Mange kunstnere rammes hårdt, når vi ikke må forsamle os. De lever af at vise, opføre og fortælle os om deres arbejde. Både de enkelte kunstnere og deres organisationer gør deres for at råbe op lige nu.
I Jyllands-Posten kunne man fredag læse, at de ikke føler sig repræsenteret af kulturminister Joy Mogensen i denne krisesituation. Det er forståeligt, at de går til kulturministeren med deres bekymringer, men hvis man gør hende til syndebuk i denne sag, så har man selv grundlæggende misforstået, hvordan arbejdsmarkedet og det politiske system hænger sammen.
Kulturministeriet tildeler kunststøtte, ikke socialhjælp. Sådan har det altid været, og sådan bør det blive ved med at være. Det er et udtryk for, at kunsten spiller en anden rolle i vores samfund end andre produktioner.
Det betyder ikke, at de, der udøver kunsten, ikke skal have samme muligheder og rettigheder som andre her i landet. Slet ikke. Deres særlige arbejdsvilkår skal tænkes ind i den overordnede model. Derfor skal kunstnernes organisationer alliere sig med de samme politikere og ministre, som vi så LO’s Lizette Risgaard stå ved siden af.
Indtil nu har det været så som så med politikernes anerkendelse af, at der er grupper, der hverken er lønmodtagere eller selvstændige, men i stedet er en del af et prekariat uden sikkerhed og fast indkomst.
Men torsdagens hjælpepakke omfattede freelancere uden CVR-nummer med en væsentlig B-indkomst, der forventer et indtægtstab på grund af coronakrisen. Det kunne for eksempel være en forfatter, der i disse dage oplever at få aflyst foredrag og oplæsninger, som for de mange udgør en hovedindtægtskilde. Det er godt nyt – også generelt for dem, der arbejder under prekære forhold.
At aftalen så ikke tyder på forståelse af, hvor lidt de faktisk lever for, er noget andet. En månedlig indtægt på mindst 15.000 kr., som er det, der giver adgang til hjælpepakken, er noget, mange kunstnere og andre freelancere kun kan drømme om. Forhåbentlig vil yderligere tiltag afspejle det. Den første uges hjælpepakker har handlet om at sikre samfundsøkonomien og dermed kun indirekte og på lang sigt den enkeltes.
Men politikerne har fået øje på prekariatet. Nu er det organisationernes opgave at fortælle dem præcis, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst. Fasthold deres blik, så de ikke vender sig bort igen, når biograferne, foredragssalene, koncertscenerne og teatrene genåbner.
Tværtimod. Her er en god chance for at ændre reglerne så for mange ikke lokkes til at være kunstnere på for lidt talent og for meget offentlig hjælp.
Henrik Brøndum - en usmagelig og lidt fladpandet kommentar. Tror du virkelig at der er direkte sammenhæng mellem en kunsters talent og hans indtjening?
@Michael Gudnæs
Ja.
(Glæder mig du angriber min personlighed. Det kan vel skyldes dit argument ikke er stærkt nok i sig selv?)
Henrik Brøndum, på hvad bygger du dine kunst- og kunstnerantagelser?
Kan du nævne blot en eneste branche hvor ingen er under middel uden at hele branchen af den grund hænges ud?
@Ete Forchhammer
Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud,. Hvis man har tilstrækkeligt kunstnerisk talent som forfatter, maler eller musiker. Kan man sagtens klare sig ved at have et halv til heltidsjob endda som ufaglært, og så slå igennem med sin kunst i fritiden. Det har adskillige danske kunstnere gjort igennem historien. Det giver ingen mening at bruge offentlig hjælp på dette.
Balletdansere og måske flere er noget andet. Det går kun på heltid.
Det er fordelen ved et rigt samfund. Selv en beskeden løn giver masser af udfoldelelsesmuligheder.
Som en af mine gamle maler venner sagde:
Kunsten, det er at sælge den, det absurd, men absurd kunst sælger heller ikke så godt!
Om det er sandt eller falsk, eller om mæcner og tilskud holder gang i ”kunst”, det er vel til syvende og sidst en smags sag.
Og den gode smag er jo den dårlige, eller omvendt...
Der har herhjemme været en stigende kulturpolitisk interesse for kunsten i bred forstand de senere år, der kan give mindelser om den visionære kulturpolitik på kunstens område i 1960erne.
Forskellen i forhold til dengang er, at det samfundsmæssige syn på nødvendigheden af almendannelse gennem beskæftigelse med kunst i stigende grad er blevet erstattet af mere pragmatiske og instrumentelle opfattelser af kunsten, der nu skal kunne dokumentere sin nytteværdi på måder, der direkte kan retfærdiggøres socialt og samfundsøkonomisk, f.eks. i forhold til helbredelse af personer, der er syge og/eller politisk genopdragelse af personer, der befinder sig i en marginaliseret social situation som beboere i en ghetto.
”Hvis man kaster et blik ud over det kulturpolitiske tilskudslandskab, rager puljen «Kultur i udsatte boligområder» op som et fyrtårn, der ligner et paradigmatisk tiltag, som måske vil ændre vores forståelse af statsstøttet kunst for altid. -------
Med puljen «Kultur i udsatte boligområder» kan man vel godt sige, at der er tale om en decideret politisk instrumentalisering, idet det står skrevet, at projekterne skal anvendes som redskaber der kan «skabe positive fællesskaber, der bygger på danske værdier». Det er da en retorik, som vil noget!”
https://kunstkritikk.dk/kunsten-samfundet-og-den-politiske-styring/
Beskæftigelsen med kunst og interesse for den (uden pragmatiske hensigt) ses i stigende grad som en ”hobbypræget” særinteresse, f.eks. på linje med det at samle på frimærker (noget, der hører fortiden til).
Min hypotese er her, at man, i Norge og i Sverige, i modsætning til i Danmark, stadig kulturpolitisk tænker på kunst i den mere traditionelle forstand, med nødvendigheden af almendannelse gennem beskæftigelse med kunst. Den er ikke noget, man sådan glemmer, som udtryk for en perifer særinteresse.
Det er også derfor, at man hos vore to ”broderfolk”, i den nuværende krisesituation, er på forkant med udviklingen og i langt højere grad tænker på konsekvenserne, også på kunstens område.
”På nuværende tidspunkt er der endnu ikke fremlagt en samlet plan for, hvordan man holder hånden under kulturlivet, som man eksempelvis har gjort i Norge, hvor man har allokeret 300 millioner norske kroner (dkk 185 mill.) til kulturen via det norske kunstråd. Også i Norge har Nasjonalmuseet meddelt, at man afsætter 30 millioner kroner til indkøb for at støtte kunstnerne direkte under krisen. Og for få timer siden meddelte den svenske regering at man går ind med 500 millioner svenske kroner (dkk 339 mill.) i akut støtte til kulturen, som går til organisationer, arrangører og enkelstående kulturarbejdere, for eksempel kunstnere”.
https://kunstkritikk.dk/dansk-kunstliv-under-pres/
Jeg definerer i min egen lommefilosofi tingene lidt omvendt, ved først at definere hvad en kunstner er.
Det er en person som kan noget særligt. Vedkommendes kunst! Derved defineres kunst.
Det betyder ikke at kunsten er salgbar, Henrik Brøndum. Tværtimod ser jeg oftest den salgbare "kunst" ikke er andet end kunsthåndværk. Og det er noget helt andet. Det er nemlig noget alle kan lære og derfor ikke kunst.
Det var bare det!
Betyder det ikke, at alle kunstnere - som alle andre - SKAL/BØR organiserer sig i deres faglige organisationer ,så de står samlet og dermed stærkere i krav om løn og arbejdsforhold.
Henrik Brøndum.
Ikke så få kunstnere bliver berømte efter deres død. Ofte stiger prisen på deres værker posthumt, for så kommer der ikke mere derfra, medmindre, at en kreativ svindler kopierer kunstneren. Og det sker skam ofte.
Vi kan nævne Van Gogh, som en, der blev meget berømt posthumt. Der er et hav af andre, gamle som nyere kunstnere. Han havde ikke salt til grøden og blev støttet af sin egen bror.
Dermed siger jeg ikke, at alle, der beskæftiger sig med kunst er anerkendelsesværdige. Der er meget lort i omløb, men det du skriver er noget tyndt efter min beskedne mening.
Jeg kender mange kunstnere. Min svigerfar var uddannet på Kunstakademiets malerskole. Han fik allernådigst lov til at gå på Kunstakademiets malerskole, af sin far, fra 17 års alderen, hvis bare han også tog sig en håndværksuddannelse. Han blev færdiguddannet maler fra Kunstakademiet og som bygnings og skiltemaler. Han uddannede sig efterfølgende til konstruktør og senere bygningsarkitekt. Han var en formidabel tegner og især dygtig portrætmaler. På Kunstakademiets Arkitektskole blev han elendigt behandlet af en senere professor på Kunstakademiets Arkitektskole. Professor HG (havde islandske aner, som jeg), var nemlig ikke nogen dygtig tegner og ikke andet end en la la arkitekt, men han var en del af parnasset. Det er vigtigt at være en del af parnasset, hvis man vil frem. Dygtighed er ganske enkelt ikke nok Henrik Brøndum. Held og kontakter er vigtigst.
Beklageligvis ser vi i disse tider, hvordan Akademisk Arkitektforenings nepotisme/støtte af vennerne og mangel af åbne konkurrencer sætter stopper for nytænkning og unge arkitekters mulighed for at skabe sig et navn i arkitekters verden.
Fortsætter Akademisk Arkitektforenings med at støtte de store arkitektfirmaer (vennerne), hvor mange nu er købt op af store ingeniørfirmaer?
Det er nu meget godt med ingeniører og teknokrater, men de er meget sjældent kreative eller nytænkende.
"Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud,. Hvis man har tilstrækkeligt kunstnerisk talent som forfatter, maler eller musiker. Kan man sagtens klare sig ved at have et halv til heltidsjob endda som ufaglært, og så slå igennem med sin kunst i fritiden. Det har adskillige danske kunstnere gjort igennem historien. Det giver ingen mening at bruge offentlig hjælp på dette."
Beklager, det er desværre noget naivt det du skriver.
Henrik Brøndum. Ingen bliver en berømte maler på deltid. At være kunstner er en heltidsbeskæftigelse, akkurat som en økonom, eller jurist. Jeg kender mange kunstnere på deltid. De når sjældent at fordybe sig nok til at blive dygtige nok.
Deltidskunstnere bliver nemlig ofte hobbymalere.
Anton Chekhov practiced as a medical doctor throughout most of his literary career: "Medicine is my lawful wife", he once said, "and literature is my mistress.
MIn pointe er meget simpel ud fra min læsning af Karl Marx. Det ikke statens opgave at fremelske et kunstnerisk pjalteproletariat.