Leder

Trusler mod Radio Loud må fordømmes, men man kan ikke stille radioens kritikere til ansvar

Trusler mod frie medier hører ingen steder hjemme, og døds- og bombetrusler mod Radio Loud og stationens medarbejdere må fordømmes på det kraftigste. Men man kan ikke anklage Radio Louds kritikere for medansvar
Flere af Radio Louds journalister og værter har modtaget digital chikane og mobning alene på grund af deres tilknytning til stationen: På billedet ses Radio Louds redaktionslokale.

Flere af Radio Louds journalister og værter har modtaget digital chikane og mobning alene på grund af deres tilknytning til stationen: På billedet ses Radio Louds redaktionslokale.

Jens Dresling

Kultur
26. juli 2021

Radio Loud er en af de største skandaler i nyere dansk mediehistorie.

Det er velbeskrevet og veldokumenteret, at den succesfulde Radio24syv lavede en grundig ansøgning baseret på godt syv års erfaring med radiomediet, da den nye public service-kanal på DAB kom i udbud i 2020.

Det er også velbeskrevet, hvordan Louds ansøgning var fuld af sjusk og overmod. De skrev blandt andet, at en »værtsprofil« kunne være den verdenskendte svenske youtuber PewDiePie – hvis navn, de stavede forkert – og de skrev, at komikeren Sebastian Dorset havde givet tilsagn om at være vært, hvilket han efterfølgende afviste.

Det daværende radio- og tv-nævn pegede som bekendt på Loud, og siden har problemerne stået i kø: underbetalte værter, få lyttere, genudsendelser forklædt som liveudsendelser, politisk debat om, hvorvidt stationen lever op til betingelserne, og samråd om, hvorvidt det overhovedet er »ansvarligt« at lade radioen fortsætte med så lave lyttertal.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Ja; Længe leve de sociale medier. Så er I jo selv ude om det.
De mennesker der opfører sig sådan på de sociale medier, var altså også en del af befolkningen før de sociale medier kom og gav dem en offentlig stemme.
Hvis ikke I kan lide lugten i bageriet så meld jer dog ud.

Erik Nielsen

At Radio Loud kunne vinde et udbud, hvor man kun forpligter sig til at dække 80 pct. af Danmarks areal ved at sende på DAB blok 1, er utilstedeligt. Men det var en fejl i udbudsmaterialet, der gjorde det valgfrit at benytte blok 1 eller blok 2. Sidstnævnte benytter DR og dækker næsten overalt, hvor man har en god antenne (DAB dækker ikke nær så godt som analog FM-radio). Men den første er billigere, og da de udækkede områder er tyndt befolkede, har disse kun mindre betydning for opgørelse af lyttertal.

Katrine Marie Christiani

Uenig med lederskribenten. Når man fører så intens hetz mod Loud som det har været tilfældet, så risikerer man at det kører af sporet.

Rolf Andersen

Tja, personligt fortrækker jeg 'taleradio', og jeg er rimeligt godt dækket ind med DR P1, Radio 4 og - på nettet - Den2Radio.dk.
Sidstnævnte drives af gode gamle DR-radioværter.

Men så savner jeg selvfølgelig også Radio27Syv ...

Hvem har hørt om 'Radio Loud' ? Taler de ikke højt nok ??

Niels G. W. Serup

Jeg har et par (rimelig fluekneppende, sorry) kommentarer til sætningen "Der findes anonyme såkaldt memeprofiler på sociale medier, som slet og ret har til formål at smudse stationen og dens ansatte til.":

1. Gør der? Anonyme personer har lavet hadske memes, men det er ikke mit indtryk at der står memeprofiler bag. Vi ryger lidt ind i et definitionsspørgsmål, men nu er jeg selv lidt aktiv i det danske mememiljø, og jeg vil mene at man nok kan definere en memeprofil som "en fast side på et socialt medie hvor der regelmæssigt lægges sjove billeder op, styret af en eller flere ofte anonyme personer". Man kan også definere det meget mere bredt som "en anonym bruger på et socialt medie der lægger et eller flere billeder op" (i hvilket tilfælde jeg ikke ville have noget problem med sætningen i lederen), men jeg tror at den første, smallere definition er tættere på den gængse opfattelse end den anden, bredere definition.
Min pointe med alt det her er egentlig bare at jeg er bange for at sådanne simplificerende sætninger der kobler memeprofiler sammen med had kan skræmme folk væk fra de nogle gange sjove memeprofiler der findes. Had er på ingen måde en hovedfaktor i den danske memekultur, og desuden ligger mange af memeprofilerne på proprietære amerikanske sociale medier der (foruden alt muligt andet stads) i det mindste har ret restriktive regler ift. hadsk tale, og memeprofilers ejere har ikke lyst til at få lukket deres profiler og dermed miste alle deres memes og følgere. Mit stærke indtryk er at rigtig hadske memes bliver sendt afsted IKKE af eksisterende, langtidsopbyggede memeprofiler, men derimod af hurtigt oprettede, hurtigt slettede, brugere.

2. Det ville hjælpe at definere hvad en memeprofil er (jeg ved godt det her bare er en kort leder, men stadigvæk), også i tilfælde af at den brugte definition er anderledes end den gængse.

3. Det er selvfølgelig altid avisens beslutning om man vil sætte ordet "såkaldt" foran et ord for at signalere at læseren skal være opmærksom på at der følger et unormalt ord, men der kommer et tidspunkt hvor ordet er blevet så normalt at man kan nøjes med at skrive det direkte uden "såkaldt" foran. Jeg kan overhovedet ikke bedømme om det er tilfældet her og nu, men jeg lagde bare lige mærke til det. Ordet "memeprofiler" er måske lidt specielt, men ordet "meme" i betydning "sjovt billede med tekst på" troooor jeg efterhånden er blevet ret udbredt også i Danmark. Igen, bare en observation. Information har også unge læsere, og man skal vel finde en balance.

Louise Hansen

Radio Loud blev mobbet helt ned under gulvbrædderne fra dag et af et samlet journalistkorps, der så det opportunt at følge stemningen for selv at overleve, hvilket er dynamikken i enhver form for mobning.

Der var ingen, der gav Radio Loud 100 dages frihed (cirka), som det sker i Folketinget, når en ny regering skal have lov at finde fodfæste.

Og nu tillader man sig altså at mene, at denne ekstremt negative , selvgode indgangsvinkel IKKE er en del af grunden til, at tonen på de sociale medier køres helt op i det høje leje, SAMTIDIG med at man fremfører synspunktet om, at man nok bør overveje retorikken i flygtninge- og indvandrerdebatten, fordi selve tonen kan føre til radikalisering?

Det er voldsomt problematisk, at man vender det blinde øje til simple dynamikker, så længe de tjener egen agenda.

Det er voldsomt problematisk, at Radio Loud aldrig har fået en ærlig chance.

Halfdan Illum

Louise Hansen.
Som jeg forstår det, bliver det ikke anfægtet at kritikken ikke er en del af grunden til de her trusler, artiklens påstand er, at disse kritikkerne ikke står med at ansvar for det.