Kvindemuseet i Aarhus har med heftig debat til følge skiftet navn fra Kvindemuseum til KØN. Argumentet lyder, at museet siden maj 2016 har haft kønnenes kulturhistorie som nyt ansvarsområde.
»Det skete, da museets bestyrelse 4. december 2020 konkluderede på arbejdet med at finde det navn, der bedst afspejler museets aktuelle ansvarsområde,« hedder det i en pressemeddelelse af 5. december 2020. For nu er museets ansvarsområde »kønnenes kulturhistorie med afsæt i kvindehistorien«. Hvilket også implicerer ændringer i kønnenes vilkår og relationer i tidens løb samt diversitet i livsvilkår på tværs af køn, seksuel orientering, androgyni og etnicitet.
Så har vi vist fået de fleste identitetspolitiske områder med, og naturligvis skal museet interessere sig for de debatter, som brænder på i de senere år, ligesom da museet i 1982 blev startet som en græsrodsbevægelse, der dels ville skabe et kvindemuseum, dels skabe arbejdspladser for kvinder. Det blev et museum over det traditionelle kvindeliv, hvor husarbejde og moderskab var det centrale, men som også viste nybruddene i 1970’erne med Rødstrømpebevægelsen, Femølejren og det nye kvindeliv. Museet fulgte med tiden, og det skal det naturligvis stadig gøre.
Museer skal afspejle fortiden
Spørgsmålet er, hvorfor det af den grund skal skifte navn. Et museum afspejler fortiden, det er sådan set et museums raison d’être. Og dertil hører navnet Kvindemuseet. At droppe det er at nedtone hele museets tilblivelseshistorie, som det burde være en central del af dets opgave at bevare.
Og hvad forhindrer Kvindemuseet i at oprette – og lancere og reklamere – for en ny afdeling, der afspejler de senere års identitetspolitiske landvindinger?
Sandsynligvis er museet i forvejen nødt til at indrette nye lokaler til de senere års udvikling – medmindre de vil smide madam Blå på historiens losseplads. Så føj en ny afdeling til de historiske samlinger, kald gerne denne for KØN, men lad være med at nedtone arven fra en af de mest afgørende epoker i kvindernes frihedskamp, tiden hvor husmødrene blev til lønarbejdere og dermed fik den rådighed over deres egne liv, som manden hidtil havde siddet på.
Det var understrømmen under den kvindebevægelse, der i 1970’erne og frem var i stand til at definere kvindeliv på stadigt flere og friere områder. Og som Kvindemuseet er et resultat af.
Navneskiftet er vist ikke endeligt bekræftet af byrådet i Aarhus, så der er håb endnu...
@ Ete Forchhammer
Byrådets godkendelse er bare en formsag (armslængdeprincip), så der er ingen håb - desværre.
Birgitte Mulvad, mon vi har samme kilder? Efter meddelelse fra ledelsen af underskriftindsamlingen MOD navneskiftet, fik jeg indtryk af at armslængden kan betragtes fra forskellige positioner, og at det faktum at byrådet har udsat den endelige godkendelse, har åbnet for andre at argumenter end de "kønne" kan komme i betragtning.
Information læses forhåbentlig også i Aarhus.
... at andre
Det lader til at handle om en kamp mellem en mere essentialistisk feminisme, der acceptere at der er noget , der hedder kvinder og fortjenter selvsætndig historisk behandling, også en intersektionel feminisme, der gerne vil udvande alt i overdreven relativisme og social konstruktivisme.
Jeg håber at Kvindemuseet beholder sit navn, men det skal siges at den uheldige udvikling ikke er begyndt med navnet. Indholdet på Kvindemuseet er i sig selv dybt skuffende, hvis man er klassisk feminist. Under mit sidste besøg forventede jeg at få noget arbejderhistorie gennem 18 og 1900-tallet, kvindernes kamp for rettigheder, deres stilling på arbejdsmarkedet samt de kulturelle portrætter, der kom af dem som konsekvens heraf. Det er der meget, meget lidt af!
I stedet indeholder Kvindemuseet desværre allerede primært underlige, intersektionelle og halvbagte idéer om identitet og sociale konstruktioner af køn. Blandt andre absurde påhit - og meget fraværende beskrivelser af de udstillede ting - var der tegninger af små børn. Særligt en af dem var en mindre dreng, der havde tegnet en kirke med klokker. Det så den medfølgende beskrivelses forfatter åbenbart som et barns forsøg på at forstå sin egen kønsidentitet. Derudover var der et "Kussekamera", som man kunne kigge i.
Man bliver så træt af den feminisme, der postulerer at kvinden blot er en social konstruktion, der ikke fortjener særdelt historisk behandling. Jeg håber at vi med ovenstående diskussion også kan diskutere selve Kvindemuseets indhold, for det lader ikke til at handle om kvinders vilkår i nogen synderlig grad.
Der findes kun én frihed - At vi ikke længere skal have noget med hinanden at gøre.
Så hurra for friheden. Den har aldrig haft bedre kår som nu, hvor flere og flere vælger at være single og bo alene for at slippe for besværet med hinanden.
Sjældent har man læst en leder med så lidt forståelse for den aktuelle kønskamp. Det handler selvfølgelig ikke om at nedlægge Kvindemuseet men netop at undgå at kvindekampen bliver et museumsobjekt men forbliver en kamp som også relateres til aktuelle køns- og kvindekampe. Hvis man kender lidt til dem, virker det som om Information på lederplads her tydeligt tilkendegiver at den er en avis for de 60+. Som en der selv er på vej mod den alder må jeg bare hilse fra nutiden og sige “Ok boomer”.
KØN er et stærkt navn, sjovt, tankevækkende, flertydigt.
Vi bliver nysgerrige, hele banden.
Der går pop og populisme i alt nu om dage... meget skal være smart i en fart, det er her og nu det skal varme, samtidigt med at man glemmer fortidens charme.
Det er så uendelig trist en misere.
Stort ståhej for...ja, for hvad? Identitetspolitisk pop, på bekostning af kamp, historie og substans.
Enhver der ikke bryder sig om navneskiftet stemples som reaktionær og fjendsk - og ikke værd at lytte til, og politikerne er krøbet i skjul bag armslængdeprincippet - af frygt for at komme til at mene noget forkert her fem minutter i kommunalvalg.
Kvindemuseets direktør er træt af kvindekamp, hun drømmer om aktivisme og en plads i solen - hvilket hun nok også skal få...lige indtil det går op for de, der betaler regningen, at Aarhus ikke er hverken Berlin eller Francisco, og at man i forsøget på at inkludere alt og alle ekskluderet endnu flere - kvinderne.
Århus kommunalbestyrelse har nu markeret, at sagen ikke interesserer dem og Kvindemuseet kan for dem fortsætte med de udstillinger, de har haft de sidste mange år, hvor køn og seksualitet er det væsentligste.
Kvindefrigørelsen og ligeværdighed mellem kønnene er ikke interesant nok ligesom ligestilling i samfundet og på arbejdspladserne nok også er gammeldags og kedeligt.
Jeg så og arkiverede en video fra kvindemuseets hjemmeside om: En ny udstilling på Kvindemuseet i det lille røde rum (som nogle kalder skabet) om kvindebevægelsen fra 1970 og fremefter, som nu er reduceret til et ti år.
Den manglende forståelse af historien og ligefrem et helt forkerte udsagn om en effekt i den ny udstillinge om kvindebevægelsen i 1970, som direktør Julie Rokkekjær Birch reklamerer for.
Det er pinlig, uvidende og overfladisk.
(En “lille magiterning”, som hun udtaler)
Det er sørgeligt.
Itys Gjaldbæk, Sjælland.
.
Det er da også ret "sjovt" at i tider hvor mange har så meget med at kalde kvindefrigørelse for en danskværdi - så må museet , der opstod pga kvindefrigørelsen ikke hedde Kvindemuseet.