Nedlukningen viste os, at den klassiske koncertoplevelse er langt vigtigere, end vi troede

Musikken lever stærkest i rummet, hvor tonerne opstår og bevæger sig gennem luften direkte til lytteren. Derfor har vi under pandemien måttet leve med et dybt savn
Under pandemiens nedlukninger blev noget selvfølgeligt og livsnødvendigt knægtet hos mange af os. At opleve musikken på stedet, i nuet og i fuld koncentration sammen med andre. Flere vigtige aktører er bukket midlertidigt under for krisen, heriblandt Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge, som har været blandt de seneste årtiers vigtigste fora for højprofileret kammermusik.

Under pandemiens nedlukninger blev noget selvfølgeligt og livsnødvendigt knægtet hos mange af os. At opleve musikken på stedet, i nuet og i fuld koncentration sammen med andre. Flere vigtige aktører er bukket midlertidigt under for krisen, heriblandt Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge, som har været blandt de seneste årtiers vigtigste fora for højprofileret kammermusik.

Ditte Valente

Kultur
31. juli 2021

»Musik er liv, som dette uudslukkeligt,« står der i forordet til Carl Nielsens 4. Symfoni fra 1916. Og på et senere tidspunkt uddybede han udsagnet med blandt andet disse sætninger: »Så snart blot en eneste tone klinger i luften eller gennem rummet, er det følgen af liv og bevægelse. Derfor er musikken … det mest umiddelbare udtryk for livsvilje.«

I et tilbageblik på hvilke virkninger pandemiens nedlukninger har haft på det klassiske musikliv, kan man i forlængelse af Nielsens tanker hævde, at noget selvfølgeligt og livsnødvendigt blev knægtet hos mange af os. At opleve musikken på stedet, i nuet og i fuld koncentration sammen med hundredvis af andre – live, som det hedder – var ikke mere muligt.

Berøvelsen har været en alvorlig indskrænkning af det åndelige fællesskab, der holder sig levende i koncertsale, operahuse og spillesteder over hele landet. Og vi har erfaret, at denne form for samhørighed er langt vigtigere for vores mentale sundhed, end vi måske havde forestillet os.

Flere vigtige aktører var på vej til at bukke under for krisen, heriblandt Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge, som sammen med kunstmuseet Louisiana har været blandt de seneste årtiers vigtigste fora for højprofileret kammermusik. Mogens Dahls koncertvirksomhed ser dog ud til at blive genoptaget i efteråret først og fremmest med hans eget kammerkor.

Landets førende klassiske kammermusikfestival på Hindsgavl Slot måtte som alle andre lukke ned sidste sommer, og det var angiveligt ved at tage livet af den. Heldigvis skete det ikke, og i år præsenterede Hindsgavl Musikfestival igen et program, der kan måle sig med det bedste i udlandet, som man kunne læse her i avisen i denne uge.

Pandemiens efterår gav det levende musikliv lidt luft tilbage i form af opførelser af opera og symfonisk musik for et begrænset publikum. Det var mildt sagt sære oplevelser at være så få i auditoriet med afstand og forsigtig omgang som en særlig udvalgt skare, der kunne afgive rapport til de vansmægtende, der var blevet udelukket. Ville det blive fremtidens norm, tænkte man. Og vovede alligevel ikke at føre tankerne helt til ende.

Manglende flow

Men aflysninger og rejserestriktioner kunne også munde ud i gedigne overraskelser. Som da DR Symfoniorkestret på afbud blev begunstiget med et besøg af israelske Lahav Shani, en internationalt ombejlet dirigent, som det under normale omstændigheder ville være mere end vanskeligt at få hentet til vore bedste orkestre.

En hærskare af klassiske musikere, der arbejder alene eller i grupper, er blevet ramt hårdt økonomisk. Også kunstnerisk og professionelt ved det manglende flow i skabelsen af den levende musik i rummet sammen med en lyttende forsamling. Men så kan man finde vej på en anden måde.

Ganske hurtigt inde i pandemien satte den tyskrussisk-jødiske stjernepianist Igor Levit sig for at spille daglige aftenkoncerter i sit hjem i Berlin – som han streamede på Twitter. Tusindvis og atter tusindvis over hele kloden fulgte med, og Levits frustrationer over nedlukningens fængsel blev afløst af en uventet taknemmelighed over alligevel at kunne nå ud.

Hans mest bemærkelsesværdige kontakt med det usynlige publikum var det meditative klaverstykke Vexations af Eric Satie, et tema og nogle akkorder, som blev gentaget 840 gange. Opførelsen varede 16 timer med et par korte pauser.

Det amerikanske musikliv har været særligt nødlidende under pandemien og er det vedvarende. De berømte symfoniorkestre med høje musikerlønninger og velvoksne administrationsafdelinger måtte lukke for hele sæsonen 2020-2021.

Meget hænger i laser, når publikumsindtjeningen er væk, den offentlige støtte minimal, og sponsorerne får ingenting for deres penge. The Metropolitan Operas ledelse fyrede sit fine orkester i september 2020 og bad musikerne om at komme tilbage et år senere. Filharmonikerne i New York og Los Angeles havde haft astronomiske tab allerede i november 2020, men fik dog lidt hjælp fra uventet hold af megastjernen Lana Del Rey.

Hun indsang en video med Gershwins Summertime og donerede indtægterne til de to orkestres nødfonde. Finnen Esa-Pekka Salonen måtte begynde som ny chefdirigent for San Francisco Symfoniorkester med et virtuelt stykke uden publikum, indspillet og redigeret på forhånd, streamet på orkestrets website. »Vi er ikke længere et orkester, vi er et mediehus,« var hans kommentar.

Året med corona har mindet os om noget oprindeligt ved musikkens væsen: at den lever stærkest i rummet, hvor tonerne opstår og bevæger sig gennem luften direkte til lytteren.

Coronas konsekvenser for kulturlivet

Coronapandemien har rystet det danske kulturliv på alle ledder og kanter. Vores fagredaktører gør i denne lederserie status over, hvad nedlukningerne og genåbningerne har betydet for hver enkelt kulturområde

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her