Leder

Nu skal politikerne indse, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst

Torsdagens hjælpepakke omfatter freelancere. Det er godt nyt for kunstnerne og generelt for dem, der falder uden for arbejdsmarkedets gængse kategorier. Men aftalen viser, at der stadig er en manglende forståelse for de svære arbejdsvilkår, og det har kunstnernes organisationer en stor opgave i at fortælle om
Politikerne har fået øje på prekariatet. Nu er det kunstnernes organisationers opgave at fortælle dem præcist, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst.

Politikerne har fået øje på prekariatet. Nu er det kunstnernes organisationers opgave at fortælle dem præcist, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst.

Stine Bidstrup

21. marts 2020

Mange kunstnere rammes hårdt, når vi ikke må forsamle os. De lever af at vise, opføre og fortælle os om deres arbejde. Både de enkelte kunstnere og deres organisationer gør deres for at råbe op lige nu.

I Jyllands-Posten kunne man fredag læse, at de ikke føler sig repræsenteret af kulturminister Joy Mogensen i denne krisesituation. Det er forståeligt, at de går til kulturministeren med deres bekymringer, men hvis man gør hende til syndebuk i denne sag, så har man selv grundlæggende misforstået, hvordan arbejdsmarkedet og det politiske system hænger sammen.

Kulturministeriet tildeler kunststøtte, ikke socialhjælp. Sådan har det altid været, og sådan bør det blive ved med at være. Det er et udtryk for, at kunsten spiller en anden rolle i vores samfund end andre produktioner.

Det betyder ikke, at de, der udøver kunsten, ikke skal have samme muligheder og rettigheder som andre her i landet. Slet ikke. Deres særlige arbejdsvilkår skal tænkes ind i den overordnede model. Derfor skal kunstnernes organisationer alliere sig med de samme politikere og ministre, som vi så LO’s Lizette Risgaard stå ved siden af.

Indtil nu har det været så som så med politikernes anerkendelse af, at der er grupper, der hverken er lønmodtagere eller selvstændige, men i stedet er en del af et prekariat uden sikkerhed og fast indkomst.

Men torsdagens hjælpepakke omfattede freelancere uden CVR-nummer med en væsentlig B-indkomst, der forventer et indtægtstab på grund af coronakrisen. Det kunne for eksempel være en forfatter, der i disse dage oplever at få aflyst foredrag og oplæsninger, som for de mange udgør en hovedindtægtskilde. Det er godt nyt – også generelt for dem, der arbejder under prekære forhold.

At aftalen så ikke tyder på forståelse af, hvor lidt de faktisk lever for, er noget andet. En månedlig indtægt på mindst 15.000 kr., som er det, der giver adgang til hjælpepakken, er noget, mange kunstnere og andre freelancere kun kan drømme om. Forhåbentlig vil yderligere tiltag afspejle det. Den første uges hjælpepakker har handlet om at sikre samfundsøkonomien og dermed kun indirekte og på lang sigt den enkeltes.

Men politikerne har fået øje på prekariatet. Nu er det organisationernes opgave at fortælle dem præcis, hvor lidt glamourøst det er at leve af sin kunst. Fasthold deres blik, så de ikke vender sig bort igen, når biograferne, foredragssalene, koncertscenerne og teatrene genåbner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • June Beltoft
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Torben Lindegaard
  • Steffen Gliese
Jakob Trägårdh, June Beltoft, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Bjarne Toft Sørensen, Torben Lindegaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Tværtimod. Her er en god chance for at ændre reglerne så for mange ikke lokkes til at være kunstnere på for lidt talent og for meget offentlig hjælp.

Erik Fuglsang og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Michael Gudnæs

Henrik Brøndum - en usmagelig og lidt fladpandet kommentar. Tror du virkelig at der er direkte sammenhæng mellem en kunsters talent og hans indtjening?

Jakob Trägårdh, Hans Christian Asmussen, June Beltoft, Gunna Hölludottir, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Mikkel Zess, Jens Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Michael Gudnæs

Ja.

(Glæder mig du angriber min personlighed. Det kan vel skyldes dit argument ikke er stærkt nok i sig selv?)

Ete Forchhammer

Henrik Brøndum, på hvad bygger du dine kunst- og kunstnerantagelser?
Kan du nævne blot en eneste branche hvor ingen er under middel uden at hele branchen af den grund hænges ud?

Gunna Hölludottir og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Ete Forchhammer

Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud,. Hvis man har tilstrækkeligt kunstnerisk talent som forfatter, maler eller musiker. Kan man sagtens klare sig ved at have et halv til heltidsjob endda som ufaglært, og så slå igennem med sin kunst i fritiden. Det har adskillige danske kunstnere gjort igennem historien. Det giver ingen mening at bruge offentlig hjælp på dette.

Balletdansere og måske flere er noget andet. Det går kun på heltid.

Det er fordelen ved et rigt samfund. Selv en beskeden løn giver masser af udfoldelelsesmuligheder.

Som en af mine gamle maler venner sagde:
Kunsten, det er at sælge den, det absurd, men absurd kunst sælger heller ikke så godt!

Om det er sandt eller falsk, eller om mæcner og tilskud holder gang i ”kunst”, det er vel til syvende og sidst en smags sag.
Og den gode smag er jo den dårlige, eller omvendt...

Bjarne Toft Sørensen

Der har herhjemme været en stigende kulturpolitisk interesse for kunsten i bred forstand de senere år, der kan give mindelser om den visionære kulturpolitik på kunstens område i 1960erne.

Forskellen i forhold til dengang er, at det samfundsmæssige syn på nødvendigheden af almendannelse gennem beskæftigelse med kunst i stigende grad er blevet erstattet af mere pragmatiske og instrumentelle opfattelser af kunsten, der nu skal kunne dokumentere sin nytteværdi på måder, der direkte kan retfærdiggøres socialt og samfundsøkonomisk, f.eks. i forhold til helbredelse af personer, der er syge og/eller politisk genopdragelse af personer, der befinder sig i en marginaliseret social situation som beboere i en ghetto.

”Hvis man kaster et blik ud over det kulturpolitiske tilskudslandskab, rager puljen «Kultur i udsatte boligområder» op som et fyrtårn, der ligner et paradigmatisk tiltag, som måske vil ændre vores forståelse af statsstøttet kunst for altid. -------

Med puljen «Kultur i udsatte boligområder» kan man vel godt sige, at der er tale om en decideret politisk instrumentalisering, idet det står skrevet, at projekterne skal anvendes som redskaber der kan «skabe positive fællesskaber, der bygger på danske værdier». Det er da en retorik, som vil noget!”
https://kunstkritikk.dk/kunsten-samfundet-og-den-politiske-styring/

Beskæftigelsen med kunst og interesse for den (uden pragmatiske hensigt) ses i stigende grad som en ”hobbypræget” særinteresse, f.eks. på linje med det at samle på frimærker (noget, der hører fortiden til).

Min hypotese er her, at man, i Norge og i Sverige, i modsætning til i Danmark, stadig kulturpolitisk tænker på kunst i den mere traditionelle forstand, med nødvendigheden af almendannelse gennem beskæftigelse med kunst. Den er ikke noget, man sådan glemmer, som udtryk for en perifer særinteresse.

Det er også derfor, at man hos vore to ”broderfolk”, i den nuværende krisesituation, er på forkant med udviklingen og i langt højere grad tænker på konsekvenserne, også på kunstens område.

”På nuværende tidspunkt er der endnu ikke fremlagt en samlet plan for, hvordan man holder hånden under kulturlivet, som man eksempelvis har gjort i Norge, hvor man har allokeret 300 millioner norske kroner (dkk 185 mill.) til kulturen via det norske kunstråd. Også i Norge har Nasjonalmuseet meddelt, at man afsætter 30 millioner kroner til indkøb for at støtte kunstnerne direkte under krisen. Og for få timer siden meddelte den svenske regering at man går ind med 500 millioner svenske kroner (dkk 339 mill.) i akut støtte til kulturen, som går til organisationer, arrangører og enkelstående kulturarbejdere, for eksempel kunstnere”.
https://kunstkritikk.dk/dansk-kunstliv-under-pres/

Hans Christian Asmussen, Gunna Hölludottir, Poul Erik Pedersen, Erik Fuglsang og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Jeg definerer i min egen lommefilosofi tingene lidt omvendt, ved først at definere hvad en kunstner er.
Det er en person som kan noget særligt. Vedkommendes kunst! Derved defineres kunst.

Det betyder ikke at kunsten er salgbar, Henrik Brøndum. Tværtimod ser jeg oftest den salgbare "kunst" ikke er andet end kunsthåndværk. Og det er noget helt andet. Det er nemlig noget alle kan lære og derfor ikke kunst.
Det var bare det!

June Beltoft, Gunna Hölludottir, Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Betyder det ikke, at alle kunstnere - som alle andre - SKAL/BØR organiserer sig i deres faglige organisationer ,så de står samlet og dermed stærkere i krav om løn og arbejdsforhold.

Mikkel Zess, Gunna Hölludottir og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gunna Hölludottir

Henrik Brøndum.
Ikke så få kunstnere bliver berømte efter deres død. Ofte stiger prisen på deres værker posthumt, for så kommer der ikke mere derfra, medmindre, at en kreativ svindler kopierer kunstneren. Og det sker skam ofte.

Vi kan nævne Van Gogh, som en, der blev meget berømt posthumt. Der er et hav af andre, gamle som nyere kunstnere. Han havde ikke salt til grøden og blev støttet af sin egen bror.

Dermed siger jeg ikke, at alle, der beskæftiger sig med kunst er anerkendelsesværdige. Der er meget lort i omløb, men det du skriver er noget tyndt efter min beskedne mening.

Gunna Hölludottir

Jeg kender mange kunstnere. Min svigerfar var uddannet på Kunstakademiets malerskole. Han fik allernådigst lov til at gå på Kunstakademiets malerskole, af sin far, fra 17 års alderen, hvis bare han også tog sig en håndværksuddannelse. Han blev færdiguddannet maler fra Kunstakademiet og som bygnings og skiltemaler. Han uddannede sig efterfølgende til konstruktør og senere bygningsarkitekt. Han var en formidabel tegner og især dygtig portrætmaler. På Kunstakademiets Arkitektskole blev han elendigt behandlet af en senere professor på Kunstakademiets Arkitektskole. Professor HG (havde islandske aner, som jeg), var nemlig ikke nogen dygtig tegner og ikke andet end en la la arkitekt, men han var en del af parnasset. Det er vigtigt at være en del af parnasset, hvis man vil frem. Dygtighed er ganske enkelt ikke nok Henrik Brøndum. Held og kontakter er vigtigst.

Beklageligvis ser vi i disse tider, hvordan Akademisk Arkitektforenings nepotisme/støtte af vennerne og mangel af åbne konkurrencer sætter stopper for nytænkning og unge arkitekters mulighed for at skabe sig et navn i arkitekters verden.

Fortsætter Akademisk Arkitektforenings med at støtte de store arkitektfirmaer (vennerne), hvor mange nu er købt op af store ingeniørfirmaer?

Det er nu meget godt med ingeniører og teknokrater, men de er meget sjældent kreative eller nytænkende.

Gunna Hölludottir

"Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud,. Hvis man har tilstrækkeligt kunstnerisk talent som forfatter, maler eller musiker. Kan man sagtens klare sig ved at have et halv til heltidsjob endda som ufaglært, og så slå igennem med sin kunst i fritiden. Det har adskillige danske kunstnere gjort igennem historien. Det giver ingen mening at bruge offentlig hjælp på dette."

Beklager, det er desværre noget naivt det du skriver.

Henrik Brøndum. Ingen bliver en berømte maler på deltid. At være kunstner er en heltidsbeskæftigelse, akkurat som en økonom, eller jurist. Jeg kender mange kunstnere på deltid. De når sjældent at fordybe sig nok til at blive dygtige nok.

Kenneth Krabat

Man kender, man mener, man ser sig selv som, nogen ser én som, og sammenligner man med...

Kunsten er en del af menneskenes særkende. Fordybelsen i noget, der kan tage et liv at regne ud eller mestre, eller overstås i 1 billede eller 1 bog. Det er indretningen af samfundet, der omsætter al tid og alle menneskelige investeringer til et pengemiddel, købekraft, magt, betydning, tillid. "HVAD kan det bruges til?"

Det er sagt mange gange: Kunst er ikke et PRODUKT af skaberkraften og forestillingsevnen og dygtiggjortheden og vedholdenheden, som vi så nedladende kalder "talent", men et biprodukt af åbent, sansende, ydmygt fokus - at noget af skaberens hengivelse til materialet Blir Synligt I Materialet.

Nogle mennesker kan gøre det hver dag. Andre kun engang imellem. Men det er ikke frekvensen, der afgør kunstværkets betydning, kunstværkets ladning. Det er ikke HVOR OFTE kunstnere bearbejder det som bliver det endelige materiale, men hvor stor hengivelsen er til at komme til at kunne hengive sig på det helt rette måde.

Det er DET, der er livet for en kunstner. Det er dét, der gør en kunstner i stand til at leve af ingenting - fordi belønningen ikke lige i pengene eller berømmelsen, men i om det lykkedes.

Og det er dét faktum, som misbruges af alle led - fra samfundets top, over køberne af kunsten, til kunstuinteresserede, der ikke accepterer nytten af kunst for samfundet som et hele.

Og så er der hele frihedsmisundelsen: Kunstneren kan i princippet arbejde med sin kunst uden at den kommer ud, bliver set og hørt og lugtet og smagt og følt af nogen, men det er frustrende for mange når skabelsesprocessen, som er denne intense indlytten i materialets vilkår, ikke kan aktualiseres, ikke kan blive virkelig. Og det er hér kunsteren siger nej til store værdier, nej til omgang med andre, til deltagelse i salg og reklame, for simpelthen at opnå maksimalt af den værdi, som kunsteren behøver allermest. TID. Tid i fred og ro til at føle tænke mærke sanse FÆRDIG. Og så op i røven med krav om fradrag og revisorer og kassebøger og momsregnskab og alt det pis, som ikke-kunstnere føler sig forpligtet til at dokumentere for at retfærdiggøre deres andel af fællesskabet. Alt dét tager kunstnerens tid. Og dét samfund, som ikke forstår dét, krænker sine kunstnere. Ikke sine kunsthåndværkere - det er noget andet - men de mennesker, der afgiver berømmelse og penge for at få TID til at forstå et materiale - et emne, en tanke, en idé, en sten, en bevægelse, en tonalt forløb eller en dissonant lydgiver, kontakten mellem dæk og hastighed, bold og hoved - de skal ikke sparkes til hjørne af magthavere, der ikke fatter dem. Ikke fatter betydningen af frivillig givet tid - tid til umulige projekter, projekter der aldrig bliver til noget, projekter der kun behøves af kunstneren selv, projekter og planer, der kan forekomme egomane og fællesskabsfjendske, men for det meste har ALLE mennesker for øje, har selv evnen til at indleve sig for øje, som sit eget bevis, sin egen dokumentation, sin åndelige evidens: At et menneske kan være i verden og tale andre sprog end de lydlige ved simpelthen at bruge TID på det. Og at dét sjældent bliver til produkter i egentlig forstand - ikke som arkitekter og ingeniører og formgiveres ting - men i stedet peger ud i den virkelige verden og siger til hvert enkelt menneske:

ALT det derude, som ingen har set eller forstået endnu, det kan DU få indblik i og være en del af - hvis du hengiver dig til at lytte til materialet. Hengivelse er nøglen. Det enkelte menneskes egen styrke og selvtillid i hengivelse til Verden i sig selv. Lyt. Mærk. Se. Smag. Dugt. Fornem. Ræk ud og rør. Brug det hele. Kunsten er dét, der svarer, når du investerer din hengivelse og din ydmyghed og din tid. Hvor mange skal have det som du, før kunsten får lov at indtage samme bredde som videnskaben og filosofien? Og kunsteren respekteres for at undersøge verden på SIN måde - til mulig gavn for alle andre, når han eller hun er færdig?

Er vi holdt op med at ville se verden i størst mulig bredde? Og nu med coronavirussen er videnskaberne til egne og manges store begejstring endelig kommet på banen igen, så al fake news kan fortrænges af evidens? Og kunst er lidt som fake news, ikke? Sig det bare. Det er okay. Kunst holder aldrig hvad det lover, vel? Og så alligevel, engang imellem, er det stort, ikke?

Hvordan ved du, at det er stort?

Henrik Brøndum

Anton Chekhov practiced as a medical doctor throughout most of his literary career: "Medicine is my lawful wife", he once said, "and literature is my mistress.

Henrik Brøndum

MIn pointe er meget simpel ud fra min læsning af Karl Marx. Det ikke statens opgave at fremelske et kunstnerisk pjalteproletariat.