Nyheden om, at seks af den populære amerikanske forfatter Dr. Seuss’ børnebøger ikke længere vil blive udgivet, viser, at der bliver truffet fornuftige beslutninger som følge af den offentlige diskussion om racisme i kulturen.
Kritikken af beslutningen er forudsigelig og forståelig, hvis man er bekymret for identitetspolitikkens udrensningsiver. Men der er ikke tale om censur.
Værkerne – som er nogle af forfatterens ret ukendte og mindre kendte – vil stadig findes på biblioteker og i de mange udgaver, som i hvert fald to af de seks værker er udkommet i gennem årene, siden And to Think That I Saw It on Mulberry Street udkom første gang i 1937 og If I Ran the Zoo i 1950. Begge disse bøger er eksotiserende og indeholder racistiske karikaturer af forskellige folkeslag.
Theodor Seuss Geisel kendt som Dr. Seuss er en vigtig forfatter i amerikansk børne- og populærkultur. Kun få af hans bøger er tilgængelige på dansk, men mange kender måske Katten i hatten, Grinchen: Julen er stjålet og Horton og støvfolket.
Dr. Seuss er en begavet ordekvilibrist, og hans sjove, nonsensagtige rimede sprog er blandt andet blevet brugt i læsekampagner, og mange amerikanske børn har lært at læse med hans bøger. Derfor er der også en betragtelig mængde nostalgi forbundet med ham.
Det er ikke rart at erkende, at bøger, man har elsket som barn, har racistisk indhold, og deri ligger også en stor del af forklaringen på de voldsomme reaktioner, man mødes med, når man påpeger det.
For det er ikke desto mindre, sådan det forholder sig. Det har Seuss til dels også selv erkendt. Ifølge den amerikanske litteraturforsker Philip Nel, der har skrevet flere bøger om forfatterskabet blandt andet Was the Cat in the Hat Black?, fjernede forfatteren gul farve og en lang tynd fletning, der snoede sig som en hale, fra en tegning af en kineser i And to Think That I Saw It on Mulberry Street i 1978.
Vigtige diskussioner
Dr. Seuss begyndte sin karriere som karikatur- og tegneserietegner i 1920’erne, og noget af hans tidlige arbejde indeholder ret rystende racisme, som jo var ganske normal i USA på det tidspunkt, men senere i livet blev han en udtalt kritiker af racisme og særligt antisemitisme, og hans børnebøger bærer ofte på et budskab om værdien af inklusion og mangfoldighed.
Paradokset er, at de samtidig stadig gengiver racistiske stereotyper. Det kender vi også fra danske børnebogsforfattere som for eksempel Halfdan Rasmussen, Egon Mathiesen og Jørgen Clevin. Dr. Seuss og de danske forfattere er gode eksempler på, at stærk ikonografi og stereotypi indlejres i os alle og ubevidst reproduceres, også når man faktisk forsøger at sende et helt modsatrettet budskab.
Hvad gør man så ved det? Særligt børnelitteraturen er præget af genudgivelser. Forældre køber de bøger, de selv elskede som børn, og derfor bliver forlagene selvfølgelig ved med at udgive dem, og det er der i mange tilfælde også god grund til, da det ofte er gode bøger.
Men det er det ikke altid. Eller i hvert fald ikke kun.
Også gode bøger kan have racistisk indhold. Og selv om man måske kan blive træt af de evindelige diskussioner om, hvad børnelitteratur bør og ikke bør indeholde, så er det vigtige diskussioner, der også rækker ind i voksenlitteraturen. De er med til at gøre os til mere bevidste læsere.
Hele historien om Dr. Seuss’ udvikling som forfatter og den forandrede reception af ham i USA viser, at der er god grund til altid at forholde sig kritisk til den litteratur, der er med til at forme os. Verden forandrer sig. Det betyder ikke, at vi skal forandre den eksisterende litteratur, så den passer til skiftende dagsordner, men det betyder, at vi altid må se på den med friske øjne.
Disse diskussioner handler ikke om, at vi nu har nået et moralsk korrekt rum, hvorfra hele fortiden skal revideres. Men om, at vi bliver bedre til sammen at reflektere over det i nutiden.
Måske behøver man ikke genudgive alle Dr. Seuss’ bøger, måske er det okay, at nogle af dem bliver til museumsgenstande, mens andre fortsat udgives, fordi de er fantastiske bøger, der først og fremmest fascinerer som litteratur, og som vi nu godt kan finde ud af at læse på en ny måde i en ny tid.
Det er sjovt, at billedet til teksten alt andet end repræsenterer racisme, ej heller nedgør nogen - men blot portrætterer traditionel påklædning og madkultur i samtiden. Havde været interessant at se noget angribeligt...
Trods alt består der den fordel i, at være nået en alder af 55 år, og at jeg samtidig ikke har en videregående uddannelse.
At jeg som barn levede i et homogent samfund, og gik i en homogen folkeskole, fri for udfordringer af mangfoldighed og multi kultur.
Og at jeg som voksen, nok arbejder i en branche med mangfoldighed, i servicebranchen, men samtidig også arbejder sammen med kolleger, uanset herkomst.
Der er i besiddelse af ganske almindelig sund fornuft, og som arbejder sammen i henhold til samme.
Og ikke indenfor brancher med videregående uddannelser, eller på institutionerne, hvor du tager en videregående uddannelser.
Identitets politik og cancel culture, er en sygdom som ødelægger mennesker.
Og giver ekstreme minoritets aktivister, en magt og indflydelse, som er fuldstændig ude af proportion med den andel af samfundet, de udgør.
Gid det ikke når fra toppen til bunden, hvor jeg lever og arbejder i den virkelige verden, og jeg håber at nogle får stoppet galskaben.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Hver tidsperiode har sine egne værdiskabeloner. Og det er helt fint.
Men at ville udradere tidligere tidsperioder og de tilhørende værdiskabeloner er ikke fint. Det er arrogant.
Hvad har vi dog ud af at dømme fortidens folk med nutidens erkendelse ?.
Men der er nok ikke den store grund til at genoptrykke gamle børnebøger når nu nye vil være bedre i dannelsesøjemed.
Men den dag de og andre litterære skrifter bliver bandlyst eller sågar brændt på bålet, så er det på tide at råbe stop.
@Rune Mariboe
I 1978 var der ingen kinesere der så ud som på billedet, og det er desuden en traditionel manchurisk påklædning, påført han-, kantonesisk og andre kinesiske majoritet. Manchurerne var erobrere fra nord for Kinas grænser, der - ligesom mongolerne tidligere - havde erobret Kina og påført befolkningen, inklusive dens adel, at klæde sig ligesom dem selv.
Jeg vil ikke kalde den slags racistisk, men den er dog udtryk for en nærmest aggressivt hævdende ret til at være uvidende., når vi har at gøre med brug af stereotyper der ikke bare er for længst forældet, men desuden i virkeligheden beskriver en anden kultur end den tror at den gør. Det ville svare til at lave en dansk børnebog om amerikanske indfødte og så lave en tegning om at de stadig rider rundt med geværer og overfalder "cowboyderne". Og at de derudover bliver fremstillet som var de aztekere...