En bøn til DR: Tag filmen alvorligt og giv Trier og el-Toukhy en time i primetime

To institutioner står for skud, når DR næste år giver kulturdækningen et servicetjek. P1-programmet Filmland lukker og slukker efter to årtier, mens folkeejet Troldspejlet, som har eksisteret siden 1989, ifølge Filmmagasinet Ekko stopper på DR2 og risikerer at blive lagt i graven. Det vil efterlade DR uden et dedikeret filmprogram efter lukningen af tv-programmet Filmselskabet i 2019.

Hvad der træder i stedet for, er uvist. Man har sine bange anelser. Med DR2-programmet Bøger, der gør en forskel med Maria Månson som en lysende undtagelse har det de seneste år skortet på vellykket ny kunstformidling og -kritik fra statsradiofoniens hånd. I programmer som K2 og det kortlivede Gejst har man fornemmet en berøringsangst over for den faglige, grundige kunstformidling, som public service-kontrakten ellers burde tilsige. Kan man eksempelvis forestille sig en poet få 40 minutter på DR til at recitere og fortælle om sine digte, som det skete i Poesibogen på hedengangne Radio24syv? Kan man tænke sig et timelangt tv-interview med Lars von Trier eller May el-Toukhy om deres filmkunstneriske virke?

I monopoltiden transmitterede DR heftige disputter mellem to generationers digtere i det berygtede Bazar, mens Inger Christensen brugte 16 minutters primetime på at læse op fra Sommerfugledalen i Johannes Møllehaves Ta’ og Læs. Uden at ønske sig tilbage til dengang er det værd at mindes fordybelsesgraden. Den mangler, når man fokuserer mere på, hvad filmen peger på uden for sig selv – som med de mange indslag om Thomas Vinterbergs oscarvinder Druk, der primært så filmen som en anledning til at diskutere danskernes alkoholvaner og dansk films succes. 

Tilsvarende kunne man ønske sig, at det var denne filmformidling, hvor kunsten og kunstnerne får behørig plads og pusterum, som Filmland skulle levne plads til. At dømme ud fra stationens øvrige kulturdækning er det nok mere sandsynligt at se det erstattet af et program, som med yngre værter og udtryk vil hjælpe lyttere eller seere med at navigere i det grasserende streaminglandskab.

Det vil givetvis give flere lyttere, end Filmland har kunnet mønstre. Men det vil også risikere at fjerne fokus fra en kulturkritisk kerneopgave, som kun DR kan løfte, fordi public service-stationen ikke behøver at lade sig styre af seer- og lyttertal. Nemlig den seriøse formidling og kuratering af den smalle og stikkende filmkunst. Den, som Netflix’ algoritme ikke fremhæver, men som kan give nye perspektiver og indsigter i en tid, hvor så mange af vores kulturelle stimuli stammer fra den samme plet på kloden: USA.

Den europæiske filmkunst vantrives

Med Netflix i mere end hver anden danske husstand ser vi flere amerikanske film og serier end nogensinde. Det presser den europæiske filmkunst, som vantrives på hjemmemarkedet. Ikke mindst dansk films fødekæde er stadig dybt afhængig af biograferne. På et tidspunkt, hvor danske biografer ligger i åben krig med flere streamingtjenester, ville det være et skidt signal fra DR’s side at nedprioritere den klassiske, ikkeamerikanske biograffilm.

Nu skal man vare sig for at fælde dom på forhånd. Og man kan sagtens argumentere for, at Jakob Stegelmann og Troldspejlet har slidt med at finde formen efter flytningen til DR2, eller at Filmland med Per Juul Carlsen lyder lidt for meget af P1 og savner den dynamik og humor, som podcastlyttere er forvænt med. Programchef Lisbeth Langwadt lover Ekko, at der »naturligvis« fortsat vil være filmdækning på DR – nøjagtigt som hun gjorde, da Filmselskabet lukkede i 2019. Dengang pegede hun på Filmland og Troldspejlet som beviser på, at film- og kulturdækningen stadig havde høj prioritet.

Hvis Troldspejlet snart er fortid på DR2, kan DR stå tilbage helt uden filmdækning på tv, hvor Ole Michelsen i Bogart og Mikkel Munch-Fals i DR2 Premiere tidligere har leveret filmkritik af høj kaliber. Samtidig vil man kappe en af de få tilbageværende tråde tilbage i statsradiofoniens stolte historie og forstærke indtrykket af en kolos, der famler efter fodfæste i brydningstid, udspændt mellem nye og gamle medier, public service-krav og seertal.

DR’s seneste bud på et kulturmagasin til tiden, ArtyFarty, er det bedste forsøg længe: kantet, energisk og – trods den ironiserende titel – oprigtigt nysgerrig formidling af smal kunst til bredt, ungt publikum. Mere fra den skuffe, tak. Bare ikke på bekostning af den kritiske, vidende og begejstrede filmdækning og -kritik, som kun en public service-station kan, og bør, levere.