Spillestedernes krise må ikke gå ud over armslængdeprincippet

Det kunne godt se ud, som om den arme kulturminister Joy Mogensen (S) simpelthen ikke kan gøre noget uden at få kritik for det.

Det ene øjeblik bliver hun anklaget for at være for usynlig og for ikke at brænde for kulturen. Det næste bliver hun kaldt i åbent samråd for at svare på, hvorfor hun i en facebookopdatering formastede sig til at love at tage affære, da det københavnske spillested Jazzhus Montmartre i begyndelsen af september meddelte, at det på grund af coronarestriktioner måtte lukke og slukke.

Ikke desto mindre var det helt på sin plads, at SF’s kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, onsdag havde kaldt kulturministeren i åbent samråd for at diskutere, om hendes fremfærd i forbindelse med Montmartres bebudede lukning var forenelig med armslængdeprincippet.

At det er ulykkeligt, hvis spillesteder må lukke, fordi man for tiden ikke kan lukke nok gæster ind, til at det kan løbe rundt, kan de fleste blive enige om. Til gengæld er der delte meninger om, hvor langt ned i de enkelte tilfælde en kulturminister kan gå uden at forbryde sig mod det hæderkronede princip, der har gjaldt, siden den første kulturminister Julius Bomholt definerede sin egen rolle som en, der skulle støtte, men ikke styre kulturlivet.

I praksis betyder det, at de statslige kulturstøttekroner uddeles af uafhængige råd og nævn, hvis medlemmer rekrutteres fra de forskellige kunstbrancher og sidder i en tidsbegrænset periode.

I sin facebookopdatering den 4. september skrev Joy Mogensen, at hun havde bedt Københavns Kommune om et møde om jazzhuset, og at hun også ville høre Folketingets kulturordførere, om de ville være med til at give Montmartre særlig støtte.

»Vi har mulighed for at give særlig hjælp her i krisen, og den mulighed vil jeg gerne undersøge,« skrev hun afslutningsvis.

Det danske jazzmiljø havde et akut problem, og det ville ministeren gerne være med til at løse. Spørgsmålet er så bare, om man som kulturminister kan tage initiativ til nødredning af navngivne kulturinstitutioner.

Det mente flere kulturordførere og aktører fra musikbranchen ikke. Leder af spillestedet Loppen, Jasper Jensen, udtalte til Berlingske, at det ikke er ministerens bord at støtte enkelte spillesteder, men derimod at komme med en samlet plan. Det samme mener SF’s kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk.

En nødvendig diskussion

Derfor måtte Joy Mogensen i et åbent samråd onsdag forklare, »hvordan ministeren inden for rammerne af armslængdeprincippet har kunnet udtale, at hun ønsker at indkalde Folketingets partier for at redde en navngivet kulturinstitution som Montmartre,« som det hed i det ene samrådsspørgsmål.

Samrådets andet spørgsmål var, hvordan ministeren vil sikre hjælp til andre kulturinstitutioner i hele landet, der har samme udfordringer som Montmartre.

Under samrådet sagde Charlotte Broman Mølbæk, at det ikke skal være den, der betaler for musikken, der bestemmer, hvad der skal spilles. Hun mindede også om, at der findes adskillige lukningstruede spillesteder af stor betydning i Danmark, og at de skal have lige adgang til hjælp.

Joy Mogensen svarede, at i den ekstraordinære situation, som coronakrisen er, forholder Kulturministeriet sig til ting, man ikke plejer at have med at gøre, og kaldte sin opdatering for ansvarlig krisehåndtering.

Siden begyndelsen af september er det lykkedes Jazzhus Montmartre at afværge lukningen uden statsstøtte. En bevilling fra Københavns Kommune og tilskud fra flere private fonde sikrer finansieringen de næste fire år, og det er utvivlsomt en god nyhed for dansk jazz.

Det kan også vise sig at være en god nyhed for dansk kulturpolitik, at der i forbindelse med nødredningen af Montmartre er taget hul på en nødvendig diskussion om, hvordan man i disse krisetider sikrer armslængdeprincippet.

De danske spillesteders krise har næppe toppet endnu. Det er svært at forestille sig, at det bliver muligt at spille for fulde huse, før der kommer en coronavaccine på markedet. Det bliver dyrt, vanskeligt og muligvis også enormt trist for de byer, egne og musikalske miljøer, der måtte miste deres spillesteder.

Kulturministerens trang til resolut brandslukning er ikke svær at forstå, men ikke mindst fordi den bebudede lukning af Montmartre må forventes at være den første af flere, er der grund til at holde tungen lige i munden og fokusere på de rammer og løsninger, man tilbyder de danske spillesteder over en bred kam, frem for enkelte nødstedte scener.

Armslængdeprincippet skal overholdes, uanset hvor mange spillesteder, der er på spanden. Hvis Joy Mogensen går på kompromis med det, kan dansk kulturpolitik blive virkelig uskøn, fragmenteret og vilkårlig.