»Det er perfekt, at det ikke er perfekt,« sagde en glad og rørt Julia Ducournau lørdag aften, da hendes bodyhorrorfilm, Titane, vandt Den Gyldne Palme på filmfestivalen i Cannes. Filmen handler blandt andet om en kvindelig seriemorder, der dyrker sex med biler, og det var et lidt overraskende, men også modigt og populært valg at give den festivalens hovedpris. Titane er ikke for sarte sjæle, men Ducournau er et stort visuelt talent, og hun fører sit publikum både uventede og udfordrende steder hen. Og så er hun blot den anden kvinde til i festivalens 74 år lange historie at vinde en Guldpalme – den første var Jane Campion for The Piano i 1993.
Ducournaus bemærkning hentydede til, at den ellers så fornemme og (selv)højtidelige prisuddeling fra starten blev saboteret af konkurrencejuryens præsident, filmskaberen Spike Lee. Han blev bedt om at annoncere den »første pris«, men opfattede det som »førsteprisen«, og inden man kunne nå at stoppe ham, fik han afsløret, at årets palmevinder var Titane. Den pris venter man ellers med til sidst af hensyn til spændingen.
Nej, det, der skete, var, at Spike Lee fuckede op.
Og så forsøger man at få det til at se ud, som var det en god ting. Hvordan skulle man ellers reagere? Hvordan skulle Julia ellers reagere? Kunne hun sige: "Spike Lee, du gjorde det elendigt, du var en amatør."?
DET ville have været godt. Men selvfølgelig knap så medfølende, måske ligefrem direkte og lidt kontroversielt og ikke bare hyggekontroversielt.
Man må forstå, at filmfestivaller, der hylder det kontroversielle eller normbrydende, trods alt kun gør det i en grad, så det ingen støder andet end dem, man i forvejen ringeagter.