Alle må lave film om alle – og alle har altid et ansvar for at gøre det ordentligt

Alle må lave film om alle. Det fik stort set alle parter sagt i sidste uges diskussion om, hvorvidt filmfestivaler fravælger vestlige dokumentarfilminstruktører på grund af deres etnicitet, og om det i så fald er diskriminerende.

Men diskussionen rummer stadig grundlæggende uenigheder om, hvordan man mest hensigtsmæssigt forholder sig til global ulighed og marginaliserede mennesker i dokumentarfilmbranchen. Social indignation og ønsket om at belyse, hvor forskellige levevilkår mennesker har, er en udbredt – og totalt respektabel – drivkraft blandt dokumentarfilminstruktører.

Samtidig er den globale ulighed i den grad definerende for, hvem der laver film om hvem. Hvilken adgang man har til uddannelse, filmstøtte og netværk afhænger i høj grad af, hvor man kommer fra.

Diskussionen blev udløst af en artikel i Jyllands-Posten, hvori instruktøren Kenneth Sorento fortalte, at hans dokumentar Kampen om Grønland bliver fravalgt på internationale filmfestivaler, fordi han er dansk og ikke grønlandsk som sine medvirkende. Reelt er det ikke blevet bekræftet af andre festivaler end ImagiNATIVE, som udelukkende viser film instrueret af oprindelige folk.

Et præmieeksempel

Det er dog rigtigt, at der på mange festivaler er en klar tendens til at arbejde for mere mangfoldighed blandt instruktørerne af de film, der bliver vist.

Den kunstneriske leder af den vigtige dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam siger i et interview med magasinet Cineurope, at det ikke er nok at vise nordlige filmskaberes film om resten af verden, og at man ikke bare kan vise film om konfliktområder »uden at give en seriøs platform og behørig respekt til filmskabere fra disse samfund, der fortæller os deres historier på deres egen måde«.

Denne ambition kan føre til, at flere nordlige filmskabere får afslag, men det er ikke det samme, som at deres film af princip er dømt ude. Det ville være et ærgerligt princip, fordi en film som Kampen om Grønland netop giver ordet til nogle mennesker, man hører for lidt til, og er loyal over for deres perspektiver på deres land og dets fremtid.

Sorento har samarbejdet med lokale filmfolk og sikret sig adgang til og indsigt i de karakterer og den kultur, han skildrer. På den måde er filmen et præmieeksempel på, hvordan man tager det ansvar på sig, det medfører at lave film om mennesker, hvis vilkår i verden er radikalt anderledes end ens egne.

Man kan glæde sig over det publikum, den allerede har fået, og så håbe, at de festivaler, der har fravalgt den, har nogle andre gode film på programmet.