Leder

Alle må lave film om alle – og alle har altid et ansvar for at gøre det ordentligt

Det ville være ærgerligt, hvis de toneangivende dokumentarfilmfestivaler kategorisk afviste film om oprindelige folk instrueret af vestlige instruktører. Men det ville være mindst lige så ærgerligt, hvis ikke der blev arbejdet på at inkludere instruktører fra andre lande end de allermest privilegerede
’Kampen om Grønland’ giver ordet til nogle mennesker, man hører for lidt til, og er loyal over for deres perspektiver på deres land og dets fremtid. Her er politikeren Tillie Martinussen.

’Kampen om Grønland’ giver ordet til nogle mennesker, man hører for lidt til, og er loyal over for deres perspektiver på deres land og dets fremtid. Her er politikeren Tillie Martinussen.

PR-foto

Kultur
11. august 2020

Alle må lave film om alle. Det fik stort set alle parter sagt i sidste uges diskussion om, hvorvidt filmfestivaler fravælger vestlige dokumentarfilminstruktører på grund af deres etnicitet, og om det i så fald er diskriminerende.

Men diskussionen rummer stadig grundlæggende uenigheder om, hvordan man mest hensigtsmæssigt forholder sig til global ulighed og marginaliserede mennesker i dokumentarfilmbranchen. Social indignation og ønsket om at belyse, hvor forskellige levevilkår mennesker har, er en udbredt – og totalt respektabel – drivkraft blandt dokumentarfilminstruktører.

Samtidig er den globale ulighed i den grad definerende for, hvem der laver film om hvem. Hvilken adgang man har til uddannelse, filmstøtte og netværk afhænger i høj grad af, hvor man kommer fra.

Diskussionen blev udløst af en artikel i Jyllands-Posten, hvori instruktøren Kenneth Sorento fortalte, at hans dokumentar Kampen om Grønland bliver fravalgt på internationale filmfestivaler, fordi han er dansk og ikke grønlandsk som sine medvirkende. Reelt er det ikke blevet bekræftet af andre festivaler end ImagiNATIVE, som udelukkende viser film instrueret af oprindelige folk.

Et præmieeksempel

Det er dog rigtigt, at der på mange festivaler er en klar tendens til at arbejde for mere mangfoldighed blandt instruktørerne af de film, der bliver vist.

Den kunstneriske leder af den vigtige dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam siger i et interview med magasinet Cineurope, at det ikke er nok at vise nordlige filmskaberes film om resten af verden, og at man ikke bare kan vise film om konfliktområder »uden at give en seriøs platform og behørig respekt til filmskabere fra disse samfund, der fortæller os deres historier på deres egen måde«.

Denne ambition kan føre til, at flere nordlige filmskabere får afslag, men det er ikke det samme, som at deres film af princip er dømt ude. Det ville være et ærgerligt princip, fordi en film som Kampen om Grønland netop giver ordet til nogle mennesker, man hører for lidt til, og er loyal over for deres perspektiver på deres land og dets fremtid.

Sorento har samarbejdet med lokale filmfolk og sikret sig adgang til og indsigt i de karakterer og den kultur, han skildrer. På den måde er filmen et præmieeksempel på, hvordan man tager det ansvar på sig, det medfører at lave film om mennesker, hvis vilkår i verden er radikalt anderledes end ens egne.

Man kan glæde sig over det publikum, den allerede har fået, og så håbe, at de festivaler, der har fravalgt den, har nogle andre gode film på programmet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der vil altid være fordele og ulemper at se tingene udefra, og der vil også være fordele og ulemper at se tingene indefra

Men ellers det sjove kunne være, at hvis journalister også skulle overholde dette “galskab”, og derfor kun måtte skrive efter deres eget køn og deres egne oplevelser Osv

Finn Thøgersen, Ole Schwander, Jørgen Larsen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

Hvis en festivals programredaktør skal vælge mellem en "dansk-grønlandsk" og en "grønlandsk-grøndlandsk" dokumentarfilm, er det da helt legitimt (alt andet lige) at foretrække den "grønlandsk-grøndlandske" film. Men med tanke på hvor mange film der rent faktisk laves om Grønland, kan man da godt frygte at fravalget af den "dansk-grønlandske" film bare betyder at der kommer 0 grønlandske film på programmet, og det virker ikke som et fremskridt.

Der ligger mere bag aflysningen end 'omvendt racisme': https://sermitsiaq.ag/node/223438