Lars Munch er bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør i JP/Politikens Hus A/S. Han og Jørgen Ejbøl, Munchs forgænger som bestyrelsesformand, var i årevis et stærkt og tilsyneladende harmonisk makkerpar i toppen af Danmarks største dagbladskoncern – muntert betegnet som ’skønheden og udyret’: Den pæne, ordentlige kultur- og kunstinteresserede publicist Munch (’smukke Lars’) og den udadtil ordknappe og kontante magtudøver Ejbøl (’Pansergeneralen’).
De to skruede i 2002 JP/Politikens Hus A/S sammen. Munch var direktør for det velhavende Politikens Hus, Ejbøl var chef for den fattige Morgenavisen Jyllands-Posten. Fusionen mellem ’Morgenfascisten’ og den kulturradikale Politiken (med Ekstra Bladet) skabte bekymring om, hvordan de kunne rummes i ét hus. Men Munch og Ejbøl var de to fremsynede, der sørgede for en konstruktion, der sikrede dagbladenes redaktionelle selvstændighed.
Fusionskoncernen ejes af to fonde med halvdelen hver. Politikens Fond fik ansvaret for at udnævne (eller fyre) Ekstra Bladets og Politikens chefredaktører, og JP-fonden fik samme beføjelser over Jyllands-Posten. Og så skulle de to fonde skiftes til at have formandsposten i koncernbestyrelsen.
Magtdemonstration og drama
Ejbøl sad i 11 år til 2014, hvor Munch afløste ham. Den første knast kom, da Ejbøl blev formand for JP-fonden og i modstrid med aftalerne blev siddende i koncernbestyrelsen alt for længe. En langt større knast er nu afsløret, fordi JP-fonden (læs formand Ejbøl) egenmægtigt besluttede, at Munch skulle fjernes og afløses af Ejbøls håndgangne mand, den tidligere forsvarschef Peter Bartram. Pansergeneralen udnævnte egenhændigt en rigtig general uden publicistisk erfaring til fordel for den publicistisk velfunderede Lars Munch. Det var helt efter aftalens bogstav, men ikke helt efter aftalens ånd.
Det lignede en ren magtdemonstration og beskrives derfor i mediekredse som et ’drama’. Medarbejderne på Politiken er stærkt bekymrede for en rigtig general på topposten i Hørups gamle antimilitaristiske avis, og Politikens Fonds svækkede formand Karsten Ohrt havde gerne set Lars Munch fortsætte.
I alle større fusioner ender det efter en årrække med, at en af fusionspartnerne vinder. Den stærkeste virksomhedskultur overtager. I tilfældet JP/Politikens Hus har parterne holdt hinanden i skak. Koncernen bugner af penge. En koncernbestyrelsesformand er måske i den sammenhæng forholdsvis ligegyldig, men udsender dog en signalværdi. Kun få ved, at Connie Hedegaard er bestyrelsesformand for Berlingske-koncernen, men hun repræsenterer dog et publicistisk signal. Det gør general Bartram ikke.
Tja - men man kommer da til at tænke på militærkup.