I løbet af et århundrede sker det ikke mange gange, at en kritiker ankommer til en avis for at sætte skel mellem den gamle og den nye litteratur, som bliver til samtidens forståelse af poesi og eftertidens litteraturhistorie. For gang på gang med musikalitet og lærd nysgerrighed at åbne litterære tekster og gøre sin egen tids litteratur relevant for hele samfundet.
Det er vores lykke som avis og Torben Brostrøms skæbne som kritiker, at han i februar 1956 kom til Information og gjorde netop det. Og blev ved i mere end 60 år: »Jeg føler, at jeg har fulgt en snæver sti gennem de uendelige muligheders landskab«, som Brostrøm har sagt her i avisen. Senere hentede han selv en ung kritiker og udpegede ham som sin efterfølger:
Det var Erik Skyum-Nielsen.
Brostrøms anliggende var fra start, at litteraturen ude i verden var modernistisk, mens den danske litteratur endnu var provinsiel, gammeldags, præget af »den indgroede skepsis for det usædvanlige« og det, han i en programmatisk artikel kaldte for det »umådelige mådehold«.
Det minder om Georg Brandes, der i 1871 beklagede, at dansk litteratur endnu var sovset ind i nationalromantik. Den danske litteratur skulle ifølge Brostrøm bringes på niveau med den moderne europæiske, og han fremhævede selv de forfattere, der gjorde op med metafysik, civilisationspessimisme og alt for meget alvor: »En frigørende sproglig gestus af munterhed midt i jammeren«, som han karakteristisk skrev om Klaus Rifbjergs første digtsamling.
Kritikkens elegantier
Brostrøm blev sin generations definerende kritiker og udviklede det, der siden blev kaldt for den danske modernisme-konstruktion. Siden opfandt han betegnelsen ’knækprosa’ om den poesi fra 1970’erne, der ikke var tilsvarende modernistisk.
Brostrøm havde således et litteratursyn, men han var ikke polemiker. Han var kritikkens elegantier, der altid læste den litterære tekst på dens egne betingelser – som et selvstændigt værk af betydning og musik. Og han demonstrerede selv her i avisen, hvordan litteratur på de præmisser er og bliver væsentlig for hele verden.
Det er trist, selv om det ikke er uventet, at Torben Brostrøm nu er død, 93 år gammel.
Men som han selv skrev i erindringsbogen Ventetid: »Det er da mindre oprørende at få sin mulige og til slut uundgåelige død annonceret, hvis man har accepteret og bruger dette vilkår til at skabe en livsmusik«.
Tak til Torben Brostrøm for, at han for over et halvt århundrede siden kom til Dagbladet Information og delte sin vidunderlige og forbilledlige livsmusik med os.
Torben Brostrøms anmeldelser og artikler fik mig til at læse noget jeg aldrig havde tænkt på eller fået øje på.
Tak for det.
Uvurderlig for lærere