Leder

Virginie Despentes vrede er et kærkomment opgør med Frankrigs tøvende reaktion på #MeToo

Vreden er en gammel feministisk taktik, som forfatteren Virginie Despentes og skuespilleren Adèle Haenel i deres kritik af verdens fortsatte Polanski-hyldest har givet en frådende genoprejsning ved at sprænge alle rammer for den gode tone
Den franske forfatter, Virginie Despentes, anklager den franske filmbranche for ikke blot at legitimere voldtægtsmænds gerninger, men for at belønne dem med priser.

Den franske forfatter, Virginie Despentes, anklager den franske filmbranche for ikke blot at legitimere voldtægtsmænds gerninger, men for at belønne dem med priser.

Sigrid Nygaard

Kultur
9. marts 2020

Vi råber nej tak til det gode selskab, vi rejser os og skrider. Alt andet er at være medskyldig.

Det er læren af den vrede, der i avisen Libération gennemsyrer den franske forfatterinde Virginie Despentes brandskrift mod den franske kulturelite, som vi bragte i fredagens bogtillæg

Despentes anklager den franske filmbranche for ikke blot at legitimere voldtægtsmænds gerninger, men for at belønne dem med priser. Det gjorde César-filmakademiet ifølge Despentes, da de gav Roman Polanski prisen for bedste instruktør for filmen J’Accuse.

Polanski har været bosat i Frankrig siden 1970’erne, hvor han flygtede fra det amerikanske retssystem, der ville retsforfølge ham for voldtægt af en 13-årig. En voldtægt, han i øvrigt indrømmer at have begået.

Gennem årene har en lang række lignende anklager føjet sig til, men det har ikke rykket ved Polanskis stjernestatus i Frankrig. Polanski har tidligere været udnævnt som formand for César-komiteen og blev i år nomineret til 12 priser. Det skabte dog så meget virak, at César-komiteen til sidst måtte trække sig. Alligevel vandt Polanski, og for Despentes var det som at sætte en tornekrone på den voldtagnes hoved.

Det er ikke blot Polanski, Despentes langer ud efter, det er hele den kulturelle og politiske elite. Samme weekend som César-uddelingen gennemførte den franske præsident Emmanuel Macron en omfattende pensionsreform uden om parlamentet.

» […] Alle de kroppe, som sad i salen den aften, var kaldt sammen af en eneste grund: for at bekræfte de magtfulde i deres magt. Og de magtfulde elsker voldtægtsmænd! Trods alt ligner de jo på en måde dem selv, de magtfulde,« skriver Despentes. 

Vreden er en gammel feministisk taktik, som Virginie Despentes lader genopstå med fornyet fråde om munden. Og Despentes’ vrede er et kursskifte i den franske offentlighed, der længe har diskuteret høfligt, om man ikke kunne adskille kunstner fra værk, forbrydelse fra formeksperiment. »Alle ofre for kunstneres voldtægter ved, at der ikke findes en eller anden mirakuløs opdeling mellem den voldtagne krop og den kreative krop,« skriver Despentes.

Slut med besindighed

I 2018 signerede skuespillerinden Catherine Deneuve og 99 andre prominente kvinder et åbent brev i avisen Le Monde, der undsagde #MeToo-bevægelsen og var et forsvar for mænd, der er blevet »tvunget til at forlade deres job, hvis de blot har rørt en eller andens knæ eller prøvet at stjæle et kys«.

Man kan forstå budskabet som: Find jer dog i et kærligt klap i røven, sådan er business. Eller man kan kalde det en manen til besindighed. Men nu er besindighedens tid altså forbi.

Også for skuespillerinden Adèle Haenel, der sidste år fortalte offentligt om, hvordan hun som barn blev seksuelt misbrugt af filminstruktøren Christophe Ruggia. For hende er vreden forklædt som en festkjole, man kan bære med knejsende nakke ind i de fornemmes saloner. Og lade detonere som en velopdragen terrorist med rank ryg.

Således udvandrede hun fra César-festen efter priserne til Polanski og råbte »hurra for pædofili!« på vej ud.

Virginie Despentes skriver: »Jo, vi er nogle dumme kællinger, vi er de ydmygede, vi skal bare holde kæft og tage imod jeres slag, for I er bosserne, I har magten og den arrogance, som følger med, men vi behøver trods alt ikke blive siddende uden at sige noget som helst. I får ikke vores respekt. Vi rejser os op og skrider.«

Nu er det slut med at opføre sig pænt. Det har ingen effekt på en filmbranche, der i USA såvel som i Frankrig har valgt at vende det blinde øje til, når det gælder deres egne.

Da Polanski i 2003 modtog en Oscar i sit strafeksil, skrev stjernerne petitioner til hans forsvar, og Meryl Streep, der har talt dunder mod Donald Trump, ledte begejstret applausen. Kendsgerninger som, at Polanski gav et barn stoffer og voldtog hende, har ikke fået parnasset op af stolene. Despentes’ vrede er berettiget. Der er tydeligvis ikke andet, der virker. 

I Frankrig debatterer man spydigt, men forbliver som regel des – så at sammenligne præsidenter med voldtægtsmænd sprænger rammerne for alt, hvad der hedder god tone. Despentes’ sammenligninger er overdrevne og bryske, men det er befriende at høre nogen være så godt gammeldags træt af pis. 

Vreden markerer et opgør med den vrangvillige franske offentlighed, der i bedste fald har smilet pænt til #MeToo-bevægelsen, og som i værste fald har slået ring om en tradition for overgreb.

Det er en fransk vrede, som der er brug for. Det er en vrede, der handler om at skride, mens de andre bliver siddende og hygger sig. For der har været andre før, der ikke kunne rejse sig og gå.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Virginie Depentes, som er 'træt af pis'. Måtte vreden smitte til Danmark, så (også her) flere skrider, 'mens de andre sidder og hygger sig'. Måske er 'hygge' en del af problemet - personligt er jeg træt af det pis, som går under betegnelsen 'hygge'.