Leder

SMK’s nye vej fra kunstmuseum til kulturhistorisk museum er en farlig vej at slå ind på

Ja, et kunstmuseum som SMK skal turde gå nye veje og formidle kunstens og kunstnernes delagtighed i fortidens ugerninger, men må aldrig ende der, hvor kunsten udelukkende gøres til udtryk for en bestemt tid, samfundsorden eller ideologi
Den epoke, hvor kunsten kan præsenteres i sin egen ret og skønhed, er blevet afløst af en ny, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, risikerer at blive det centrale, skriver Peter Nielsen.

Den epoke, hvor kunsten kan præsenteres i sin egen ret og skønhed, er blevet afløst af en ny, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, risikerer at blive det centrale, skriver Peter Nielsen.

Christian Lindgren

Kultur
21. maj 2021

På mange måder er den aktuelle ’Kirchner & Nolde’-udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK) allerede at betragte som en af årets vigtigste kunstneriske og kulturpolitiske begivenheder. Det er den, fordi udstillingen markerer en normbrydende nytænkning i forhold til den måde, kunsten hidtil har været præsenteret på i landets vigtigste kunstinstitution. Fremover skal kunsten sættes i relation til og debatteres i forhold til de omstændigheder, den er blevet skabt i. I det aktuelle tilfælde den voldelige og fornedrende koloniale fortid, Ernst Ludwig Kirchner og Emil Noldes ekspressionistiske værker til dels blev til i.

Dermed er den epoke, hvor kunsten kan præsenteres i sin egen ret og skønhed, blevet afløst af en ny, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, risikerer at blive det centrale.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Dermed er den epoke, hvor kunsten kan præsenteres i sin egen ret og skønhed, blevet afløst af en ny, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, risikerer at blive det centrale”.

Som det er formuleret, bliver der i for høj grad tale om et enten – eller, og så bliver institutioner som SMK i for høj grad fastlåst i et valg mellem at være enten et kunstmuseum eller et kulturhistorisk museum.

For mig at se kan en udstilling på en institution som SMK godt vægte den kontekst, kunsten bliver til i, højere end det at præsentere kunsten i sin egen ret og skønhed, uden at museet af den grund svigter sine forpligtelser som kunstmuseum, for i stedet at fungere som kulturhistorisk museum.

Det afgørende må være at få præciseret, at institutioner som SMK svigter deres forpligtelse som kunstmuseum, hvis de udstillede værker, ud fra en kulturhistorisk præsentation, tilsidesættes som kunst i en sådan grad, at der bliver tale om usaglighed ud fra et kunstfagligt perspektiv, i kraft af en kulturfaglig reduktionisme i forhold til det kunstfaglige.

Steffen Gliese

Der er jo mange muligheder, og det skal jo ikke være en bodsgang altid - kunstneren er måske nok ud af sin tid, men jo også i kraft af sit blik på samtiden et vidne til det materielle liv og selv en genstand for teknologisk udvikling, som det helt fra oldtiden har været erkendt igennem den originale græske betegnelse: techne.
I en historisk rig samling som SMKs er det vel også indlysende at koble åndshistorien, som værkerne afspejler og fører dialog med, til ikke blot særudstillinger, men som et almindeligt led i praksis.
Siden jeg læste Foucaults indledning til 'Ordene og Tingene', har jeg opfattet hans analyse af et Velazquez-maleri som eksemplarisk for den pædagogiske udfoldelse af den værkforståelse, folk kan instrumentalisere, når de gæster et museum, som et beredskab, man bør formidle i en hovedsamling som det stærke argument for det jo på mange måder absurd-vilkårlige valg af udstillingsgenstande.

Birger Dalgaard

Et utroligt fremsynet og vægtigt indlæg.
Hvis museets leder og kurator så at sige havde spillet med åbne kort og havde startet med at bekendtgøre, at nu var Statens Museum for Kunst ikke mere et kunstmuseum, men et antropologisk kulturhistorisk museum, der anvendte kunstværker til at fortælle om den tid, hvor værkerne blev skabt i og derfor udskiftede museets navn til Statens Antropologiske Kulturhistoriske Museum, så havde det været i orden.
Faktisk havde det været interessant, hvis leder og kurator havde haft mod og mandshjerte til at spille med åbne kort.
Og personligt tror jeg, at debatten om kunst og den tid kunsten er blevet til i ville have haft gavn af, at leder og kurator havde spillet med åbne kort - i stedet for som nu, hvor man lige skriver ordene “ til diskussion “ og så sniger et nyt slags museum ind ad bagvejen.
Indtil altså Information afdækker sagens rette sammenhæng.

jens christian jacobsen

Idealistisk overbygningsfnidder. Modstillingen mellem æstetisk art-pour-art og skridsikker kontekstualisering af kunsten er falsk og uendelig gammeldags. Al kunst vil altid være en afspejling af den tid den fremstilles og udstilles i. Selv i kunstkammer-receptionen i det 18. århundrede.
Når så det er sagt vil woke-bevægelsen for eftertiden være mindre end en parantes i kulturhistorien. Den findes næppe om et par år.