Filmfestivalen i Cannes er tilbage – og det er godt. Der er brug for den

»Det er perfekt, at det ikke er perfekt,« sagde en glad og rørt Julia Ducournau lørdag aften, da hendes bodyhorrorfilm, Titane, vandt Den Gyldne Palme på filmfestivalen i Cannes. Filmen handler blandt andet om en kvindelig seriemorder, der dyrker sex med biler, og det var et lidt overraskende, men også modigt og populært valg at give den festivalens hovedpris. Titane er ikke for sarte sjæle, men Ducournau er et stort visuelt talent, og hun fører sit publikum både uventede og udfordrende steder hen. Og så er hun blot den anden kvinde til i festivalens 74 år lange historie at vinde en Guldpalme – den første var Jane Campion for The Piano i 1993.

Ducournaus bemærkning hentydede til, at den ellers så fornemme og (selv)højtidelige prisuddeling fra starten blev saboteret af konkurrencejuryens præsident, filmskaberen Spike Lee. Han blev bedt om at annoncere den »første pris«, men opfattede det som »førsteprisen«, og inden man kunne nå at stoppe ham, fik han afsløret, at årets palmevinder var Titane. Den pris venter man ellers med til sidst af hensyn til spændingen.

Det var en brøler af dimensioner, sikkert affødt af sprogforbistring og dårlig information, og det vendte prisuddelingen på hovedet. Selv om det givet var ulideligt som instruktør at sidde i salen og vide, at man ikke ville vinde Guldpalmen, så gav det aftenen et klædeligt løssluppent, underholdende præg. Det var den perfekte afslutning på ikke bare aftenen, men på hele festivalen, der i år heller ikke har været, som den plejer.

Bedste årgang i nyere tid

På grund af corona blev Cannes aflyst i 2020 og i år flyttet til juli for at ramme genåbningen af Frankrig. Det lykkedes, men festivalen har stadig været præget af corona – af mundbind og daglige coronatest og af færre kritikere, journalister, filmkøbmænd og stjerner. Og af ivrige diskussioner om filmkunsten og biografoplevelsens mulige død, slået ihjel af nedlukning og streamingtjenester. Det viste sig hurtigt ikke at passe, og der blev disket op med stærke og originale fortællinger om at være menneske og søge lykken, retfærdigheden, kærligheden, respekten, forståelsen, accepten, også selv om det gør ondt.

2021 var ikke var den bedste årgang i nyere tid, men det var en god årgang, som satte en tyk og beroligende streg under, at filmfestivalen i Cannes er tilbage. Der er brug for den til at fejre biografoplevelsen og støtte de film, der har vanskeligt ved at finde et stort publikum, og som skubber til selvsamme publikum og til filmmediet, film som Julie Ducournaus Titane.