Vores samfund er i gang med at genopdage naturen. Efter at vi i århundreder har taget naturen for givet som vores livsgrundlag, efter at vi alt for længe har forsømt, svigtet, udbyttet og udnyttet den, har klimakrisen tvunget os til igen at tænke radikalt over, hvad vi er for naturen, og hvad naturen er for os.
Det er ikke let. Vi kan hverken acceptere, at naturen kun er råmateriale for vores selvudfoldelse, eller at den er en guddommelig harmoni, som vi bare er små brikker i.
Vi har altså brug for en ny forståelse af naturen, et nyt sprog og nye begreber om naturen.
Derfor indleder Information nu en stor serie, som skal hjælpe os med at genopdage og genfortrylle naturen. Vi begynder med poesi. For de danske digtere har i flere hundrede år tænkt over og arbejdet på at formulere et sprog for den natur, der omgiver os og betinger vores eksistens som mennesker. Det kan vi fortsat lære af. Og det er derfor, at vi hen over sommeren har bedt forfatterne Christian Yde Frostholm og Christina Hesselholdt anmelde udvalgte stykker dansk natur, ligesom meget af avisen i den samme periode vil være dedikeret naturen.
I første omgang gælder det naturdigtene. Vi har udvalgt de tyve bedste danske naturdigte fra Thomas Kingo i 1674 til Ursula Andkjær Olsen i dag – en kanon, om man vil, som Erik Skyum-Nielsen de næste tyve uger vil lave nærlæsninger af for at vise de forskellige måder naturen ses og reflekteres på.
Den tilgang har sin grund i, at forestillingen om naturen som et ydre, som et uudtømmeligt objekt for menneskelig udnyttelse i ekstrem grad bliver udfordret i disse år. En rent kapitalistisk tankegang og verdensorden fører til ødelæggelse af det naturgrundlag, som også er en forudsætning for alt liv på Jorden. Og den har sin grund i, at der er brug for en ny måde at anskue naturen på både i sig selv og som del af den menneskelige eksistens.
Præget af romantikken
Vores forståelse af naturen er stadig i dag i høj grad præget af romantikken. Grundvandet i vores naturbegreb stammer så at sige derfra. Ifølge den bringes naturen til os mennesker som oplevelse og indsigt, ja indimellem ligefrem som en anelse af det guddommelige eller som den anden natur, som er digterens hellige inspiration, musen der hvisker i øret på digteren og får digtet til at flyde.
Med andre ord har det været sådan i naturdigtene, at så snart en digter beskrev og besang naturen, kom digtet til at handle om digteren selv. Således kom naturen til at fungere som menneskets spejl, og natur kan i den sammenhæng betyde alt fra moral, en voldsom seksualdrift eller et mellemværende med Gud.
Sådan et natursyn kommer til udtryk hos Kingo, som vi åbner serien med, og sådan et natursyn hersker op gennem århundreder. Måske er vi aldrig kommet helt ud af det, eller i hvert fald kun momentvist, som eksempelvis hos digteren Per Højholt, der i 1977 i digtet »Mellem ørerne« fra Praksis I kunne skrive sådan:
»Jeg har sat mig ud her ved gavlen,
for at blive dummere,
eller i hvert fald lille, gerne mindre,
end græsset, helst kun eet,
med naturen.
Men der er ingen,
forskel mellem forskellene.
Fuglene synger, det lysner i øst,
a/s græsset vokser hørligt.«
Hvor det romantiske digt typisk søger en højere indsigt i naturen, sætter Per Højholt sig i den for at blive dummere. Naturen er der bare, forskelsløs. Måske skal naturen have lov at være der i sin egen ret på lige fod med mennesket, ja nogle gange ligefrem over mennesket. Det er det nye.
Som Erik Skyum-Nielsen skriver i sin nærlæsning af Kingos naturdigt, var Kingo besat af tillid til menneskets udvalgte, privilegerede position som stående udenfor, ja, over naturen. Han driver poetisk rovdrift på den, men – og det er så den vigtige pointe – selv Kingo ender alligevel med at hylde naturen ved at bruge den præcis dér, hvor han vil fortælle os, at menneskets står over den eller udenfor den.
Digterne har til alle tider forsøgt at bemestre naturen, udnytte den som projiceringsflade, men alligevel står der noget tilbage, som de ikke bare kan bemestre. Nogle gange er natur bare natur. Naturen slår altid tilbage til sidst, og hvordan den gør det, kan vi især se i digtene. Og det kan vi i høj grad lære i dag, når vi skal forstå, hvordan vi er i gang med at genopdage naturen.
Vi nærlæser naturdigte
Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.
Seneste artikler
Hos Ursula Andkjær Olsen ligger det store i skønheden som »et ægteskab mellem alt og intet«
16. oktober 2020Ursula Andkjær Olsens ’samplende’ praksis fornyr originalt naturlyrikkens konceptErik Skyum-Nielsen gør status over naturdigte: Naturen taler tilbage
16. oktober 2020Naturen tvinger digterne til at udvide deres sproglige formåen og vise os en verden i forandring. Erik Skyum-Nielsen drager konklusioner af sin serie i 20 afsnit med analyser af danske naturdigtePer Højholt overskred traditionen for naturdigning – men i respekt for det bedste og mest bestandige i den
9. oktober 2020Højholt foretog i 1989 et afgørende brud, både med sin skepsis over for metaforen og med sit før så konsekvent modernistiske natursyn
I guder Information.
Vi er midt i en ukontrollerbar pandemi, som ovenikøbet ser ud til have startet en tiltrængt større protest i USA (George Floyd blev erklæret Covid-19 positiv uger inden og efter han blev dræbt), men samtidig også en protest som vil medføre en voldsom stigning af smitten i USA, og i tror at den globale befolkning vil lære at opføre sig rationelt og forstå at de er biologiske væsener ved at læse digte?
Der er simpelthen grænser for hvor naiv man har lov til at være i den fremtid vi står overfor. Mennesket lærer at forstå sin plads i naturen, når hun en dag står i kloakvand til næsen og naboen ser sultent på hendes børn. Indtil da tror hun på vækstøkonomi, fordi hun bilder sig ind at det er den som holder hende i live. Vi ved det egentlig allesammen godt, men det er mere komfortabelt at lade være med at tænke over det.
Så helt sikkert! Lad os sætte os ned i en rundkreds og læse digte højt for hinanden, ligesom klaveret spillede på Titanic.
En kommentar til:
"Vi har altså brug for en ny forståelse af naturen, et nyt sprog og nye begreber om naturen.
Derfor indleder Information nu en stor serie, som skal hjælpe os med at genopdage og genfortrylle naturen. Vi begynder med poesi. For de danske digtere har i flere hundrede år tænkt over og arbejdet på at formulere et sprog for den natur, der omgiver os og betinger vores eksistens som mennesker. Det kan vi fortsat lære af".
Gad vide om Information overvurderer eller undervurdere sine læsere med en sådan præsentation?
Man går åbenbart ud fra, at store dele af avisens læsere fuldtstændig har glemt det, de har fået at vide i relation til emnet i deres undervisning i gymnasiet i fag som dansk, idehistorie og filosofi, eller senere i undervisningen i forbindelse med deres uddannelse.
Med en sådan præsentation forestiller jeg mig en gruppe elever på første år i gymnasiet, hvor læreren træder ind undervisningslokalet og fortæller de måbende elever, at nu skal de i gang med et helt nyt og vigtigt emne, som de garanteret ikke ved noget om på forhånd.
Hvem forestiller Information sig egentlig vil være målgruppen for deres nye serie, når de sigter så lavt i deres tilgang til emnet? Befinder Informations læsere sig generelt på gymnasialt begynderniveau, når det drejer sig om emner som "naturopfattelser" og "menneskers forhold til naturen"?
Plyndring og ødelæggelse af naturgrundlaget skyldes at vores markedssystem ikke værdisætter naturen men bruger den som gratis leverandør af resourcer til produktionen og som gratis losseplads for affaldet. Er økonomisk system hvor det kan betale sig at forurene og koster ikke at forurene.
Det er derfor økonomer og andre med Klimarådet i spidsen anbefaler at beskatte forurening. Det er et centralt værktøj hvis vi skal vende udviklingen i bæredygtig retning. Beskatning af forurening vil lægge mange industrier med fossilindustrien i graven men til gengæld stimulere udvikling af ikke forurenende produktion og - ikke mindst - cirkulær økonomi. Altså et produktionssystem som hviler på samme principper som naturen har fungeret efter i 3000 milliarder år.
Hvornår går det op for Information at det er her skoen trykker og at avisen har pligt til at løfte debatten til at handle om virkeligheden? Måske avisen skulle alliere sig med folk der ved hvad det drejer sig om.
Så længe vi prioriterer det kunstige over det naturlige, fikseres vores fokus fromt og trygt i fiktionen uden ubelejlig irritation fra den fremmede foruroligende fantastiske virkelighed, og vejen ud i skoven bliver længere og længere som vi går, for vi står.
På engelsk betyder ordet nature virkeligheden, det hele eller Universet. På dansk skelner man mellem natur og kultur. Vi lever i civilisation, og helt ærligt vil mange byboere, mig selv inkl. finde at naturen er beskidt, ildelugtende og brutal i mange sammenhænge. Det ændrer dog ikke på at vi er biologiske organismer, og at vi er en del af biosfæren. Vi er ligeså meget en del af naturen som alle andre organismer. Vi kan ikke lave fotosyntese, så vi skal hver dag leve højt på at andre organismer kan.
I gamle dage mente man stolt at det som adskilte mennesker fra andre organismer var vores bevidsthed og vores kultur. Det er en gammel skrøne. Det er bevist at andre dyr også har kultur, og det er i høj grad påvist at selv relativt "primitive" dyr såsom en myre er i stand til at bestå en spejltest, hvilket i psykologien benyttes som en test for bevidsthed hos børn. Børn kan typisk bestå en spejltest når de er ca 18 mdr gamle. En myre tænker med garanti ikke på samme måde som et barn, men den ved at det er den selv og ikke en anden myre den ser i spejlet, hvilket må betyde at den har en følelse af et jeg.
Erkendelsen bør gå den anden vej. At vi mennesker lærer at acceptere at vi er dyr. Komplicerede organismer som er intelligente nok til at lave atombomber og partikelacceleratorer, men ikke intelligente nok til at forstå at når tosser som mig påpeger at vi ikke lever bæredygtigt, så er konsekvensen af at fortsætte med det, at en stor del af klodens befolkning kommer til at dø af sult.
Vi er også nødt til at erkende at vi er alt for mange mennesker til den levevis vi fører pt. Hvis man ser på planeten som helhed, så er vi formentlig 6-7 milliarder for mange, ift. den måde vi i gennemsnit bruger ressourcer på. Så kan man påpege at nogle føler de har ret til flere ressourcer end andre, og med rette kan man spørge om dette er fair, men faktum er at vi efter 4 milliarder års evolution, endnu ikke er nået til et punkt hvor altruismen, retfærdigheden eller ligeværdigheden har sejret. Set ude fra rummet ned på planeten er virkeligheden en anden end den vi utopisk håber på. Det er virkeligheden og ikke utopien vi er nødt til at forholde os til, uretfærdig eller ej.
Tilsvarende kan man sige at det burde være muligt at brødføde 8 milliarder mennesker nogenlunde bæredygtigt. Det kræver dog at vi lægger vores globale levestil og vores ressourceforbrug radikalt om. Typisk skal vi i så fald ned og leve ektstremt spartansk. Et godt eksempel er at en gennemsnitsdansker ville skulle putte plastikkortet tilbage i lommen 9 ud af 10 gange de pillede det op for at købe noget. At købe noget er altid det samme som at gøre krav på ressourcer og energi. Selv når man går til ergoterapeut eller frisør.
Som tidligere nævnt, så kan man fortælle disse fakta til klodens befolkning fra nu indtil det sner grønne grise. Forståelsen kommer først når vi sidder i saksen for alvor, og det vil tage 10-50 år endnu før saksen begynder at stramme for alvor, forudsat at vi ikke begynder at slås om maden inden. Hvis man tror på at vi er klogere og mere fornuftige end det, så kan man bladre lidt i arkiverne og læse hvor mange gange forskere har påpeget at det kun var et spørgsmål om tid før planeten blev ramt af en global pandemi, en pandemi som kunne medføre at dominobrikkerne væltede, at økonomien kolapsede, og som ville have alvorlige konsekvenser for den globale fødevaresikkerhed. Well, se nu bare hvordan det gik, på trods af alle advarslerne. og se på hvor lortedårlige vi er til at finde en løsning når vi står midt i suppen.
Det kan ikke betale sig at prøve at hæve stemmen for at advare de andre. Du bliver bare betragtet som en småskør alarmist, selv hvis dine argumenter er solide og gennemarbejdede. Det kan ikke betale sig at prøve at redde menneskeheden, hvis den ikke vil reddes, og det vil den ikke. Moralen er at evolutionen har lært den enkelte organisme at rage til sig for at sikre dens overlevelsesmuligheder og dens afkoms overlevelsesmuligheder. Ligesom bakterier i en overgroet Petriskål. De er i de fleste tilfælde ret ligeglade med naboen, og de er 100% ligeglade med bakterier i en Petriskål på den anden side af planeten.
Det lyder altsammen meget kynisk, så bevis at jeg tager fejl. Man gør det ikke ved at sidde her og læse digte.
Menneskets unikke effektivitet og dygtighed, som vi selv ser det bunder i vores evolutionære jackpot. Vi tilbragte en stor del af vores fortid i træerne og opøvede store færdigheder i klatring og spring med sikkert greb. Det stillede store krav til koordination af sanser og muskler helt ud i fingrene og tæerne. Vores nutidige hjernekapacitet kan vi takke den hjernegymnastik for, som var en nødvendighed for at skabe den store fordel ved fødesøgning og flugt fra rovdyr og måske en mere udviklet forudseenhed og dermed nysgerrighed.
Om det var miljøforandringer eller nysgerrighed, der fik os ud af træerne ved jeg ikke, men vi fik hænderne fri, da vi rejste os op, og nu havde vi en veludviklet motorik, frigjort fra den oprindelige opgave, og derfra gik det stærkt med vores evolution ved at inddrage miljøet omkring os og skabe mere og mere avancerede værktøjer med vores hænder og vores veludviklede kontrol over dem.
Så skabte vi computeren og er ikke længere begrænset af vores hjernekapacitet, når det gælder komplicerede matematiske opgaver. Nu er det nok, at vi er i stand til at beskrive opgaven og/eller skaffe inputdata til vores nye værktøj.
Vi har virkelig skoret evolutionær jackpot. Nu mangler vi bare at lære at begrænse os og udfolde os med en større bevidsthed om, at den tredie sten fra solen ikke er uendelig stor, og at vi ikke har eneret på at være her. Ellers går det som det altid gør på casino. Når solen står op, har vi tabt det hele igen.
Jeppe Åkjær. Læs ham.
Mere end havren.....Så uendeligt meget mere.
Nå. Jeg er romantiker, og fortæller en lille historie om nattergalen på Sydhavnstippen, denne hellige lørdag. Jeg var der ude i andet ærinde, det er altid godt at have et ærinde på Sydhavnstippen, så kan man se alpakaerne strække girafisk hals, dette er ikke helt så dansk, men noget af det grønne beskæres naturligt, og godt det.
Jeg havde det ærinde at fotografere visse insekter, og det bragte mig tæt på nattergalen, dette vidunderlige sky dyr, der næsten aldrig lader sig se. Han sang så smukt og sangen var kommunikation, da en anden nattergal i baggrunden svarede med sang, bogfinker og gøg og solsort, en enkelt enlig lærke, men ingen svaler. LYT! Optag og fotografér! Det starter med en barnlig, dyb glæde over naturen, ----man kan ikke tvinge denne glæde frem----.
Så jeg fremdrog mobilen og optog denne sang.
Nu er jeg selv en sky fugl, og lægger intet på de netværk der hedder Face og Twister. Eller andet. Ak.
Muligvis vil jeg sætte det optagne på youtube, det kan jeg (måske) leve med.
Og jeg kan leve med min glæde over oplevelserne af naturen, i naturen.
Da tav han. Den store sanger, og jeg løftede mit hoved og så, så han fløj mod nord, mod et andet træ.
Efter dette kom en solsortehan på banen: En dristig, klassisk meget stærk sang, og den blev fulgt op!
JO, solsorten er der endnu, og selv om mere kendt i Danmark, dog også som andre, - truet!
Han kan også!
Fuglesang er skøn, og den handler om konkurrence. Da Nattergalen tav, skulle solsorten nok vise den havde en stemme.
Solsorten fik jeg ikke optaget, men historien er sand, og nu er den forbi, forbi, og det bliver alle historier.....
Lige et muligvis lidt mindre kendt digt af Jeppe Åkjær:
SVAMPEJAGT.
NAAR Skovmosset drikker den høstmilde Regn,
mens krogrygget Bonden hjemkjører,
og Kvierne staar bag de piggede Hegn
med Dryp i de hængende Ører,
da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,
en Nymfe og planter - den første i Aar -
en æggegul lys Cantharelle.
Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,
mens Markmusen Dugdraaber slikker,
jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,
langs Faldet med Havre og Vikker;
og segner end Som'ren for Leernes Staal,
med Latter September skal fylde min Skaal
med kridhvide Eng-Champignoner.
Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,
hun trykker ham Hatten om Panden,
han slynger om hende den Arm, som er fri,
mens Kurven han har paa den anden.
Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,
og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank
staar skjult under brune Boletus.
s. 88
Lad andre kun jage med Bøsse og Hund
og skyde til Høns og til Hare,
jeg vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund
blandt Svampenes farvede Skare;
den "Jagen" forsimpler ej Sind eller Aand,
den giver mig Muld men ej Blod paa min Haand
og Hjærte for alt - indtil Krybet.
Ja du, som maa slide de støvede Sten
og slaa dig til Taals med Kontoret,
søg ud for at rette de sovende Ben,
hvor Skovbunden dækker dig Bordet!
Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,
som naar bag den bærfyldte rødnende Røn
den Ridderhat blaaner i Duggen.
10/8 1912.
/ 2
Jeg låner min rygrad af havet
Hvirvel for hvirvel har det omsluttet og formet den
Mens jeg blev til.
Lombal-, Thorakal-, Cervikalhvirvler
24 måner i vandspejlet
Jeg har lånt rygraden af jorden
Langsomt har den opbygget hver knogle, hvert torntap, sidetap og korpus
Hentet mineraler i bjerge og lavland i smeltevandsdale
Før jeg blev født.
Calcium, Magnesium, Zink, Mangan, Selen
En søjle af vingede hvirvellegemer
Jeg skylder planterne knoglevævet, det kompakte og det spongiøse
De som bærer næringsstofferne og solen i grønne blade
Jeg skylder mikroorganismerne knoglehinder, hyalinbrusk og kollagen
De som omdanner, flytter, anstifter
Jeg skylder vandet bevægelsen, forandringen, metamorfosen
Det som forbinder, omslutter;
mineraler, næringsstoffer, mikrober
Vævet i knoglerne der fødes og dør
Hinderne omkring knoglerne der fødes og dør
Alt er i bevægelse, sammenføjes,
opbygges og nedbrydes
Mens jeg lever.
Men langsomt forvitrer hvirvel for hvirvel
knogletrådene, trabecula, bliver tynde, hulrummene større
Nedbrydningen øges, opbygningen stagnere
balancen forskydes
Langsomt nedbrydes min rygsøjle som havet og jorden nedbrydes og forarmes
Rekviem for de 7 cervikalhvirvler, 12 thorakalhvirvler og 5 lombalhvirvler
for Rødlig perlemorsommerfugl, Blåfinnet tun, Punkstokket vokshat og Hedehøg
Balancen er forrykket
Mens jeg ældes.
Langsomt udfælder min krop rygsøjlen til omgivelserne,
til havet og jorden,
som resten af kroppen vil blive optaget
som en trøst, som aflad
Når den tid kommer.