Leder

Nyoversættelsen af Bibelen gør det muligt bedre at forstå verdenshistorien, danmarkshistorien, samfundsdebatten, kunsten eller én selv

Efter syv ugers kritisk læsning af nyoversættelsen af Bibelen konkluderer vi, at det er en bedrift, at vi nu har fået bøgernes bog på letlæst dansk
Efter syv ugers kritisk læsning af nyoversættelsen af Bibelen konkluderer vi, at det er en bedrift, at vi nu har fået bøgernes bog på letlæst dansk
Kultur
13. juni 2020

Om en af vore kendteste billedkunstnere berettes i en apokryf anekdote, at hans østjyske skoleklasse dengang i første halvdel af de ræverøde 70’ere af dansklæreren fik udleveret et eksemplar pr. elev af Tegneserier. En ekspansions historie, en tonstung, skriggul publikation i A4-format, hvor Anders And m.fl. udlagdes som indoktrineringsredskaber for USA-imperialismen og den højtudviklede kapitalisme. En pige ude fra det indremissionske bælte rakte fingeren i vejret og spurgte, om de så ikke lige så godt kunne læse »æ Bywel«?

Takket være en stærkt anerkendelsesværdig kollektiv indsats foreligger Bibelen nu på et mundret, letlæst dansk, en bedrift, som vi de seneste syv uger har fået beskrevet og vurderet her i bladet. Og læser man nu i Skriften, vil man formentlig forstå mange ting bedre, herunder såmænd også brug og misbrug af militær og økonomisk magt.

Den canadiske kritiker og litteraturteoretiker Northrop Frye (1912-91) kaldte i et berømt værk (1981) med et citat fra William Blake Bibelen for ’Den Store Kode’, og sandt er det da også, at et godt bibelkendskab er en OK forudsætning for en dybere forståelse af flere af de værker, der har sat sig spor i verdenslitteraturen, for så vidt som inspirationen fra Bøgernes Bog har været og stadig er enorm.

Men indflydelsen standser jo ikke her. Har man læst i Bibelen og gjort et ærligt forsøg på at fatte blot en bid af, hvad der står, så forstår man en masse ting bedre, hvad enten det gælder verdenshistorien, danmarkshistorien, samfundsdebatten, kunsten eller én selv og dermed tilværelsens grundspørgsmål.

En passende middelvej

De mennesker, som skrev Bibelen (ned), var primært optaget af at fortælle og af at forkynde. Derfor lagde de vægt på, at teksten blev fyndig og myndig, på, at den på henholdsvis hebraisk (Det Gammel Testamente) og græsk (Det Nye Testamente) virkede troværdig og sandfærdig.

Heroverfor interesserer bibelforskerne sig mere for at tolke skrifterne i lyset af disses egen sociale og kulturelle sammenhæng ud fra det, man i dag formår at rekonstruere som plausibelt scenarie for den. Hvad præsterne angår, læser de hver søndag op af Bibelen og bekræfter den dermed som kanon, hvor den for en forsker især er kilde.

Bibellæseren, som nu har fået et enestående tilbud, står eller sidder et tredje sted og kan koncentrere sig om den gode historie, de mange smukke ord og den almenmenneskelige visdom. Denne interesse kommer vor nye danske Bibel beredvilligt i møde.

Et flot eksempel henter vi i Det Ny Testamente, i Matthæus-evangeliet. Her siger Jesus (i kap. 23) til disciplene, at de ikke skal lade sig kalde ’rabbi’, for de har kun én læremester. I bibeloversættelserne fra 1948 og 1992 fortsætter han så: »I er alle brødre«, men i den nye tekst står: »I er alle sammen lige«, altså for Gud, og det er præcis, hvad det hele går ud på.

Generelt har oversætterne og redaktionen bag Bibelen 2020 fundet en passende middelvej mellem på den ene side behørig respekt for det ophøjede, ædle og på den anden side gæstfri modtagelighed for det sprog, vi anvender i dag. Denne holdning er især kommet Jesus og Paulus til gode, fra hvem Ordet nu lyder lige på og i øjenhøjde.

Mere skeptisk kan man måske være, hvor det gælder de mest poetiske og visdomsprægede dele af Det Gammel Testamente, for eksempel Højsangen, hvor elskeren i kap. 4 lovpriser sin smukke veninde. Hendes bryst var i 1931 som »to hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljer«. I 1992 var brystet rimeligt nok blevet til »bryster«, men i Bibelen 2020 betegnes de som »to unge hjorte«, hvad der nok ikke får én til at tænke på noget fint og spædt, mere på en blanding af Pamela Anderson og Linse Kessler.

I den alvorstungere afdeling møder vi Prædikeren, som i en af Bibelens oftest højtlæste passager belærer os om, at alting har sin tid (kap. 3,1-8). Her stod der i 1931-teksten, at der er en tid til at favne og en tid til ikke at favne, hvilket i 1992 blev ændret til to gange omfavne, men nu skal vi desværre læse, at der er en tid til at omfavne og en tid til at afvise, hvorved mulighedsspektret i den udeblevne omfavnelse forsvinder. Såre aktuelt i disse tider, hvor krammekulturen omsider synes udfordret, men hvor man ganske som før kan have alle mulige gode sociale og ikke mindst personlige grunde til at holde distance, måske slå en stille kreds om sig selv.

Rådet til læsere af Information kan være at få fat på den nye Bibel, slå ned hvor som helst, fordybe sig i den og så bare se, hvad der sker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Hvad er det, man skal forstå i henhold til overskriften? Med Skyums artikler har man jo bare fået en reklametryksag ind ad døren, for et stykke dårlig litteratur. Kristendommen og kapitalismen går stadig arm i arm. Kristendommen har ikke været en stopklods for klimaforandringerne og ødelæggelse af det såkaldte skaberværk. Miljø- og klimabevægelser udgår ikke fra kirker, der dermed står som en bom for den udvikling, vi burde have haft. Hvad skal vi med kristendommen. Ud med den! Og lad os så ikke dele os op i kristne ateister og ateistiske kristne foruden de rene Skyumagtige gudslam.

Bibelen er én af mange fortællinger om det at være menneske, og ikke særligt god. Det er en skandale, at vi stadig har en statskirke i Danmark. Det havde tjent avisens læsere at lade andre end den kristent 'troende' Skyum-Nielsen håndtere danske naturdigte.

Niels-Simon Larsen, Poul Erik Pedersen og Steen Obel anbefalede denne kommentar