Leder

Lars Norén er død – og hans danske kollega Peter Laugesen synger denne sang for ham

Lars Norén var realist. Verden findes, bevidstheden findes, ordet findes, skriften findes. Peter Laugesen skriver om sin svenske kollega
Lars Norén findes ikke mere. Han døde i går på Karolinska i Stockholm.

Lars Norén findes ikke mere. Han døde i går på Karolinska i Stockholm.

Fredrik Sandberg

Kultur
28. januar 2021

Det er en almindelig morgen, man gør som man plejer. Man fodrer fuglene og henter avisen. Der står, hvad der plejer. Man findes ikke, man er et ord. Der er koldt, men ikke som tidligt i 1960’erne, og slet ikke som i Lars Noréns bøger.

Syrener, Snö hed hans første. Den udkom i 1963. Han var 19 år gammel. Året efter kom bogen med den titel, man gerne ville have på alle sine egne: De verbala resterna av en bildprakt som förgår. Man er et ord, man findes ikke, men ordene findes, bøgerne findes, digtene findes.

Lars Norén findes ikke mere. Han døde i går på Karolinska i Stockholm. Uden for det hospital på gaden står en lille statue af Nils Ferlin.

»Skrivaren«
kröker sig inom mig,

och jag följer hans mörka trä,
det spjärnar inte längre emot,
det växer inte längre
där det lämnade sitt tomrum.

Lars Norén og Nils Ferlin, sær samklang i navnene. Digtet er en almindelig morgen. Man læser Noren, man læser Ferlin. Man findes ikke. Man er et ord. Digte består af ord, Lars Noréns digt om skriveren står i en bog, der hedder Order, det betyder ordre, måske er digtet en ordre, måske er poesien et eneste stort bjæf af skønne ordrer, af en pragt der forstøver og forsvinder, men som alligevel altid vil være her i digtet.

En realist

Stoft hed Lars Noréns sidste digtsamling, fra 2016. »Ashes to ashes and dust to dust« som de gamle bluesramblere råbte og skreg det i New Orleans. Stoft betyder støv:

Vi är nära skönheten
på olika sätt

när vi slutar
att se den

skriver skriveren i sit mørke træ. Man læser de bøger, man læser, når man kommer skrivende til dem. Man findes ikke, man læser ikke. Den første af Lars Noréns tre små romaner om den unge generation i de ikke altid helt glade tressere, Salome, sfinxerna, blev læst i en nedbrudt sovekabine på nattoget til Stockholm, i den øverste køje, med en flænge i loftet og en radiator der ikke kunne slukkes:

»Minns du Mireille, det andra tomrummet, som man inte säjer emot.«

Den bog er fra 1968, Bisköterna er fra 1971, dens andet bind, I den underjordiska himlen, kom i 1972. Det var de år, hvor det vendte. Alt det med kærlighedens sommer, at man kunne sprøjte bevidsthed i årerne eller suge den ned i lungerne, var aldrig rigtig Lars Norens sag.

Han var realist. Verden findes, bevidstheden findes, ordet findes, skriften findes.

Baby, you’re a rich man, Baby you’re a rich man too, synger hovedpersonen Emanuel højt og falsk i den underjordiske himmel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her