Leder

Sagen om DR Pigekoret viser, at kulturbranchen trænger til at blive voksen

Der er brug for et opgør i kulturbranchen, der lægger vægt på, at kreative mennesker bliver professionelle i deres arbejdsrelationer. Ellers ender vi med, at alle kreative virksomheder skal ledes af mennesker, der ikke kan andet end at lede
Sagen om DR Pigekoret er med til at tegne et generelt billede af kulturelle miljøer, hvor voksne autoriteter komplet undervurderer den både formelle og uformelle magt, de har over unge, ambitiøse og prekære mennesker, der er ekstremt afhængige af dem, deres anerkendelse og opmærksomhed.

Sagen om DR Pigekoret er med til at tegne et generelt billede af kulturelle miljøer, hvor voksne autoriteter komplet undervurderer den både formelle og uformelle magt, de har over unge, ambitiøse og prekære mennesker, der er ekstremt afhængige af dem, deres anerkendelse og opmærksomhed.

Claus Bech

Kultur
9. juni 2021

12 tidligere sangere i DR Pigekoret stod lørdag frem i Politiken og fortalte om konkrete oplevelser, som de havde bevidnet, der alle relaterede sig til »en seksualiseret kultur« i det hæderkronede og traditionsrige kor.

En fortalte, at hun i 2005 indleverede en skriftlig klage over daværende chefdirigent Michael Bojesen og det kormiljø, han var ansvarlig for, fordi hun blandt andet på sin venindes mobiltelefon havde set en række grænseoverskridende sms’er, som chefdirigitenten havde sendt til veninden, en dengang mindreårig pigekorsanger. Hun forventede, at klagen ville føre til en undskyldning, men i stedet blev hun indkaldt til et møde med chefdirigenten og DR’s daværende orkester- og koradministrator, som beordrede hende at trække klagen tilbage. Tilbagetrækningen skulle ske på skrift, og koradministratoren tilbød sin »hjælp med at forfatte« det nye brev, som han skrev i en mail. Over for Politiken afviser Bojesen at have sendt »sms’er med seksuelt indhold«, men tre tidligere pigekorsangere bevidner at have set beskederne.

I avisen kunne man også læse, at Bojesen på et tidspunkt talte om muligheden for, at nogle af korpigerne skulle fotograferes til det lumre mandeblad M! Magazine. Det kom en 14-årig korsangers mor for øre, og hun sendte en klage til Bojesen og den daværende orkester- og korchef. Moren fik et kortfattet svar om, at sagen ikke længere var aktuel, da ideen med billederne var droppet. Til gengæld husker hun, at klagen medførte, at hendes datter efterfølgende blev behandlet anderledes i koret. Flere beretter også om, hvordan det påvirkede stemningen, at Bojesen indledte et forhold til en 17-årig korpige, som senere forlod koret og blev gift med ham. 

Samlet tegner Politikens dækning et billede af et miljø, hvor teenagepiger blev belønnet for at klæde sig udfordrende til korprøver, og hvor nogle blev udsat for uønsket seksuel opmærksomhed. Samtidig afviste de ansvarlige i DR og bagatelliserede eller lukkede ned for klager.

Siden lørdag har Michael Bojesen trukket sig fra sin magtfulde post som leder af Statens Kunstfonds bestyrelse og meddelt, at han tager orlov fra sit nuværende job som direktør for Malmø Opera. Kulturdirektør i DR, Henrik Bo Nielsen, tager kraftigt afstand fra historierne og har talt om »ledelsessvigt«. DR har også igangsat en ekstern advokatundersøgelse af sagen.

Det er godt, at historierne afdækkes og får konsekvenser. 

Men de er også med til at tegne et generelt billede af kulturelle miljøer, hvor voksne autoriteter komplet undervurderer den både formelle og uformelle magt, de har over unge, ambitiøse og prekære mennesker, der er ekstremt afhængige af dem, deres anerkendelse og deres opmærksomhed. 

Fatamorgana og Filmhøjskolen

Det er der mange eksempler på. Sidste år trak fotoskolen Fatamorganas kontroversielle leder, Morten Bo, og hele bestyrelsen sig, efter 32 elever havde kritiseret hans grænseoverskridende adfærd. Det drejede sig blandt andet om en nedværdigende undervisningsstil, hvor han kaldte kvinder for »kællinger«, »bitches« og »høns« og nægtede at undervise de elever, der kom på tværs af ham  på skolen, der ikke var underlagt ordentlige klageinstanser.

I disse dage er der også oprør på Filmhøjskolen European Film College i Ebeltoft, hvor en lærer er blevet fyret for at have krænket flere kvindelige elever. Den daværende forstander, Ellen Riis, reagerede på en klage fra en af de forurettede elever ved at kalde læreren »kærlig« og sende eleven til en psykolog, der skulle evaluere sagen. Riis er i dag fratrådt, og bestyrelsen bliver af en gruppe nuværende og tidligere elever beskyldt for at svigte sit ansvar.

Selv om de mange historier er væsensforskellige, har de det tilfælles, at de handler om børn og unge mennesker, der i kreative kontekster og på uddannelser er blevet svigtet – fordi ’de voksne’ ikke har erkendt deres eget ansvar og magtposition.

At der i dette årtusinde har siddet en mellemleder i DR og hjulpet en ung pige med at trække en anklage tilbage, må få alle voksne i kultur- og mediebranchen til at tænke over den formelle og uformelle magt, de har – eller er omgivet af.

Kulturelle organisationer har den indbyggede svaghed, at det strider med de fleste kreative lederes selvopfattelse at være magtpersoner. Men det er de. Uanset om de formelt har magt, har de det ofte uformelt i kraft at deres indflydelse på unge menneskers karrierer – også de unge, der formelt set er voksne. Og det er en rolle, man ikke kan træde ind og ud af.

Kulturbranchen har brug for et opgør, der lægger vægt på, at kreative mennesker må og skal blive professionelle i deres arbejdsrelationer. Ellers ender vi med, at alle kreative virksomheder skal ledes af mennesker, der ikke kan andet end at lede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Gert Romme.
Du behøver ikke at berænse dig til ledere i det offentlige. Der er også mange ledere i det private erhvervsliv, der slet ikke er egnede til at være ledere. Min erfaring er mest baseret på psykopatiske ledere i private virksomheder.

Jan August, Marianne Jespersen, Steffen Gliese og Lone Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er vel tale om en kollision mellem en mangeårig tradition for flade og uformelle strukturer, der for fra 25 år siden blev tilsidesat af en importeret lederkult, og som har medført en lang række dårligdomme, af hvilke den værste nok må siges at være 'nulfejlskulturen'. Ich

Line Palle Andersen

Det er en mærkelig holdning, vi ofte har til ledelse. Enten er man et naturtalent - eller også er man ikke, og så er der ikke noget at gøre ved det. Hvorfor anerkender vi i alle andre sammenhænge, at det kræver uddannelse at blive god til et fag, mens ledelse opfattes som noget intuitivt?
Dertil kommer så, at vi som regel gør os lidt mere umage, når vi ved, at vi står til ansvar for vores handlinger. Alligevel ser det ud til, at man kan slippe afsted med hvad som helst uden at det får konsekvenser. Hvorfor har man ikke fra begyndelsen tænkt en organisationsstruktur, hvor ledelsen står til ansvar - og med formaliserede klagegange, hvis der er noget forkert?
Mange spørgsmål - ikke så mange svar. Eller i hvert fald ikke nogen handling. So far!

Bent Larsen, Rolf Andersen og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Kasper Pedersen

Vi trænger vel til et opgør med den "geniale" kunstner - den selvoptagede narcissist - den liderlige psykopat - der mener, at hele verden står rådighed for at opfylde hans/hendes behov?

Kasper Pedersen

I politikerbranchen ser det vist heller ikke for godt ud!
Jeg kan tydeligt huske min egen reaktion, da jeg i 2011 første gang læste om, hvordan Frank Jensen misbrugte sin position til at slikke på unge piger til en julefrokost.
Det var bare ikke i orden, og jeg så ham ikke som værdig til at være overborgmester, men der skulle gå ti år før et flertal så det på samme måde.

Jeppe Bundgaard

"Hvorfor anerkender vi i alle andre sammenhænge, at det kræver uddannelse at blive god til et fag, mens ledelse opfattes som noget intuitivt"?

Det er fordi, Line Palle Andersen, ellers kan de jo ikke opretholde de skyhøje lønninger lederne i det private får. Det er en vigtig del af fortællingen; at ikke alle kan lære denne funktion, men at det er "talent" eller noget autodidakt. Det er ikke et job noget pøbelen skal tilstræbe.

Ledelse er altid et socialt - og dermed gensidigt/kollektivt - anliggende, og består overvejende af koordinations- og beslutningsopgaver, som veluddannede mennesker med integritet og social intelligens i fællesskab kan (og bør) varetage.

"Sagen om DR Pigekoret er med til at tegne et generelt billede af kulturelle miljøer, hvor voksne autoriteter komplet undervurderer den både formelle og uformelle magt"

Voksne autoriteter undervurderer? Voksne autoriteter med alt for meget magt misbruger deres position, relationer og sårbarheder hos underordnede parter. Det er slående - og informativt - som den sproglige akrobatik hér rammer forsonende konnotationer, men vi må tage udgangspunkt i at disse autoriteter har vidst hvad de gjorde og mærket ofrenes følelsesmæssige situation, og derpå ignoreret den. En psykopatisk kultur. Men i Danmark leger vi kukur; Gud bevare os.