Leder

USA inddrog selv de systemkritiske kunstnere i sin kulturpolitik

Det er et interessant paradoks, som kommer frem i den koldkrigshistoriske podcastdokumentar ’Wind of Change’, at det netop var evnen til at udnytte landets egne samfundskritiske røster, der gjorde USA’s propaganda så effektiv
Podcastdokumentaren ’Wind of Change’ bruger historien om det tyske band Scorpions’ powerballade af samme navn fra 1989 som afsæt for en bredere skildring af, hvordan de amerikanske myndigheder brugte kulturen under den kolde krig. ’Det er et interessant paradoks, at det netop var kunstnernes kritiske indstilling til det amerikanske samfund, der gjorde dem ekstra egnede til at blive spændt for USA’s ideologiske vogn,’ skriver Lone Nikolajsen i denne leder.

Podcastdokumentaren ’Wind of Change’ bruger historien om det tyske band Scorpions’ powerballade af samme navn fra 1989 som afsæt for en bredere skildring af, hvordan de amerikanske myndigheder brugte kulturen under den kolde krig. ’Det er et interessant paradoks, at det netop var kunstnernes kritiske indstilling til det amerikanske samfund, der gjorde dem ekstra egnede til at blive spændt for USA’s ideologiske vogn,’ skriver Lone Nikolajsen i denne leder.

Ritzau/Scanpix

Kultur
25. maj 2020

En af de mange paradoksale historier, den amerikanske journalist Patrick Radden Keefe fortæller i sin podcast Wind of Change, handler om Louis Armstrongs overvejelser, da det amerikanske udenrigsministerium i 1950’erne ville gøre den afroamerikanske trompetist til såkaldt jazzambassadør.

Podcasten handler egentlig om det tyske band Scorpions’ powerballade »Wind of Change« fra 1989, dens betydning i tiden omkring Murens fald og ikke mindst om en konspirationsteori om, at CIA står bag hittet. Men denne teori fungerer primært som en drivkraft for en bredere skildring af, hvordan de amerikanske myndigheder brugte kulturen under Den Kolde Krig.

Det amerikanske udenrigsministerium begyndte eksempelvis i 1956 at arrangere turneer i Mellemøsten og Sydeuropa med jazzmusikere som Dizzy Gillespie og Duke Ellington. Med sit fokus på fri individuel udfoldelse inden for rammerne af et samarbejde kunne jazzen præsenteres som indbegrebet af USA’s ideologiske værdigrundlag. Og med sorte musikere i front kunne de forskellige jazzbands fungere som dementi af den amerikanske statsracisme, som Sovjetunionen fremhævede i sin antiamerikanske propaganda.

Netop på grund af USA’s brutale behandling af sin sorte befolkning afviste Louis Armstrong i 1957 at turnere i Sovjetunionen på udenrigsministeriets regning. To år senere gik han dog med til at tage på goodwill-mission i Afrika, som på det tidspunkt var midt i en afkoloniseringsproces og derfor en vigtig slagmark i kampen mellem kapitalisme og kommunisme.

Louis Armstrong spillede her en gratis koncert for 10.000 mennesker i Congo, som på det tidspunkt var midt i en borgerkrig mellem selvstændighedsforkæmpere og belgiskstøttede tropper. Koncerten er gået over i historien som bevis på, hvordan musik for en stund kan få folk til at lægge våbnene fra sig for at dele en skøn oplevelse – lidt på samme måde som den mytiske fodboldkamp mellem tyske og franske tropper en julenat under Første Verdenskrig.

Og da Louis Armstrong kom hjem fra turneen, var han med til at skabe den systemkritiske, humanistiske musical The Real Ambassadors. Heri synger han om at være udsendt af et styre, hvis politik man er modstander af, men ikke desto mindre insistere på et ligeværdigt møde med ens medmennesker gennem musikken.  

Louis Armstrongs virke som jazzambassadør kunne på den baggrund ligne en solstrålehistorie om, hvordan kunsten muliggør mellemmenneskelige møder, der transcenderer ideologiske konflikter. Men det var ikke det eneste, goodwill-turneen muliggjorde. Fire måneder efter koncerten blev Congos demokratisk valgte premierminister Patrice Lumumba dræbt i et kup, der var arrangeret af CIA. Det er, forstår man på podcasten Wind of Change, sandsynligt, at kulturfremstøddet i en vis grad har fungeret som afledningsmanøvre for CIA’s indblanding i congolesiske forhold.

Propagandavirksomhed

Historien om amerikanske efterretningstjenesters anvendelse af blød magt går langt tilbage og omfatter eksempelvis også samarbejdet med den tysk-amerikanske stjerne Marlene Dietrich under Anden Verdenskrig om at indspille den smægtende ballade »Lili Marleen« på tysk for derigennem at blødgøre de nazistiske tropper. Endnu mere subtil var CIA’s beslutning om at promovere de abstrakte ekspressionister inden for 1950’ernes og 1960’ernes billedkunst. Med det totale fravær af budskaber i billederne fik de den sovjetiske agitprop til at virke gumpetungt belærende.

I et større perspektiv er det ikke i sig selv specielt afgørende, om »Wind of Change« er skrevet af Klaus Meine fra Scorpions – ifølge ham selv spontant på inspiration fra bandets deltagelse i en amerikansk finansieret rockfestival i Moskva 1989 – eller om den blev forfattet af en sangskriver med unikt samtidshistorisk gehør hyret af CIA. Det vigtigste i Wind of Change er derimod skildringen af sofistikeret og effektiv propagandavirksomhed.

Mens den sovjetiske efterretningstjeneste primært arbejdede restriktivt og for eksempel forbød vestlig musik (et eklatant selvmål, der blandt andet fremmede piratkopieringen af kassettebånd med vesttyske Scorpions), formåede USA at inddrage selv de systemkritiske kunstnere i sin kulturpolitik. Det skete både med og uden disse kunstneres vidende. Louis Armstrong var godt klar over, hvem der betalte turneen, men da sangeren, pianisten og borgerrettighedsforkæmperen Nina Simone turnerede i Nigeria i 1961, var det hemmeligt, at arrangøren, organisationen American Society of African Culture, var CIA’s påfund. 

Det er et interessant paradoks, at det netop var kunstnernes kritiske indstilling til det amerikanske samfund, der gjorde dem ekstra egnede til at blive spændt for USA’s ideologiske vogn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her