den rette vaccine, så også denne sygdom vil kunne holdes behørigt i ave.

Steffen Gliese

Sagen om 'privilegieblindhed' er jo ikke, om verden ses på en bestemt måde, men at lovgivning - også som kontrast til det almindelige liv og kulturelle og subkulturelle normer - favoriserer værdier, der associeres med de værdier, der understøtter et klassisk, patriarkalsk kernefamiliesamfund.
Der er en masse forestillinger, der ikke bliver problematiserede, men som mange grundet andre erfaringer ikke anerkender som det bedste for borgernes, som udgør samfundet.

Jens Thaarup Nyberg og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

“ hun mente, gorillaen var racistisk. Den symboliserede ifølge den studerende hvide menneskers syn på sorte mennesker, ”
Jo, identitetspolitikken er i sit grundlag racistisk - eller i det mindste en personlighedskult.

Essayets tese gøres lige lovlig original. Den er læst og hørt før. Derudover kan den jo ikke reduceres til den hvide mands projekt alene.

Allan Nørgaard Andersen

Det er forunderligt at se hvordan Peter Nielsen formår at fremmstille Mathilde Walter Clarks essay som om dets væsentligste ærinde var at udskamme den såkaldte "universitetsmarxisme" - en strømning, der trods alt i det fremragende essay kun inddrages for at illustrere et bestemt retorisk /manipulatorisk trick - men som af Peter Nielsen fremstilles som "den særlige indsigt i essayet"
Lad gå at der så mange år senere er nogen, der, som Peter Nielsen, har gjort sig afhængige af en karikeret og reduktionistisk fremstilling af den marxistiske strømning på universiterne for 50 år siden. Men dermed tildækkes en af essayets styrker, som jo netop er på en gang at besinde sig på at identitetspolitkken ikke kommer af intet og er helt uden relevans, og dog samtidig vise hvor frugtesløs og farlig den er. Lige som de marxistiske teoridannelser også slog så stærkt an på universiteterne, fordi de imødekom et behov for et opgør med andre fallerede måder at forstå samfundet på.
Betegnende nok nævner Peter Nielsen ikke at essayisten i samme åndedrag og logisk nok påpeger at psykoanalysen ofte betjener sig af samme manipulerende retorik som nogle marxister gør. Det indgår åbenbart ikke i "den særlige indsigt" som Walter Clark har opnået. Sikkert fordi det dermed ville tilsløres at hun ikke har skrevet essayet for først og fremmest at støtte Peter Nielsens identitet som anti-universitetsmarxist.