Joy Mogensen meldte i sidste uge klart ud: Der kommer en ny organisering af de kunstneriske uddannelser, hvor man skal væk fra »den akademiske glidebane«, som hun kaldte det i en opsigtsvækkende kronik i Jyllands-Posten.
Så klar en vision for kunstuddannelserne er opsigtsvækkende, fordi den går imod den politiske retning, der de seneste ti år har fokuseret på øget akademisering, hvor man for eksempel nu kan blive bachelor, kandidat eller ph.d., som man kender det fra universiteterne.
Joy Mogensen skrev yderligere, at hun nu vil »styrke fokus på det kunstneriske håndværk« og understregede, at »akademisering af vores kunstneriske uddannelser ikke er vejen frem«.
Det er ellers ikke mere end ti år siden, at store dele af den værdifulde fagkundskab på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København blev reduceret på grund af krav om offentlige besparelser, som kulminerede med det forhadte omprioriteringsbidrag. I 2008 var der ni professorskoler, i dag er der kun fire. Værksteder er nedlagt, laboratorieledere afskediget, og lokaler er solgt fra. Midlerne til at drive Kunstakademiet for blev ifølge Kulturministeriets egne tal reduceret med 16 procent fra 2008 til 2016. Det har ikke bare amputeret akademiets faglighed, men også svækket dets mulighed for at tiltrække nye talenter nationalt og internationalt.
Derfor lyder det umiddelbart forjættende, at kulturministeren nu vil satse på den unikke kunstneriske faglighed. Den, som de ellers har haft travlt med at beskære i det sidste årti.
Øvelse gør mester
Alligevel er der ikke lutter jubel over de nye visioner. At kulturministeren nu vil sætte håndværket først og udfase »akademiseringen«, kan også tolkes som en kritik af den samtidige kunst, der ofte er idébaseret.
For mange aktuelle kunstnere er der ikke nødvendigvis en modsætning mellem filosofi og praksis, mellem teori og kunst. Foreningen UKK – Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere reagerede derfor stærkt på ministerens udmelding og skrev et åbent brev, der pointerede, at kunstnere skal have mulighed for at fordybe sig teoretisk i samfundsmæssige problemstillinger, hvis kunsten skal være relevant for samfundet.
Det ville være katastrofalt, hvis Mogensens udsagn rent faktisk blot udtrykker et forældet kunstsyn, hvor kunsten skal være genkendelig som kunst og smukt udført.
I sidste uge satte stifter af og direktør for CPH:DOX Tine Fischer sig i stolen som ny rektor for Filmskolen. Hun udtalte til Politiken efter ansættelsen:
»Man bliver simpelthen ikke en god maler uden at male, man bliver ikke en god instruktør uden at have en praksis.«
Den sætning siger meget, for Filmskolens tidligere rektor Vinca Wiedemann blev nærmest smidt på porten af de studerende for at forsøge at implementere en mere akademisk linje. Så også for Filmskolen er det nu fagligheden, der er i fokus.
Stor udskiftning i akademiledelserne
Spørgsmålet er, hvordan ministerens vision vil blive forvaltet. Det lader til, at det primært er et spørgsmål om at få styrket ledelserne på skolerne og fundere dem i kunstfaglige bestyrelser: »Overvejelserne vil dreje sig om at få etableret bestyrelser, der kan sikre, at vores kunstneriske uddannelser er forankret i det kunstneriske håndværk«, som Joy Mogensen skrev på Facebook.
Det gode ved denne plan er, at det vil styrke rektorerne på de enkelte uddannelser at have en faglig bestyrelse i ryggen, når beslutninger skal træffes, og bølgerne eventuelt går højt. Af forskellige årsager har rektorer på både Filmskolen, Kunstakademiet og Forfatterskolen fratrådt deres stillinger de seneste år. Og på det niveau vil øget faglighed omkring rektorerne betyde en styrket ledelse, hvor det ikke er enkeltpersoner, der skal stå på mål for ting, der ofte er politisk bestemt.
Regeringens nye toner virker lige nu ekstra relevante, fordi der er ved at blive ansat ny rektor på Akademiet. Det kunne tyde på, at det bliver en udøvende billedkunstner, der satses på. Det ville ikke nødvendigvis være en dårlig prioritering lige nu.
For godt nok er det en stor misforståelse, at der skulle herske en modsætning mellem kunst og teori. Men det er til gengæld sandt, at ’akademiseringen’, forstået som en bureaukratisering af kunstuddannelserne i retning af universetsverdenen, ikke har gavnet dem.
Kunst er en SAMMENFLETNING af hånd og ånd.
Ingen opdeling.
Uden det ene, ikke det andet.
Hvis kulturministeren vil væk fra den ”akademiske glidebane”, må det være afgørende at få præciseret, hvad ministeren i det hele taget mener med ”akademisk” og ”glidebane”.
Umiddelbart, set i en større politisk, uddannelsesmæssig og kulturministeriel sammenhæng, giver det ikke rigtigt mening i forhold til, hvad der er realiserbart inden for en kortere årrække. Det får dermed mest karakter af signalpolitik og populisme oven på den uro, der har været i relation til Filmskolen og Billedkunstskolerne.
En melding til ansatte og studerende på de to uddannelser om, at ministeren forstår deres bekymringer. Det vil forhåbentlig medføre, at de nye rektorer får mulighed for en start med en vis imødekommenhed på institutionerne.
Det skal også ses i sammenhæng med, at regeringen har nedsat en udvalg, fordi den ” --- ønsker en undersøgelse af ledelse og strukturer på hele det kunstneriske uddannelsesområde” (som der står i kommissoriet), og det omfatter mere præcist institutionerne for de 7 statslige videregående kunstuddannelser.
Udvalget skal også udarbejde ” ---- forskellige scenarier og modeller for udvikling af de kunstneriske uddannelser” og komme med forslag til fremtidig organisering. Udvalget skal færdiggøre sit arbejde senest oktober 2021.
Udvalget har et ret bredt kommissorium, og det må vel betegnes som upassende fra ministerens side på en række områder på forhånd at udtale sig skråsikkert om, hvilke anbefalinger udvalget skal nå frem til.
Hvis kulturministerens udmeldinger skal tages alvorligt, om helt nye prioriteringer på de videregående kunstneriske uddannelser, må det også omfatte ret voldsomme ændringer af lovgivningen på området. Umiddelbart kommer jeg her til at tænke på de uforudsete konsekvenser, da Storbritannien besluttede at forlade EU.
Ikke mindst i tilknytning til vores forpligtelser ved tilslutningen til Bologna – processen, der i dansk sammenhæng er forbundet med institutionsakkreditering (statslig kvalitetssikring af institutioners uddannelser), der igen er forbundet med en række krav til de institutioner, der rummer de statslige videregående kunstneriske uddannelser.
Der må, i givet fald, foretages væsentlige ændringer af bl.a. ”Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet” (her nævnes krav om Institutionsakkreditering i §8),
”Bekendtgørelse af lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner” samt udformningen af ”Kvalifikationsrammen for de videregående kunstneriske uddannelser” (sådan én skal der være i overensstemmelse med Bolognaprocessen).
Der er en hel del om, som der står i lederen, ” ----at ’akademiseringen’, forstået som en bureaukratisering af kunstuddannelserne i retning af universitetsverdenen, ikke har gavnet dem”, hvor jeg så vil præcisere, at det i høj grad hænger sammen med netop den måde, det er sket på, hvilket igen har været betinget af internationale aftaler og ”Bologna - processen”.
At ville have bevaret strukturen og opfattelsen af kunst, uddannelse og forskning på Billedkunstuddannelserne, som de var frem til årtusindskiftet, ville på den anden side også have været helt uacceptabelt.
Det ville på en række områder have været i modstrid dels med udviklingen i samtidskunsten (fint præciseret i kritikken fra foreningen UKK) og dels en række principper for samtidens uddannelsesinstitutioner af organisatorisk og pædagogisk karakter, f.eks. i retning af åbenhed, gennemsigtighed og løbende evaluering af undervisning, vejledning og omgangsformer.
Ja, kunst er en sammenfletning af hånd og ånd. Men det forekommer mig også at kunst netop ikke er akademisk som synonym for ånden i kunsten. Den akademiske indfaldsvinkel til kunst hører til formidling, tolkning, og kuratering.
For nogle år siden blev en professor ved kunstakademiet spurgt, hvad der konstituerer det gode kunstværk. Hans svar var: den gode ide.
Selvfølgelig er den gode ide vigtig, men der er dog stadig langt fra den til det gode kunstværk.
Ministeren har efter min mening en pointe.
Måske bliver det os, der først sender Bolognaprocessen på pension, det vil være en stor forbedring.
Man kan være meget bekymret for, om man virkelig kan - men talentet ligger jo netop i at give ånden fri og lade værket opstå på baggrund af det sprog, man unikt har forfinet.
Det er jo ikke, fordi den gamle, håndværksbaserede undervisning var tømt for ånd - den fostrede COBRA, den fostrede surrealisme, ekspressionisme, absurdisme, dada og alt det andet.
@Christian De Thurah
En kommentar til:
"For nogle år siden blev en professor ved kunstakademiet spurgt, hvad der konstituerer det gode kunstværk. Hans svar var: den gode ide.
Selvfølgelig er den gode ide vigtig, men der er dog stadig langt fra den til det gode kunstværk".
"Efter store udstillinger på TATE Modern i London og Palais de Tokyo i Paris præsenterer Kunsten i Aalborg for første gang den berlinbaserede kunstner Tino Sehgal i Danmark. Ny Carlsbergfondet har doneret værket, som overleveres mundtligt fra kunstneren til museet. Overleveringen er juridisk bindende, men der findes ikke en skriftlig kontrakt. Til gengæld venter der en stor oplevelse.
Normalt er kunstværker mere eller mindre fysiske objekter, som iagttages af et publikum. For Tino Sehgal er det anderledes. Hvis der ikke er mennesker, er der intet kunstværk. Der er ingen nedskrevne regler for, hvordan værket skal opføres; kun mundtlige overleveringer. Tino Sehgal bygger i sine værker bro mellem dans, leg og kunst og har vundet stor international anerkendelse for dette arbejde."
https://aalborgnu.dk/nyheder/koeber-kunst-du-selv-er-en-del-af/2726a395-...
Bjarne Toft Sørensen
Tak for henvisningen, jeg havde ikke hørt om Tino Sehgals værk.
Jeg synes bare ikke, det ændrer noget, om et kunstværk er et maleri, en skulptur, et digt - eller som her en form for performance. Den gode ide er i alle tilfælde kun første skridt på vejen til værket.
Et interessant eksempel, Bjarne Toft Sørensen, som dog netop underbygger betydningen af at lægge allerstørst vægt på den kunstneriske praksis.
Sehgal er jo uddannet danser, og en af hans væsentlige manifestationer har jo netop været rekonstruktion af historisk betydningsfulde danskeres stil.
Vi taler jo her også om værker, der kan synes kunstnerisk at være i familie med John Cages kompositioner - men Cage udviklede jo sine værker på baggrund af en klassisk musikalsk træning, bl.a. hos Schönberg, mens han senere kastede sig over filosofi og zenbuddhisme. Interessant er det i øvrigt i forhold til Sehgal, som jo også havde Merce Cunningham som en af de koreografer, hvis stil han emulerer.
Spørgsmålet er for mig: ville vi med den tunge teoretisering i dag kunne tiltrække en Heerup? Ville vi opleve udbrud som De Unge Vilde? Har kunstens visdomskilder ikke meget tit været nogle andre end akademismen - og handler det i virkeligheden ikke om den uophørlige strid om at lægge kunsten i tankens lænker?
@Steffen Gliese:
Jeg tænkte også på "familieligheden" med John Cages kompositioner.
Godt nok er en del af den anvendte teori i den teoretiske undervisning på Billedkunstskolerne "tung", men den fylder alligevel, samlet set, forholdsvis lidt i aktiviteterne som helhed. Ud fra det billede man kan danne sig ved f.eks. at nærlæse Billedskolernes hjemmeside og deres undervisningsprogrammer og at nærstudere afgangsudstillingerne.
Ud fra mine erfaringer kender de fleste unge billedkunstnere en del til filosofi og kunstteori, men det er i de færreste tilfælde deres stærke side (det man kalder at "have kendskab til"), og deres anvendelse af den har først og fremmest karakter af intuition og inspiration. Og sådan skal det vel også være.
Lidt på samme måde, som de unge digtere brugte filosofien på i det tidlige tyske romantik, hvor der også, i den senere forskning, har været en tradition for at forbinde tidens digtning og filosofi.
Her et eksempel fra Billedkunstskolernes undervisningsprogram:
https://semester.kunstakademiet.dk/?range=2020-02-01_2020-10-31&p=674
Det kan diskuteres om talentet udgør 2/5/10%? om held tæller med? men ingen tvivl om at resten er disciplin, øvelse, om og om og om igen.
@Ete Forchhammer
Den rejste problemstilling kan ikke besvares enkelt, for det har vel bl.a. meget at gøre med, hvilken kunstart der er tale om, og om der f.eks. er tale om udøvende eller skabende kunst inden for den pågældende kunstart.
Desuden må forbindelsen mellem det teoretiske og det håndværksmæssige også være meget forskellig, alt efter hvad det er, man uddanner sig til.
Når Steen Kyed, afdelingsleder og en del af direktionen i Kulturministeriet, på et informationsmøde for et par år siden omtalte uddannelserne på den aktuelle Filmskole, med dens 8 uddannelser rettet mod bestemte branche - og produktionsforhold, som former for professions - bachelor uddannelser, så er det vel ikke helt ved siden af. I hvert fald for nogle at de 8 uddannelsers vedkommende.
Tilsvarende ville det vel være helt ved siden af at sammenligne uddannelserne på Billedkunstskolerne med professions - højskoler, til trods for den specialisering der også her finder sted.
På musikkonservatoriet må der vel også været en væsentlig forskel på, om man f.eks. på uddannelsen ved sine valg satser på fremover at arbejde som komponist, dirigent eller violinist.
Kulturministerens meget generaliserende overvejelser over det teoretiske, det håndværksmæssige og det "akademiske" på de 7 forskellige uddannelser virker, ikke mindst på den baggrund, ukvalificerede og uden indsigt i, hvad der reelt sker på de forskellige uddannelser.
Kulturministerens udmeldinger er ukvalificeret bredtfavnende om de videregående kunstneriske uddannelserne på de 7 statslige uddannelsesinstitutioner. Det er de på samme måde som kravet om, at samtlige studieordninger på uddannelserne skal kunne tilpasses samme kvalifikationsramme.
En kvalifikationsramme, der i sin form og i sit indhold som model har en tilsvarende ramme for de videnskabelige uddannelser på universiteterne, dog med tilpasninger og forbehold.
I hvor høj grad passer det så sammen med de aktiviteter, der ud fra kunstfaglige vurderinger med rimelighed skal iværksættes på de mange forskellige uddannelser på de 7 institutioner?
https://ufm.dk/uddannelse/anerkendelse-og-dokumentation/dokumentation/kv...
Jeg har samme indtryk som Bjarne Toft Sørensen af kulturministerens indsigt i kunst. Det primære for hende er at uddanne færrest mulige til arbejdsløshed.
Der er andre, der må tage sig af spørgsmålet om målsætninger for kunstnerisk uddannelse. Dr. Strange i Klaus Rifbjergs radiokrønike »De Beskedne« sagde om den slags til kulturministeriets kontorchef Svobski (forfatteren havde noget med navne): »Spædbørn slår sig sjældent vej ud gennem kuvøsen.« Altså må man hjælpe dem ud af den, og gøre dem klar til at klare sig selv.
Hvis nogen vil læse en hylemorsom udveksling af replikker om det at arbejde kunstnerisk, så er det i afsnittet November 1963.
Da jeg i sin tid gik på Skolen for Brugskunst i slutningen af 1970'erne, var dette sted simpelhen byens bedste fritidshjem bla. pga. en vis autonimi i forbindelse med opgave løsninger og undervisning.
Mange år senere er jeg stødt på historier om , at folk på beklædningslinien samme sted nu skulle læse og forstå de postmoderne franske filosoffer, som en obligatorisk del af pensum.
Det kan i sig selv være fint nok (i andre sammenhænge), men at det skulle udvikle ens formforståelse, den kunstneriske sansning, intuision og håndværksmæssige kunnen, har jeg aldrig fattet !
Det er vigtigt, at også designere f.eks. har en bevidsthed om og en evne til at reflektere over deres roller og funktioner i samfundet.
Om det ligefrem i undervisningen er væsentligt i den sammenhæng at gå til uddrag af værker i postmoderne fransk filosofi, af f.eks. Foucault, for at give designere sådanne kompetencer, er et mere åbent spørgsmål.
Nogle postmoderne franske filosoffer beskæftiger sig også eksplicit med æstetiske spørgsmål, f.eks. Lyotard om det sublime, og det kunne måske være relevant at inddrage i undervisningen i én eller anden sammenhæng. Men igen, behøver det at være i form af læsning af uddrag af hans værker?
En del undervisere i det teoretisk stof på de æstetisk orienterede uddannelser (f.eks. kunst, arkitektur, design) er uddannede som f.eks kunsthistorikere på universitetet, og mange af dem har gennem deres uddannelse lært, at der er stor prestige i at læse originaltekster i fransk filosofi.
For et par år siden diskuterede jeg med en filosof - kollega, med speciale i fransk filosofi, om det nu også kunne være rimeligt, at hans kone, der lige var startet på studiet i kunsthistorie, allerede skulle starte med at læse originaltekster af Derrida som led i undervisningen.
For nogle årtier siden var der en strid, bl.a. i Teater Ét, hvor dramaturger ved Danmarks Radio krævede, at dramatikerne overholdt de narrative modeller.
Svaret fra dramatikerne var som helhed meget konkret: det er os, der opfinder de narrative modeller, og jer, der analyserer og beskriver dem. Det er et synspunkt, jeg altid har fundet virkeligt appellerende.
Ah, det kan jeg gøre bedre: 'det er os, der konstruerer fortællingens narrative form, og jer der finder mønstre og skaber modeller.'