Det er en lille genistreg, DR 1 har lavet med programserien ’Skattejagt på museet’, som blev anmeldt her i avisen fredag. I den underholdende kendisdyst gemmer der sig en yderst relevant undersøgelse af museumsformidling.
Mens tv-personligheder som Philip Faber og Frederik Cilius vælger ting i vore museers bugnende magasiner, der skal indgå i den udstilling, de har fået til opgave at lave, stiller de sig selv de samme spørgsmål, som museumsfolk gør: Skal man lade genstandene tale for sig selv, eller skal man bruge genstandene som medium for at fortælle historier, som moderne mennesker kan relatere til? Kort sagt: Hvad er god museumsformidling?
Det er ikke nogen nem disciplin. Hvis man besøger danske museer, kan man bevidne, at der heller ikke her hersker enighed. Vi har museer som det nyåbnede Frihedsmuseet i København, der er fyldt med interaktive og taktile oplevelser, der inviterer til, at besøgende sætter deres egen moralske habitus på prøve. Men vi har også moderskibet til selvsamme museum: Nationalmuseet, hvor stemningen er mere andægtig, genstandene er æstetiserede – næsten som kunstværker – og får ikke mange ord med på vejen.
Sympatisk projekt
Når man begynder at formidle, begynder man samtidig at fortolke. Og hvor langt kan man gå med den videnskabelige faglighed i behold? Meget langt, men man må altid have for øje, at man formidler ud fra sin egen optik og tid.
Hella Joof og Nikolaj Koppel diskuterer på DR, om de på Zoologisk Museum vil fortælle om menneskets ødelæggende påvirkning, eller om de vil vise naturens mangfoldighed og slægtskaber og blot håbe, at det vil skabe ansvarsvækkende samhørighedsfølelse? Det første ville tale direkte ind i en aktuel dagsorden og vække genklang, mens det andet ville give mulighed for at opleve noget andet end sig selv.
Det er et sympatisk projekt at ville formidle på den mest publikumsengagerende måde, men museets force er, at man træder ind i en verden, der ikke er ens egen for at lære den bedre at kende.
Det er ikke nødvendigt at konkurrere med underholdningsindustrien, for man har noget, den ikke har, nemlig det, som de kendte i ’Skattejagt på museet’, er ved at dåne over: genstande, hvis fascinerende historie afdækkes og fortælles af vidende og engagerede museumsinspektører.
Med DR’s programmer kommer både genstande og museumsfolk til deres ret. Det ville ikke gøre noget, hvis det samme i højere grad skete på museerne.
“Det er ikke nødvendigt at konkurrere med underholdningsindustrien...”.
God pointe.