Leder

Joy Mogensens lovforslag er højst en parentes i kampen mod techgiganterne

Man fristes til at kalde kulturminister Joy Mogensens lovforslag om at tvinge Facebook og Google til at betale for rettigheder til det indhold fra danske nyhedsmedier, de lægger online, for en fis i en hornlygte, skriver Lasse Jensen i denne leder
Kulturminister Joy Mogensens lovforslag om at tvinge Facebook og Google til at betale for rettigheder til det indhold fra danske nyhedsmedier, de lægger online, vil næppe ændre meget. Hvis man virkelig ville hente penge, burde fokus være på milliarder af annoncekroner, der lander på udenlandske hænder.

Kulturminister Joy Mogensens lovforslag om at tvinge Facebook og Google til at betale for rettigheder til det indhold fra danske nyhedsmedier, de lægger online, vil næppe ændre meget. Hvis man virkelig ville hente penge, burde fokus være på milliarder af annoncekroner, der lander på udenlandske hænder.

Kultur
29. marts 2021

Mandag fremsætter kulturminister Joy Mogensen forslag til lov L205, der ifølge ministeriets pressemeddelelse vil betyde, at »Techgiganter skal betale for brug af nyheder og musik«. Det er den meget korte spinsammenfatning af 40 siders lovtekst og bemærkninger, og den lover mere, end virkeligheden byder. Hvis man tror, at hundreder af millioner af kroner efter lovens ikrafttræden den 7. juni vil rulle ind til danske nyhedsproducenter og musikere, tror man nok fejl.

Lovens vigtigste nyskabelse er, at den giver rettighedshaverne en ny udgiverrettighed, så de selv kan bestemme, hvem der må bruge deres indhold, og giver dem mulighed for at gå sammen og lave kollektive aftaler med techgiganterne.

Nyt er også, at det såkaldte aftalelicensnævn får myndighed til at afgøre eventuelle tvister, og at nævnet kan fastsætte betalingens størrelse. Det sidste vil uden tvivl få både Google og Facebook op af starthullerne. Kulturministeren siger, at »hvis medierne skal blive ved med at lave journalistik, skal de selvfølgelig også betales for det«.

Vælger den fokerte kamp

Det lyder indlysende, men – som lektor i journalistik og ekspert i digital journalistik og internetkultur Didde Elnif sagde til denne avis lørdag: »Det er en god idé at tage kampen mod techgiganterne på en eller anden måde, men jeg tror, man vælger den forkerte kamp. Mange medier har fået en meget større trafik på deres hjemmesider på grund af de sociale medier.«

Nyhedsmedierne har nemlig i årevis selv aktivt brugt ikke mindst Facebook til at udbrede deres indhold. Uden at kræve penge for det. For mindre opstartsmedier som for eksempel Zetland og Altinget har Facebook været et centralt marketingværktøj, og begge medier er modstandere af den nye lov. Kulturministeren har tydeligvis været inspireret af interesseorganisationen Danske Medier, der primært repræsenterer de store danske dagbladshuse.

Brutalitet virker

I Australien, hvor parlamentet indførte en næsten tilsvarende lov, er det tydeligt, at kun de store udgivere høster fordele (det betyder down under en enkelt: Rupert Murdoch), mens netop de mindre, nye og uafhængige netmedier har udtrykt meget stor bekymring. Forskellen mellem Australien og Danmark er dog, at den australske lov er en antimonopol, altså en konkurrencelov, mens den danske lov er en udvidelse og ændring af ophavsretsloven.

Det er ikke mange måneder siden, at Facebook som en reaktion imod det australske lovforslag simpelthen lukkede ned for australske nyheder. Lockouten ramte så også en række andre, herunder offentlige sundhedssites, og den gav et alvorligt hak i tuden til Facebooks image. Forinden havde Google givet sin accept til en forhandling, men Facebooks bøllemetode fik faktisk en vigtig paragraf ændret, så den nye lov var til at leve med for Mark Zuckerberg. Brutaliteten virkede.

Kan hente milliarder på annoncemarkedet

Tilsvarende metoder er ikke ukendte i Danmark. Lovforslag L205 drejer sig også om YouTube, som ejes af Google. Da YouTube sidste forår meddelte den danske rettighedsorganisation KODA, at man ville skære royalties til danske rettighedshavere på musikområdet med 70 procent (!), gik forhandlingerne i hårdknude, og YouTube blokerede derefter dansk musik på sine kanaler i to måneder. På den baggrund indgik KODA en ny aftale med den amerikanske techgigant, som medførte, at betalingen »gik op«, som det officielt lød.

Måske droppede eller reducerede YouTube sit krav om en massiv nedskæring af rettighedspengene, men danske musikere har dybest set ikke mærket nogen forskel. Og det er svært at se, hvordan den foreslåede lov vil ændre tingenes tilstand væsentligt på musikområdet.

En stor del af de danske dagblades problemer – men ikke alle – skyldes fremkomsten af sociale medier og søgemaskiner. Men delingen af journalistisk indhold er kun en minimal del af et langt større problem, nemlig Google og Facebooks erobring af annoncemilliarder fra de traditionelle medier og deres flytning af skatteansvaret væk fra Danmark. Her kan hentes hundreder af millioner af kroner, som formentlig kunne tredoble mediestøtten, hvis pengene blev kanaliseret til publicistiske medier. Og så er der det altafgørende problem, nemlig techselskabernes monopolstilling, hvor EU så småt er på krigsstien, og USA begynder at røre på sig.

På den baggrund er lovforslag L205 en parentes. Man er næsten fristet til at kalde det en fis i en hornlygte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Næ, danske mediers krise skyldes, at de for mange år siden er ophørt med at dyrke den kritiske, undersøgende journalistik, man vil betale for - og den almene oplysning om forhold i samfundet, alle er afhængige af, men som ikke kan karakteriseres som 'nyheder'.
I en tid med adgang til grundig oplysning om det meste, kan pressen ikke leve på at være hurtige til at løbe med rygter, der skal mere til, og det er jo netop, hvad f.eks. Zetland gør så godt - mens Information synes at ville være et nyt Illustreret Filosofi.

Søren Løvborg

Det virker meningsløst at takle dette under ophavsretslovgivning. Medier kan allerede i dag trivielt frabede sig at deres indhold kommer på Facebook og Google (via robots.txt mv.), men det gør de selvfølgelig ikke, idet begge websites er altafgørende for besøgstallet.

Facebooks og Googles monopolstatus som kilde til besøgende er et problem på mange leder og kanter, men ikke for medierne. De kan jo være flintrende ligeglade med om deres besøgende kommer fra Google, Bing eller DuckDuckGo, så længe de får besøgende.

I dette lys virker Danske Mediers holdning lettere bizar: De vil have Google og Facebook til at sende dem besøgende, OG de vil have Google og Facebook til at betale for privilegiet. I den fysiske verden ville det svare til at forlange at De Gule Sider betaler DIG for at at optage din annonce i telefonbogen.

Men problemet med mediernes faldende reklameindtægter har selvfølgelig også meget med både Google og Facebook at gøre, tildels fordi de to firmaer sidder tungt på reklamemarkedet, og tildels fordi de to firmaer sider tungt på brugernes opmærksomhed (hvilket er hvad annoncører betaler for).

Dominansen på reklamemarkedet må være en opgave for konkurrencelovgivningen, ikke ophavsretten.

Hvad vi tilgengæld skal gøre med brugernes opmærksomhed er, især med tanke på hvordan både Google og Facebook i disse år er primus motor for højreekstremistisk radikalisering, et alvorligt og presserende spørgsmål. Der er nok desværre ingen nemme svar.

(Og nu vil jeg klikke igennem "I'm not a robot" CAPTCHA'en, som Google stiller gratis til rådighed for Information, i bytte for at kunne indsamle data om Informations læsere...)

Lasse Jensen, Ib Christensen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Lovgiver skulle hellere bruge kræfter på at tæmme giganternes hærgen i borgernes forfatningsmæssige rettigheder.

Google, Facebook og lignende aktører blæser højt og flot på regler om eksempelvis privatlivets fred og "høster" (kaldes det vist) lystigt oplysninger om borgernes gøren og laden og viderebefordrer det, der skal være hemmeligt, nemlig oplysninger om private forhold, til hvem som helst der vil betale.

Selvom algoritme-akrobaterne indhenter tilladelse fra de borgere de udnytter er de gået for vidt, fordi de får borgere til at frasige sig forfatningsmæssige garantier. Det er ikke tilladt jvnf. Menneskerettighedskonventionens art. 17 der udtrykkeligt bestemmer, at intet i Konventionen må fortolkes som en ret for nogen stat, gruppe eller person til at begrænse eller tilintetgøre de nævnte rettigheder.

Man kan med al ret konstatere, at algoritmernes altid årvågne forfølgelse af borgerne, er et overgreb på privatlivets integritet. Og, derfor er techgiganternes forretningsgrundlag i fundamental modstrid med den overordnende lovgivning. Konsekvensen heraf skal være, at techgiganterne ændrer deres forretningsmodel så de opfylder de samme krav fra lovgivers side som kræves af alle andre.

Henning Kjær

Det kan godt være at kulturminister Joy Mogensen forslag til lov L205, er en fis i en hornlygte, fordi det ikke løser alle medier våde drømme om penge, men det er lederen også, når den tror der let kan hentes milliarder på annoncemarkedet.