Leder

Netflix er tv-revolutionen, der er i færd med at æde sine egne børn

Netflix giver os frihed til at vælge, hvad vi vil se hvornår, men den frihed har en pris – og derfor er det vigtigt, at vi ikke lægger vores kritiske sans på hylden sammen med fjernbetjeningen
Netflix giver os frihed til at vælge, hvad vi vil se hvornår, men den frihed har en pris – og derfor er det vigtigt, at vi ikke lægger vores kritiske sans på hylden sammen med fjernbetjeningen

Sara Houmann Mortensen

Kultur
30. april 2020

Netflix har på forholdsvis få år revolutioneret måden, vi forbruger tv-serier og film på. Streamingtjenesten, der har mere end 160 millioner abonnenter på verdensplan, har givet os friheden til at se, hvad vi har lyst til, hvor og hvornår vi har lyst til det.

De tv-serier og film, der ligger på Netflix – og som der hele tiden produceres nye af – kan ses på tv-apparatet derhjemme i stuen, på tabletten i soveværelset eller på farten på en smartphone.

Det er ikke længere programlæggerne på de traditionelle tv-stationer, for eksempel DR og TV 2, der bestemmer, hvad vi skal se, når vi tænder for fjernsynet. Det bestemmer seerne helt selv – i hvert fald dem, der har lyst – og flow-tv-kanalerne har efter nogen tids fodslæben været nødt til at genopfinde sig selv som public service-medier, der også er streamingtjenester: DR TV og TV 2 Play.

Spørgsmålet er dog, om friheden er dyrekøbt, og om tv-revolutionen, der tilmed har fostret adskillige andre store streamingtjenester, ikke mindst HBO Nordic, Prime Video og Disney+, er ved at æde sine egne børn. Det er i hvert fald en helt enorm magt, Netflix har fået over ikke blot måden, vi forbruger underholdning på, men også den underholdning, vi forbruger.

Ja, der bliver produceret ikkeengelsksproget indhold til Netflix – for eksempel er en fjerde sæson af Borgen lige blevet annonceret som et samarbejde mellem DR, danske SAM Productions og Netflix – men serierne er ofte lavet efter samme skabelon som de utallige andre serier, man kan se på streamingtjenesten, hvoraf hovedparten er amerikanske. Kvaliteten synes i højere og højere grad at blive underordnet kvantiteten.

Ser du stadig med?

Netflix har gjort det nemt og hurtigt at tilgå indhold. Man behøver ikke engang at klikke sig videre til næste afsnit – det gør tjenesten automatisk – og skulle man falde i søvn undervejs, har den også styr på det. Efter nogen tid stopper den simpelthen afspilning af sig selv, med mindre man altså beder den om at fortsætte. 

Og når den serie eller film, man ser, er færdig, foreslår Netflix’ intelligente algoritmer en ny serie eller film, man kan se, og som minder om det, man lige har set, og som man derfor formentlig godt vil kunne lide. 

Det er ligesom at være hjemme hos mor og far og få serveret tre måltider om dagen, blive hygget om og puttet i seng. Man skal bare åbne munden – og øjne og ører – og tage imod. Det er forjættende, fordi det er så bekvemt og tilfredsstillende.

Men det er også farligt. Man bliver lullet ind i en falsk bevidsthed om, at verden ser ud på en bestemt måde. Man ender i sin egen lille boble, hvor man ikke bliver udfordret på det, man kender eller ved – eller tror, at man kender og ved. 

Ens verden bliver mindre, og ens udsyn mere snævert, når man hele tiden blot bliver bekræftet i sine holdninger og viden, og når man ikke umiddelbart bliver præsenteret for noget af alt det andet indhold, som også ligger på Netflix – eller endnu bedre: uden for Netflix.

Kritisk sans

Man nødt til, som medieforskerne Mareike Jenner og Chuck Tryon siger til Information, at opøve sin kritiske sans og hele tiden stille spørgsmål og udfordre sig selv og andre. Gør man ikke det, kan den enorme indflydelse, Netflix’ – og andre streamingtjenester – har over vores liv og intellektuelle forbrug, blive et både demokratisk, kulturelt og kunstnerisk problem.

Det gælder for os alle, men især for de unge generationer, som i et hidtil uset tempo skifter fra traditionelle medier til streamingtjenester.

Den udvikling er måske mest markant i et land som USA, hvor public service-medier kun når en lille del af befolkningen, og hvor film- og tv-industrien udelukkende fungerer på markedsvilkår.

Men den kan bestemt også ses i Danmark. Heldigvis har vi to stærke public service-kanaler i DR og TV 2, der tilbyder alternativer inden for både drama og dokumentarisme, og et filminstitut, der sammen med politikerne holder hånden under en uafhængig film- og tv-branche. 

Netflix producerer bestemt fantastisk indhold i alle genrer og udtryk – og på mange sprog – og de har gjort det muligt selv at bestemme, hvad man vil se. Men det er afgørende, at vi ikke lægger vores kritiske sans på hylden sammen med fjernbetjeningen, og at vi holder fast i, at det er en samfundsopgave at sørge for alternativer til kommercielle streamingtjenester.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det er for kontrære sjæle - som jeg selv - decideret morsomt at læse en bekymring som denne..

Man kan selvfølgelig vælge at antage teksten på dens egne præmisser, og i så fald bliver bekymringen naturligvis vedkommende:

Hvor er det dog i og for sig bekymrende, at snart sagt alle 'almægtige' og 'tillokkende' kræfter ved 'algoritmers' snedige mellemkomst sådan synes at kunne bemægtige sig 'vores' forestillingskraft..vores fantasi..

Det kræver dog ikke mere end blot et overfladisk anfald af dissidens at indse, at samfundet - og dermed vores allesammens liv - er markeret og indhegnet af lignende algoritmer..

Hvor dybt rækker din egen forestilling om, hvad der er 'rigtigt' og hvad der er 'forkert'? Hvad der er 'rimeligt', og hvad der er 'urimeligt'? Hvor kommer sådanne forestillinger fra? præsenteres de måske ligefrem for dig, og, i så fald, af hvem?

I det omfang du gør det, hvordan kan det så egentlig være, at du blot 'gør som alle andre'? Hvem beredte for dig en virkelighed, hvor det mest presserende var at imponere andre med formen på din eksistens? Hvem beredte den virkelighed for dig, hvis ikke dig selv? Og er din tilslutning, din accept, din tilpasning til den allerede forberedte form ikke blot din måde at acceptere en skæbne som en ting blandt andre ting på? Din dybtfølte anerkendelse af din egen 'subjektivitet' er i sidste ende blot en opløsning, en 'ting' blandt andre 'ting'..?

Et til'valg' på en skærm som var denskabt af Netflix..

Mere kunne siges. Meget mere kunne siges. Måske når vi en dag frem til et samfund, hvor det nødvendige siges i skoler, på universiteter, i dagspressen..Hvor vi ikke blot spises af med akolytter, der dag efter dag messer det samme igen og igen... Mennesker forblændet af deres egen skygge..

Men indtil den dag kommer....NED MED NETFLIX!!!!!

Christian De Thurah

Artiklen understreger vigtigheden af kritisk sans over for streamingtjenesterne. Men denne kritiske sans er vel vigtig, uanset om man ser Netflix, DR eller TV2?

Maj-Britt Kent Hansen

Tænk, hvis Netflix' politik var at fatte sig i korthed, f.eks. inden for 1-2 timer og ikke gøre så mange af programmerne - fiktion- såvel som dokumentargenrerne - til serier bestående af utallige afsnit.

Ut. har aldrig set noget på Netflix, og kan dermed konstatere, at det ikke er noget man er tvunget til.

Vi giver dem guld og de belønner os med brød. Det er den samme historie med Netflix som med Google, Facebook, Amazons og alskens oprindeligt idealistiske, nonprofittære, men nu altædende, parasittære, hermetisk lukkede og algoritme-afgudsdyrkende overvågningsvirksomheder. Og deres vej fra at være en frigørende demokratisk kraft henimod denne intensive maskinlæringsstyrede adfærds og bevidstheds-udvinding,-styring og -automatisering er belagt med den fineste asfalt.