Leder

Man bliver ikke meget klogere på sandheden ved at se dokumentarserien ’Allen v. Farrow’

Dokumentarserien ’Allen v. Farrow’ præsenteres som et solidt stykke journalistik, men den repræsenterer snarere en bekymrende tendens inden for dokumentarfilmen, hvor kun den ene side af en sag lægges frem
Dylan Farrows barnepige har tidligere fortalt, at Woody Allen var en bedre forælder end Mia Farrow, men det nævnes ikke med et ord i dokumentaren, ligesom der ikke stilles kritiske spørgsmål til Farrows udlægning af sagen, hendes mani med at adoptere handicappede børn fra især Afrika og Asien eller de to af hendes børn, der på tragisk vis har begået selvmord.

Dylan Farrows barnepige har tidligere fortalt, at Woody Allen var en bedre forælder end Mia Farrow, men det nævnes ikke med et ord i dokumentaren, ligesom der ikke stilles kritiske spørgsmål til Farrows udlægning af sagen, hendes mani med at adoptere handicappede børn fra især Afrika og Asien eller de to af hendes børn, der på tragisk vis har begået selvmord.

Alan Davidson

Kultur
10. marts 2021

En ny dokumentarserie i fire dele, Allen v. Farrow, handler om Woody Allens påståede overgreb på sin og ekskæresten Mia Farrows blot syvårige datter Dylan i 1992. Den voldsomme anklage blev dengang afvist, både af myndigheder og Allen selv, men har forfulgt ham lige siden. Vi ved ikke, om han er skyldig eller ej, og det gør vi heller ikke efter at have set den nye serie, som ikke ligefrem går redeligt til værks.

Allen v. Farrow er så enøjet i sin såkaldt dokumentariske undersøgelse, at selv de, som i højere grad tror på Allens skyld efter at have set serien, må indrømme, at den har problemer med troværdigheden. Man får det indtryk, at de to instruktører bag, Amy Ziering og Kirby Dick, på forhånd har besluttet sig for, at Allen er skyldig, og Allen v. Farrow er om noget et studie i at få ’beviser’ og vidnesbyrd til at understøtte en anklage. The Guardians Hadley Freeman kaldte i går i en artikel her i avisen serien for ren og skær pr, fordi Ziering og Dick udelader så mange fakta og udsagn, der udfordrer deres fortælling om Woody Allen som overgrebsmand.

Allen beskyldes blandt meget andet for at have haft et alt for intimt forhold til Dylan, for at have undertrykt Mia Farrow, da de stadig var et par, og for at have en usund interesse i unge kvinder. Men Allen selv eller hans kone – og Mia Farrows adoptivdatter – Soon-Yi Previn, får ikke mulighed for at udtale sig. Det gør heller ikke Moses Farrow, Allen og Mia Farrows ældste søn, der har fortalt om psykiske og fysiske overgreb fra sin mors side.

Et udsagn fra Dylan Farrows barnepige, der tidligere har fortalt, at Woody Allen var en bedre forælder end Mia Farrow, nævnes ikke med et ord, ligesom der ikke stilles kritiske spørgsmål til Farrows udlægning af sagen, hendes mani med at adoptere handicappede børn fra især Afrika og Asien eller de to af hendes børn, der på tragisk vis har begået selvmord.

Folkedomstolen

HBO, som viser Allen v. Farrow over hele verden og dermed giver den stor eksponering, har lanceret den som et eksplosivt stykke dokumentarisme, der fortæller sandheden om dengang, mens Ziering og Dick i et interview med The New York Times inden premieren omtalte Woody Allen som ’overgrebsmand’. Som var han allerede blevet dømt – hvilket han efterhånden også er af folkedomstolen – og ikke for længst frikendt af to uafhængige myndigheders undersøgelser og derfor aldrig stillet for en domstol.

Allen v. Farrow repræsenterer en farlig tendens inden for dokumentargenren, hvor man kun fremlægger den ene side af en sag, fordi man er så overbevist om, at man har om ikke juraen så i hvert fald retfærdigheden på sin side. Der er ingen, som længere påstår, at en dokumentarfilm eller -serie præsenterer en objektiv sandhed om et givent emne – hvis en sådan overhovedet findes. Men det må dog forventes, at en journalistisk serie som Allen v. Farrow rent faktisk gengiver en sag fra begge sider ved at lægge alle fakta frem. Det er den kontrakt, man som publikum ser serien med. Når Amy Ziering, Kirby Dick og HBO erklærer, at Allen v. Farrow er solid journalistik, er det direkte usandt, alene af den grund at den ene side af sagen mangler – og fordi de undlader at fortælle så mange ting.

Skader troværdigheden

Allen v. Farrow føjer sig til en række af nye dokumentarisk-aktivistiske fortællinger som for eksempel Free Britney, hvor popstjernen Britney Spears portrætteres som et offer for sin skurkagtige far, der dog ikke selv kommer til orde i filmen. Og Leaving Neverland, hvor to unge mænd uimodsagt fortæller om overgreb, de angiveligt blev udsat for som drenge af Michael Jackson.

Det er ikke nyt, at dokumentarisme bliver brugt i aktivistisk øjemed, og det er et stort fremskridt, at ting, der har været skjult, i disse år bliver lagt frem, at undertrykte fortællinger bliver gjort offentlige. Men der er også aktivistiske film, som ikke lever op til de standarder, man må forvente af sådanne afsløringer. Og de hjælper ikke deres egen sag – en sag, som vi deler. Det skader den.

Ziering og Dick påstår at være interesseret i at gøre op med magtfulde mænds systematiske undertrykkelse af kvinder, men de bruger størstedelen af Allen v. Farrow på at hænge et enkelt menneske og alt, hvad det menneske står for, ud. Det bliver ikke mere personligt, subjektivt eller uærligt. I virkeligheden er det mærkeligt, at de nægter at fremlægge alle fakta og høre alle implicerede, når nu de er så sikre i deres sag. Hvis de gjorde det – og alligevel kunne overbevise tvivlerne om, at de havde ret – ville Allen v. Farrow være så meget desto mere effektiv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er ingen tvivl om at det er vildt at adopetere så mange børn, som Mia farrow har gjort.

Og mon ikke også det nogen gange har krævet lidt mere, end vores dages curlingforældreskab, at deale med 14 børn, selvom man har nannies og selvom de ældre børn hjælper til.

Men at påstå at to af hendes børn har begået selvmord, når kun det ene er dokumenteret, fortæller mig præcis hvor Information står, ikke bare i sagen her, men generelt i metoo.

At dokumentaren skulle "påstå" at woody havde for tæt et forhold til Dylan, er en tilsnigelse når det dokumenteres at han gik i terapi for præcis dette.

Lederen siger også at hverken Woddy eller Soon-Yi fik mulighed for at udtale sig, hvilket er helt i modstrid med hvad Ziering og Dick selv har fortalt. Woody afviste at være med i dokumentaren. De har sågar tilbudt Woody og Soon-Yi deres eget afsnit, et tilbud Woddy har afvist.

Denne leder til fremstår således som endnu en akt i partskrigen. Præcis ligeså enøjet som dokumentaren selv er, ifølge Information. Denne gang til fordel for Woddy selvfølgelig.

Længe leve Boomer-avisen Information.

Henning Kjær, Torben Arendal og Peter Brandt anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Kan det ikke være bedøvende ligegyldigt, hvem der har ret? Vi er jo ikke i familie med dem.

Maj-Britt Kent Hansen

Filmland på P1 behandler "dokumentargenren" her.
Hvornår har en dokumentarfilm lov til at dømme et menneske?
https://www.dr.dk/radio/p1/filmland/filmland-2021-03-25

I programmet henvises der til dokumentaren The Thin Blue Line som et eksempel på, hvorledes man skal høre begge parter. Den er værd at se. Musikken er Philip Glass'.
https://watchdocumentaries.com/the-thin-blue-line/

Endelig kan man jo læse Woody Allens selvbiografi, hvis man vil høre om sagen fra han side. Den er nu også kommet på dansk.

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2020/04/woody-allen-fortael...

https://www.bookbeat.dk/bog/apropos-ingenting-278305?gclid=CjwKCAjw3pWDB...