USA inddrog selv de systemkritiske kunstnere i sin kulturpolitik

Det er et interessant paradoks, som kommer frem i den koldkrigshistoriske podcastdokumentar ’Wind of Change’, at det netop var evnen til at udnytte landets egne samfundskritiske røster, der gjorde USA’s propaganda så effektiv

Podcastdokumentaren ’Wind of Change’ bruger historien om det tyske band Scorpions’ powerballade af samme navn fra 1989 som afsæt for en bredere skildring af, hvordan de amerikanske myndigheder brugte kulturen under den kolde krig. ’Det er et interessant paradoks, at det netop var kunstnernes kritiske indstilling til det amerikanske samfund, der gjorde dem ekstra egnede til at blive spændt for USA’s ideologiske vogn,’ skriver Lone Nikolajsen i denne leder.

Ritzau/Scanpix

25. maj 2020

Kommentarer (0)

En af de mange paradoksale historier, den amerikanske journalist Patrick Radden Keefe fortæller i sin podcast Wind of Change, handler om Louis Armstrongs overvejelser, da det amerikanske udenrigsministerium i 1950’erne ville gøre den afroamerikanske trompetist til såkaldt jazzambassadør.

Podcasten handler egentlig om det tyske band Scorpions’ powerballade »Wind of Change« fra 1989, dens betydning i tiden omkring Murens fald og ikke mindst om en konspirationsteori om, at CIA står bag hittet. Men denne teori fungerer primært som en drivkraft for en bredere skildring af, hvordan de amerikanske myndigheder brugte kulturen under Den Kolde Krig.