Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Kirsten Langkilde, rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, nu forlader sin post efter et stormombrust år. I den pressemeddelelse, der er udsendt af Kulturministeriet, fremgår det, at: »Kulturministeriet og Kirsten Langkilde ikke er nået til enighed om, hvad der skal til for at løse udfordringerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler.«
Derfor stopper Langkilde allerede fra udgangen af december.
De »udfordringer« der omtales, har været omfattende i år, og rektors positioner har i flere sager, for offentligheden i hvert fald, været vage og utydelige.
Langkilde blev ansat i 2019 og kom med den sjældne kvalitet selv at være uddannet fra Kunstakademiet og samtidig have ledererfaring fra kunstskoler i Europa. Var hun den, der kunne tilfredsstille Kulturministeriets svært forenelige krav om både at spare og samtidig uddanne kunstnere på højt international niveau? Og kunne hun også balancere de mange nye krav fra de studerende om en kulturændring på skolen?
Det lader til, at hun har skuffet alle parter – både Kulturministeriet, skolens professorer og de studerende.
Embeds- og kunstværket
Tidligere på efteråret erklærede fire professorer deres mistillid til rektoren, hvilket endte i Kulturministeriet på grund af »tiltagende usunde og uproduktive arbejdsforhold som følge af et autoritært og uklart lederskab«. Det skete efter et fra alle sider kritiseret forløb med en suspenderet og siden genansat professor. Langkilde har ikke formået at skabe ro på en skole, hvor strid blandt studerende og undervisere igen og igen er blevet bragt videre til medierne.
Men måske er rektors afgang mest af alt en kulmination på den meget omtalte busteaktion, hvor anonyme billedkunstnere sammen med institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld væltede en buste af Frederik V i Nyhavn som en antiracistisk gestus, og som fik kulturministeren til at bedyre, at hun nu ville kigge nærmere på kunstakademiets interne problemer.
Præcis hvilken sag der gør, at rektor nu må forlade sin post, er måske heller ikke det væsentligste. Det er til gengæld, hvad der nu skal ske. Den bedste person til posten vil være en, der både kan navigere i det politiske embedsværk, og som kan tale med kunstnerne. Ja, som elsker begge dele lige meget.
En kommentar til:
"Den bedste person til posten vil være en, der både kan navigere i det politiske embedsværk, og som kan tale med kunstnerne. Ja, som elsker begge dele lige meget".
Som det er formuleret, lyder det forholdsvis enkelt, men det er det overhovedet ikke.
Det er ikke kun et spørgsmål om at kunne navigere i det politiske embedsværk, hvis man allerede på forhånd er bundet op på en række beslutninger af national og international karakter vedrørende forhold på Akademiet, som der ikke kan ændres nævneværdigt på.
Her tænker jeg bl.a. på den akkrediteringsproces (med medfølgende overordnede krav), som Akademiet er i gang med, og som vil strække sig over en 10årig periode. Der er en række forhold, der de kommende år skal rettes op på i den sammenhæng.
https://akkrediteringsraadet.dk/wp-content/filer/afgoerelser/Afgoerelses...
Uanset om det bliver en ny rektor eller en bestyrelse, der skal stå til ansvar over for Kulturministeriet, vil det give uoverskuelige problemer, hvis der samtidig skal føres en konstruktiv samtale med såvel Akademiets ansatte som studerende.
Politikere og ministeriet må åbent vedkende sig de krav og forventninger, i forhold til "omstillingsparathed" til ikke mindst Akademiets ansatte, som der lægges op til. Der må bl.a. findes frem til nye organisatoriske rammer, som alle involverede parter kan acceptere og vil arbejde konstruktivt i forhold til. Det bliver ikke nogen nem opgave.
Ja, det ville være en stor lettelse for alle, hvis Danmark trådte ud af Bolognaprocessen og tog reelle værdier i uddannelser, arbejdsmarked og samfund tilbage.
Første skridt i den rigtige retning. Nu skal der ryddes op på den galeanstalt. Som Michael Strunge sagde, “voksne er børn der er blevet sindsyge”.