Fremover skal alle, der søger om støtte til film- eller tv-projekter hos Det Danske Filminstitut (DFI), redegøre for, hvor mange personer med anden etnisk baggrund end dansk, der er involveret i projektet.
Formålet er ifølge Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, at gøre producenter og instruktører opmærksomme på graden af mangfoldighed, når de sammensætter deres hold. Der vil ikke blive stillet krav om, at en vis andel skal have en bestemt etnisk baggrund. Nogen kvoteordning er der altså ikke tale om.
I forvejen har ansøgere siden marts skullet opgøre kønsfordelingen på produktionen. Heller ikke her er der tale om et udvælgelseskriterium, men derimod om en opmærksomhed, der er sat i system.
Når DFI nu beslutter, at etnisk baggrund også skal opgøres i støtteansøgningerne, er det en reaktion på en ny opsigtsvækkende rapport fra Aarhus Universitet om grænseoverskridende adfærd i den danske film- og teaterbranche, som kom ud mandag.
Rapporten er bestilt af Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Teater og bygger på et spørgeskema, der er blevet besvaret af 1.485 skuespillere, instruktører, producenter, ledere, sangere, musicalperformere, dansere, koreografer, undervisere og elever, svarende til cirka 60 pct. af foreningens medlemmer. Derudover er 40 respondenter blevet interviewet om deres erfaringer med grænseoverskridelser i forbindelse med deres arbejde.
Selv midt i #MeToos anden bølge i Danmark er det overraskende, hvor mange af undersøgelsens deltagere, der har oplevet at få deres grænser overskredet i arbejdsrelaterede situationer. At hver fjerde kvinde og næsten hver fjerde mand har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed, er i sig selv alarmerende.
Men rapporten dokumenterer også, at kvinder med minoritetsbaggrund er markant mere udsatte. Hele 68 pct. af kvinderne med minoritetsbaggrund har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed, mens 79 pct. af samme gruppe har oplevet diskrimination og chikane. Fysisk eller psykisk vold har næsten halvdelen af de kvindelige deltagere med minoritetsbaggrund i undersøgelsen været udsat for.
Ringere arbejdsvilkår
Disse alvorlige problemer bliver selvfølgelig ikke løst af, at man registrerer etnisk mangfoldighed, men tiltaget er et af flere, der skal bane vejen for en mere reelt ligestillet filmbranche. Om ikke andet så ved at have et overblik over, hvem filmbranchen p.t. består af. Hvordan det helt præcist skal udformes, er endnu uvist. Til Politiken udtaler Claus Ladegaard, at han ikke ved, hvornår det skal træde i kraft, og at det skal drøftes med de relevante brancheorganisationer.
Beslutningen om at holde regnskab med diversiteten på film- og tv-produktioner er blevet kritiseret på de sociale medier. Her er det værd at bemærke, at alt, DFI beder om, er, at ansøgerne danner sig et overblik.
Da DFI indførte den såkaldte selvangivelse om kønsfordeling, blev det også kritiseret. Blandt andet af professor i idrætshistorie Hans Bonde. I sommer klagede han til DFI’s bestyrelse, fordi han mener, at man i strid med Ligestillingsloven har indført en uformel kønskvotering, fordi DFI’s filmkonsulent Silje Riise Næss til filmmagasinet Ekko sagde, at hun efterstræber, at filmstøtten fordeles ligeligt mellem mandlige og kvindelige instruktører.
Filminstituttets bestyrelse afviste Bondes klage med den begrundelse, at man har et overordnet mål om at fremme mangfoldighed, men ikke af den grund arbejder med kvoter.
Der er også langt fra Filminstituttets krav om optælling til de mere vidtgående diversitetstiltag, man ser i USA og Storbritannien. Det britiske filminstitut BFI begyndte for fire år siden at kræve en vis grad af repræsentation af minoritetspersoner og kvinder enten foran eller bag kameraet, hvis en film skal have støtte. Lignende krav stiller Oscar-akademiet, hvis en film skal kunne vinde en Oscar for bedste film. Med den slags tiltag risikerer man at skabe nye problemer, fordi marginalisering og udsathed er svær at sætte på formel.
I den bedste af alle verdener ville det da også være irrelevant at holde regnskab med mangfoldigheden. Men så længe minoriteter og kvinder er markant mere udsatte for chikane, er det på sin plads at gøre netop det. Ikke fordi kvinder og minoritetspersoner skal have nemmere adgang til arbejde i filmbranchen end hvide mænd, men fordi de, som den nye rapport dokumenterer, overordnet set har ringere arbejdsvilkår. På den baggrund skader det næppe at være ekstra opmærksom på, hvilken etnisk baggrund dem, der laver filmene og tv-serierne, har.
Det banker på døren. To store mænd står og vil ind nu, for de vil have en kammeratlig samtale...
De syntes ikke, at jeg gør det på den rette måde, og de har et par forslag til, hvordan de VED , at det er bedst at gøre tingene, for de synes ikke, at jeg gør tingene på deres gode måde...
Men de vil mig kun det bedste, for de vil da ikke bestemme, så det er mit EGET valg, hvad jeg vil gøre, siger de flere gange, mens de nedskriver mine svar i deres lille bog og husker mig på at der ikke er noget pres, og at jeg vælger selv. Og så slutter de af med, at de vil komme forbi igen for at se om, der ikke er noget MERE, som de kan hjælpe mig til at se og forstå.
- "I forvejen har ansøgere siden marts skullet opgøre kønsfordelingen på produktionen. Heller ikke her er der tale om et udvælgelseskriterium, men derimod om en opmærksomhed, der er sat i system"
Er det bare mig eller er der en del red flags? For du SKAL krydse dette felt af, men det betyder ikke noget, for nu....Men ja lidt Propaganda, hjernevaskening og ”skjult shamming” gør jo ingen skade,
Ser man til udlandet, så er det tydeligt, hvor dette bærer hen, og hvilken ondskab det bringer med sig ved denne racistiske ideologisk identitetspolitik(critical race theory).
”er der tale om en nødvendig – og ufarlig – bevidstgørelsesproces”
Dette skaber had. Det er Dem og os og har ikke noget med ligestilling at gøre, for vi skal ikke ses som mennesker, men som ens køn, farve og seksualitet og de tilhørende fordomme og stereotyper, der er forbundet med dem.
Køn, farve og seksualitet skal ikke betyde, men jeg SKAL tænke i dem...! Yeah right
Med andre ord, når jeg ser en film, så skal jeg ikke se på mennesker og individer, jeg skal se dem som farvede, homoseksuelle eller lignende, og ikke dem som en individuelle karakter. For ellers kan jeg jo ikke spejle mig i dem, som den ikke racistiske fordomsfuld person jeg er.
Denne ideologi æder sig ind i små bider og en dag vågner den almindelige person op og undrer sig over, hvordan vi er nået hertil med denne galskab, sociale kontrol og ulogisk tankegang.
Er det så for sent, det håber jeg ikke... Men jeg venter på et modsvar og en debat om denne "critical race theory" tilgang.... Men hvordan vi er nået hertil, i at indføre sådan noget, der er så radikalt unde en debat! men kun kommer snigende ind ad bagvejen, skjult i mørket, som om det skulle være en god ting (Det er som om, at de ved, at deres "gode" meninger ikke tåler lyset).
For den skade den gør nu og kommer til, vil tage os lang tid at komme ud af.
Men hvad ved jeg , for jeg er en "gammel" hvid mand, der kan være ligeglad, for det er kun mine børn og deres børn, der kommer til at lide under dette "gode" og moralske styre.