Debutanten er den, der skal fortælle det helt nye

Da forfattere som Klaus Rifbjerg med Under vejr med mig selv og Vita Andersen med Tryghedsnarkomaner i henholdsvis 1956 og 1977 udgav deres første bøger, føltes det som et jordskred. I hvert fald på lidt afstand. Med deres digtsamlinger formåede de at gøre noget helt nyt, hvor de på hver deres måde satte nye emner på dagsordenen og i samme ombæring udvidede rammerne for, hvordan vi kunne tale om alt fra hverdagens forpligtelser til kønnenes magtspil.

I nyere tid har Bjørn Rasmussen i romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 været med til at sprænge rammerne for, hvordan man kan skrive om køn og krop i en ny og vild form. Og som det måske allerbedste eksempel, da Yahya Hassan i 2013 med sin selvbetitlede debutdigtsamling vendte det litterære landskab på hovedet og med stor lyrisk kraft aflagde vidnesbyrd om sin turbulente opvækst, samtidig med at han med sin bog og sine udtalelser i forbindelse med udgivelsen skabte ravage i nyere tids mest betændte kulturdebat i Danmark, den om islam og integration.