Endelig. Mere end et år efter, at Vinca Wiedemann stoppede som rektor for Den Danske Filmskole, har man fundet hendes afløser: Tine Fischer, der er kvinden bag den årlige dokumentarfilmfestival CPH:DOX, som hun selv grundlagde i 2003, og som siden har vokset sig til en af verdens største og vigtigste.
Det synes at være et godt valg til en stilling, der virkelig kræver sin kvinde, og en skole, der siden grundlæggelsen i 1966 har været en enestående kunstnerisk uddannelse i Danmark. Filmskolen har om noget skabt grundlaget for dansk films gennembrud i verden, og betydelige instruktører som Lars von Trier, Lone Scherfig, Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Per Fly og Pernille Fischer Christensen er alle uddannet derfra.
Filmskolen er dog også blevet et smertensbarn, et institutionelt problem, der i en årrække har haft svært ved at finde ben at stå på, og som har knækket sin forhenværende leder, hvorfor det har været svært at finde en ny.
Bekymrede og vrede elever
Vinca Wiedemann valgte at forlade rektorposten i slutningen af 2019 efter selv fem år tidligere at have afløst Poul Nesgaard og oven på mange måneders konflikt imellem skolens ledelse og dens elever. Hun havde af Kulturministeriet fået som opgave at akademisere Filmskolen, på samme måde som de øvrige kunstneriske uddannelser – Kunstakademiet, Den Danske Scenekunstskole og Musikkonservatoriet – er blevet det i overensstemmelse med den såkaldte Bologna-proces.
Det vakte bekymring og vrede blandt filmskoleeleverne, der ikke mindst frygtede, at praktisk undervisning i vid udstrækning skulle erstattes af teori. De var desuden utilfredse med det, de mente var en uforsonlig ledelsesmæssig stil og manglende kommunikation fra Vinca Wiedemanns side, og da det viste sig, at store dele af filmbranchen stod bag den voldsomme kritik af rektor, endte det med, at hun trak sig fra stillingen.
Siden da har Bo Damgaard, tidligere direktør for TV 2 og den regionale filmpulje FilmFyn, været konstitueret rektor, og stillingen er flere gange forgæves blevet slået op. Ingen har åbenbart haft den store lyst til at træde i Vinca Wiedemanns fodspor og skulle skabe ro og fælles fodslag på Filmskolen. At det er vanskeligt at lede en kunstnerisk uddannelse, understreges af de kriser, som også Forfatterskolen og Kunstakademiet har været igennem i de senere år.
Brug for fælles fodslag
Men nu har man altså fundet en ny rektor, Tine Fischer, der tiltræder den 1. maj. Og hendes første og fremmeste opgave bliver netop at møde de studerende på Den Danske Filmskole i øjenhøjde og gøre dem trygge i forhold til, at hun vil det samme med skolen som dem.
Det er altid godt med livlig diskussion og debat om retning, mål og med på en kunstnerisk uddannelse – det sikrer udvikling og dynamik – men der er også brug for ro og enighed, så eleverne har mulighed for at fordybe sig i deres uddannelse og kunst. (Det skal i den forbindelse siges, at den fungerende rektor, Bo Damgaard, lige har offentliggjort otte nye studieordninger, der er blevet til i løbet af det seneste år i et tæt samarbejde mellem Filmskolens studiekontor, lærere og elever.)
Tine Fischer har opnået store ting på de 18 år, hun har stået i spidsen for CPH:DOX – festivalens besøgstal er i takt med dens ambitioner og størrelse vokset fra 14.000 det første år til 114.000 i 2019 – og hun formår at følge med tiden.
Meget er i de år sket med filmbranchen og ikke mindst dokumentarfilmen – teknologiske fremskridt, dokumentarfilmens status i både ind- og udland, definitionen af, hvad en dokumentarfilm overhovedet er – og om noget har CPH:DOX vist sig omstillingsparat i en omskiftelig verden.
Som for eksempel da festivalens 2020-udgave på meget kort tid og på grund af coronapandemien blev forvandlet fra en fysisk festival til en festival, der udelukkende foregik online – og med Tine Fischer i spidsen havde succes med det.
Ikke nogen nem opgave
Der er naturligvis stor forskel på at lede en årlig filmfestival og så skulle administrere og formulere de pædagogiske grundprincipper på en kunstskole som Filmskolen. Men netop evnen til at se, hvad der er behov for i en given situation og så forfølge det, bliver et aktiv for Tine Fischer.
Hun sætter sig i den varme rektorstol på Filmskolen på et tidspunkt, hvor filmbranchen er under pres, både på grund af corona og den teknologiske udvikling, der gør det sværere og sværere at tjene penge. For selv eleverne på en kunstskole skal lære at begå sig i et professionelt produktionsmiljø, der hastigt forandrer sig.
Tine Fischer har haft visioner for CPH:DOX, og det skal hun også have for Den Danske Filmskole, der ligesom resten af filmbranchen skal genfinde sin identitet og retning i en tid, hvor tv-serier og serielle formater spiller en større rolle, ikke mindst økonomisk, end filmene gør.
Skal Filmskolen for eksempel til også at undervise sine elever i netop serieproduktion? Eller skal den koncentrere sig strengt om det klassiske filmformat, som har været skolens raison d’être siden grundlæggelsen for præcis 55 år siden?
Og hvad med forholdet mellem fiktionsfilmene og dokumentarfilmene, som også var et af de områder, som Vinca Wiedemann gjorde sig upopulær på, da hun hjemsendte dokumentarfilmlinjens leder, Arne Bro?
Tine Fischer kommer indlysende med en stor kærlighed til dokumentarfilmgenren i bagagen, og som øverste chef for både CPH:DOX og den også ganske succesfulde spillefilmfestival CPH PIX, der hører under samme festivalparaply, har hun i de seneste år medvirket til, at CPH PIX er blevet reduceret til noget nær ingenting. Hun er nødt til at genfinde sin kærlighed til fiktionsfilmen, hvis hun vil begå sig på Filmskolen.
Det er en blanding af diplomati, pædagogisk indsigt, fremtidsvisioner og kunstnerisk integritet, der skal gøre Filmskolen til det kraftcenter i talentudviklingen i dansk film, som den var engang. Det er ikke nogen nem opgave for den nye rektor, og det bliver med hele filmdanmarks bevågenhed, at Tine Fischer kaster sig over den.
Forlad Bologna! Vi må være det første, før skidtet braser sammen for Europa. Det kan være fint, man foretrækker massen for kvaliteten; men hvis man ikke vil give massen kvaliteten, kan det være lige meget. I øvrigt er der ingen grund til, at massen ikke skulle møde kvaliteten - eller møde den så tidligt, i gymnasiet, at man kan træffe et informeret valg om sin fremtid: i den daglige trummerum eller som skaber af nyt. Det var aldrig tidligere et problem at træffe det valg, men det er selvfølgelig blevet det, efterhånden som det almindelige arbejdsmarked er blevet forrået og ikke længere tilbyder den helt nødvendige fornemmelse af at kunne yde sit bedste til glæde for andre og af nødvendighed for helheden. - Vi har på den måde proletariseret arbejdsmarkedet, så man fuldstændig har tabt formålet af syne og i stedet kun tænker i profitmaksimering; men det er ikke 'pengene', men indsatsen, der skaber værdien, og denne bliver alle mere tilfredse med, når man kan gøre det, man gjorde i går, bedre i dag.
En kommentar til:
”Hun havde af kulturministeriet fået som opgave at akademisere Filmskolen på samme måde, som de øvrige kunstneriske uddannelser – Kunstakademiet, Den Danske Scenekunstskole og Musikkonservatoriet – er blevet det i overensstemmelse med den såkaldte Bologna-proces”.
Begrebet ”akademisere” vil meget nemt kunne give nogle forkerte forestillinger om, hvad der kræves af de videregående statslige kunstskoler i forbindelse med en akkreditering (statslig godkendelse af institutionernes kvalitetssikring) og give grundlag for mytedannelser. Universiteterne er heller ikke blevet yderligere akademiseret af at blive udsat for Bologna – processen.
De studerende skal f.eks. ikke til, i stedet for at lære noget håndværksmæssigt i forbindelse med kunst, at gå til forelæsninger i kunstteori, f.eks. filmteori. Noget, der typisk går igen i mediernes vildledende fremstillinger af, hvad kunstuddannelserne skal udsættes for, og nogle forestillinger, som ansatte på kunstuddannelserne ynder at viderebringe til medierne, enten af uvidenhed eller i et bevidst forsøg på at danne en bestemt ”offermyte”. Myten om at ville erstatte kunstnerisk praksis med ”gold” teori er så nem at forstå.
Når der senere i artiklen står ” --- skulle administrere og formulere de pædagogiske grundprincipper på en kunstskole som Filmskolen”, så kommer det til dels sandheden nærmere, og alligevel ikke.
Kunstuddannelserne fastlægger selv deres grundlæggende principper for uddannelsen, også pædagogisk set. MEN det bliver bestemt via principperne i Bolognaprocessen, at det, der sker på uddannelserne, skal kunne formuleres inden for rammerne af en bestemt forståelse af læring og kompetenceudvikling, og selve mulighederne for kvalitetssikring og gennemsigtighed gør, at aktiviteterne derfor også skal foregå inden for nogle bestemte organisatoriske og ledelsesmæssige rammer.
Hvis man skal tale om en akademisering, foregår det ikke primært inden for det kunstfaglige, men inden for læring, kompetenceudvikling, ledelse og organisation. Så der er nogle nye, også til dels teoretiske krav, der pålægges såvel undervisere som studerende.
Man kan også lidt mere abstrakt sige, at hvis kunstnere skal skabe noget, der kan evalueres, i overensstemmelse med pædagogikkens læringsbegreb og Bologna – processens kompetencebegreb, skal der tekst på. Der er et afgørende nyt fokus på processen frem for produktet (der selvfølgelig stadig er vigtigt).
Hvis nogen inden for bestemte former romantisk og modernistisk kunstforståelse protesterer her, kan jeg godt forstå det, men det forhindrer dem ikke i kunstnerisk set at gøre det, de hele tiden har gjort. Der pålægges dem godt nok en ”ekstra byrde”, noget som de måske af uvidenhed vil kalde for DJØF – isering.
Som Sanne Kofod Olsen, tidligere rektor på Billedkunstskolerne, redegjorde for på et møde d. 20/8 2018 på Filmskolen, skal man ikke til at gøre noget andet med film, end det man hidtil har gjort, men der er nu et krav om, at der skal sættes ord på, dvs. at tavs håndværksmæssig viden skal ”italesættes” af hensyn læring, kompetenceudvikling og kvalitetssikring.
https://www.information.dk/kultur/2018/08/uddanne-episodeforfattere-tv-s...
Af Kvalitetssikring af uddannelser på Den danske Filmskole (udg. 2019) på skolens hjemmeside fremgår det af punkt 3 Delpolitik for vidensbasering og videnproduktion s. 11, at Filmskolen arbejder frem mod en akkreditering af skolens uddannelser på BFA og MFA niveau.
Det bliver interessant at se, om skolens nye rektor vil fastholde en sådan målsætning.
Indtil videre er det jo noget, som Kulturministeriet stærkt har villet anbefale, og som der har stået et folketingsflertal bag.
En sådan målsætning for uddannelserne i fremtiden fremgår jo ikke af Filmskolens nuværende lovgrundlag, og det fremgår af beskrivelsen af uddannelserne på skolens hjemmeside, at der også fra 2021 er tale om 4 - årige uddannelser. Indtil videre har uddannelserne vel mest karakter af at være på niveau med en Professionsbachelor.
Det bliver interessant at se, hvad det udvalg under Kulturministeriet, der skal analysere de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer, som findes på de videregående statslige kunstskoler i dag, og som skal give scenarier og modeller for løsninger, når frem til af forslag til løsninger vedrørende Filmskolen.
Netop, Bjarne Toft Sørensen, så er universiteterne blevet skolegjorte af Bologna; men det er altså modsat for alskens professioner, hvor indgangen til bachelorsystemet har indført en teoretisk dimension, som muligvis holder de største talenter væk.
På de kunstneriske uddannelser er der jo en meget prosaisk årsag til forandringerne: man vil sikre en overgang til noget andet, når det nu viser sig, at talentet ikke kan være, så skal man jo hurtigt komme videre til noget andet, er det åbenlyst holdningen.
@Steffen Gliese
"--- indgangen til bachelorsystemet har indført en teoretisk dimension, som muligvis holder de største talenter væk".
Hvis der havde stået "holder nogle store talenter væk", så ville jeg have givet dig ret, med henblik på professionshøjskolerne og også vedrørende Filmskolen. Men jeg tror ikke på, at det vil være en stor andel af talenterne, vi her taler om.
Med hensyn til f.eks. de kunst - og kulturvidenskabelige uddannelser på universiteterne og de videregående statslige kunstakademier, så er der med kravet om institutionsakkreditering kommet et langt større fokus på pædagogisk og evalueringsmæssig gennemsigtighed og kvalitet, hvilket har styrket de studerendes berettigede forventninger om pædagogisk kvalitet og rimelige evalueringer.
Der er også en række personer, der berettiget har fået stækket deres magt i forbindelse med kravet om akkreditering. Det er dem, der i kraft af deres stillinger har fået stor magt, som har set sig selv som en form for genier, og som derfor har betragtet det som en selvfølge, at de kunne misbruge denne magt.
Et godt eksempel på en sådan tænkning kom til udtryk hos Horace Engdahl og store dele af Det svenske Akademi, der så sig hævet over domstolene og resten af det svenske samfund.