Det var særligt udvalgte fra den måske mest elskede overklasse i verdenshistorien, som i august ankom til den eksklusive ø Martha’s Vineyard i Massachusetts for at fejre præsident Barack Obamas fødselsdag. Mange var mesterlige kunstnere og beundrede berømtheder, som har været med til at forme vores drømme om kærlighed, billeder af skønhed og fortællinger om kampen mellem det gode og det onde: Hoffet omkring den mand, som er blevet kaldt den første populærkulturelle præsident, hvis valgplakater lignede filmplakater, og hvis kampagne var som en vidunderlig sang, der fik millioner over hele verden til at tro på en bedre verden, var stjerner fra den amerikanske populærkultur.
Festen var godgørende og grøn. Obama havde bedt gæsterne om ikke at give ham gaver, men i stedet donere penge til velgørende organisationer, og godt nok kom flere af gæsterne i private flyvemaskiner, men der blev ikke serveret kød til middagen. Overhovedet.
Bruce Springsteen, den autentiske amerikanske historiefortæller, var der. Beyoncé, heltinden i kampen for anerkendelse af de sorte, var der med sin mand, forretningsmanden og rapperen Jay Z. Steven Spielberg, som blandt adskillige storfilm har givet os fortællingen om, hvordan Abraham Lincoln førte an i kampen mod slaveriet, inden han selv blev myrdet, var selvfølgelig også inviteret.
Alle fire er ikke bare kunstnere og demokrater, de er også milliardærer.
Sangeren Alicia Keyes, skuespilleren Tom Hanks og basketballstjernen Dwayne Wade var også med til festen.
Der var så også nogle, som ikke kom med, efter gæstelisten af coronahensyn blev reduceret fra 500 til 60. Én sagde vittigt, at man kunne være sikker på, at man ikke ville blive inviteret, hvis man havde været med til at lave sundhedsreformen sammen med Obama. Underforstået: Dem, han havde haft brug for, da han skulle lave politik for underklassen i USA, var ikke længere attraktive, da han skulle holde fest. Det var til gengæld superstjernerne.
Det kan man selvfølgelig godt bebrejde Obama moralsk. Før han selv blev mangemillionær, var han ifølge Michelle Obama så optaget af ulighed i indkomster, at det holdt ham oppe om natten, og i 2013 udnævnte han ulighed til et af de største problemer i USA.
Men egentlig er der vel bare sket det samme for Barack Obama som for rigtig mange af os andre i hele verden: Han er blevet fortryllet af populærkulturen og tiltrukket af stjernerne, der fremstår som den nye verdens kongelige.
Vi kulturelle amerikanere
Vi har allerede længe været kulturelle amerikanerne. Kulturhistorikeren Louis Menand har i storværket Free World redegjort for, hvordan populærkulturen fra USA i årtierne efter Anden Verdenskrig erobrede verden. Og med dannelsen af en global offentlighed, sociale medier udviklet af tech-giganter i Californien og nye magtfulde distributionskanaler som de store streamingtjenester er der sat en enestående forstærker på udbredelsen af den amerikanske kultur.
Det vil være forkert at kalde det for kulturimperialisme, for det globale publikum har selv valgt det og længes efter de seneste album, film, tv-serier og fortællinger fra den amerikanske kulturindustri. Med stor begejstring har vi også her på Dagbladet Information udbredt den amerikanske kultur. Set verden igennem den, brugt den til at fortolke og forstå vores samtid og til at gå på genopdagelse i historien og blive inspireret til politisk aktivisme. Og vi mener selv, vi er blevet klogere af det.
Men der kommer også et punkt, hvor en specifik klasse og en bestemt industri i et land får så stor magt til at bestemme vores kulturelle verdensbillede, at spørgsmålet er, om vi i stedet for at udvide vores horisont får en begrænset forestillingsverden. Om det, der begyndte som frie valg, er ved at blive til et fremtidigt monopol, og om vi er blevet så fortrolige med den amerikanske kultur, at vi kommer til at vælge en masse andre værker, forståelser og fortolkninger fra, når vi vælger endnu et værk af en velkendt amerikansk kulturskaber til. Om vi mister forbindelsen til det, som er mindre tilgængeligt.
Vi er ikke sikre på, at det ikke er sket. Og derfor laver vi nu på Information et eksperiment: Den næste måned anmelder vi ikke nogen amerikanske kulturprodukter overhovedet. Vi holder en pause med kultur fra USA. Målet med øvelsen er ikke at lukke ned for amerikansk kultur for altid, men at forpligte os selv til at udforske og undersøge alle de film, album, tv-serier, bøger og andre værker, som ikke er amerikanske. At præsentere det, vi ellers ikke får plads til, og konkret anbefale podcast, medier, samtaler og kultur fra andre lande og anvise veje og distributionskanaler til det.
Det handler om at undersøge mekanismerne i den kolossale kulturindustri, som gennem algoritmer og data på vores forbrug dikterer betingelserne for fremtidens produktion og udbud af kultur. Hvad er det, der bliver gjort tilgængeligt, og hvad er det, som bliver skubbet væk, når iTunes, Netflix, HBO og Disney+ serverer det kulturelle repertoire for et globalt publikum? For det er jo sådan, at det, der begynder som frie forbrugervalg, kan ende med at begrænse vores fremtidige udbud hos store monopolvirksomheder.
Vores eksperiment er derfor en slags kulturel modstandsøvelse.
USA og Europa
Forholdet mellem amerikansk og europæisk kultur og ideer er komplekst: Noget af det mest franske overhovedet er nybølgefilmene fra 1960’erne af instruktører som Truffaut og Godard. De var stærkt påvirkede af amerikansk populærkultur og var aldrig blevet til det, de var, uden inspirationen fra Amerika. Den tyske filosof Hannah Arendt flygtede fra nazismen til USA og udviklede derfra en original gentænkning af den europæiske idehistorie. Den franske forsker Thomas Pikettys epokegørende værk Kapitalen i det 21. århundrede blev først til en global bestseller, da den udkom på Harvard University Press. Oversættelsen førte til, at en gruppe socialistiske franske økonomer kom til at præge den globale samtale om ulighed.
Vi har mødt en enorm politisk, økonomisk og militær magt fra USA. Men vi har også med Vietnam-filmene og protestsangene fået modmagten fra amerikansk kultur. Vi har fået techgiganternes overvågningskapitalisme fra USA, men vi har også med Shoshana Zuboffs værk fået begreberne til at forstå og kritisere den.
Vi har fra den amerikanske kultur fået nogle ekstremt idealiserede billeder af mænd og kvinders kroppe, forestillinger om skønhed og magtforhold mellem kønnene, som både er blød kultur og hård kapitalisme. Det har fået mange til at føle sig forkerte og grimme. Men vi har også fra amerikansk kultur fået #MeToo-bevægelsen, som har mobiliseret kvinder globalt i et handlekraftigt fællesskab, der står frem, siger fra og forandrer vores kultur.
Fra de amerikanske antiracistiske film, serier og sange har vi fået en kritisk opmærksomhed over for ord, symboler og koder, vi bruger uden at tænke over det, og de magtforhold, de skjuler. Det har været mobiliserende for generationer i Danmark, som er vokset op med den hårde udlændingepolitik som et indiskutabelt faktum og anti-antiracismen som offentlig doktrin.
Men rigtig meget udstødelse og umyndiggørelse handler ikke om ord og symboler, de kommer fra økonomisk ulighed og politiske strukturer. Og vi har i Europa vores egen historie med kolonialisme, imperialisme og racisme, som man ikke forstår gennem en amerikansk forestillingsverden. Man skal studere nogle andre økonomiske forhold, sociale strukturer og fælles antagelser, hvis man vil kritisere, at unge mennesker i historisk velstående samfund vokser op i lejre, andre mister livet på vej til Europa, og familier bliver splittet mellem verdensdele.
Endelig er det ikke ligegyldigt, at den politiske aktivisme i amerikansk populærkultur er momenter i en ødelæggende kulturkamp i USA, som vi ikke vil importere. Den formår ikke at skabe fælles rum mellem modstandere, men eskalerer konflikter, som bliver til moralske fjendskaber. Som LGBT+-aktivisten Mads Hvid for nylig skrev i en kronik i Politiken:
»Vi er nødt til at definere vores egne kampe, tage det, vi kan bruge, men efterlade det, der ikke tjener en progressiv debat i en dansk kontekst. Vi er nødt til at bevæge os væk fra ideen om, at vores modstandere er onde og ikke ønsker at forstå, er dumme eller er ude på at fornægte virkeligheden. Det er sådanne antagelser, der på begge sider af debatten gør fremskridt og dialog umuligt.«
Vi elsker på Information amerikansk kultur, den har givet os mesterværker, som har gjort vores verden større, øjeblikke af lykke, vi ikke ville være foruden, og ubehagelige erkendelser, som har gjort os bedre til at se usynlige lidelser og smerte. Friere og klogere.
Men hvis der er noget, vi har lært af de seneste års kolossale rystelser fra finanskrisen over flygtningedramaet til de politiske opbrud og den chokerende afslutning på krigen i Afghanistan, er det, at der er en masse, vi ikke ser og ikke forstår. At der er blinde punkter i udsigten fra Obamas smukke selskab. Vi vil den næste måned, helt banalt, gøre, hvad vi kan gøre for at opsøge andre forestillingsverdener og fortællinger, som ikke nødvendigvis er engelsksprogede eller fra Vesten.
Vi vil gå på opdagelse i den kulturelle verden uden for Amerika.
En måned frigjort fra USA’s kulturmagt
Information elsker amerikansk kultur. Det gør rigtig mange danskere også. Men USA’s massive dominans på streamingplatforme og sociale medier har også udviklet en magt til at definere vores forestillingsunivers, ideer og debatter, som ingen andre stormagter i historien har været i nærheden af. I fire uger kaster kulturredaktionen sig derfor over et eksperiment: Vi skriver intet om amerikansk kultur, men fordyber os i og guider til kultur fra resten af verden.
Seneste artikler
Hvordan gik det med ikke at skrive om amerikansk kultur i en måned, spørger I?
16. oktober 2021Nemt. Kulturredaktøren samler op på de erfaringer, redaktionen har gjort sig under eksperimentet med ikke at skrive om amerikansk kultur i en måned – og lister alt det op, læserne ikke fik af os. Og hvad vi lært af udeladelserneMusikstreaming genner os ind i ubevidste filterbobler
15. oktober 2021På de store amerikanskdominerede musikstreamingtjenester forsøger algoritmerne at finde den mindst udfordrende musik, så vi bliver hængende, uden at tænke over at musikken spiller. Det er det mest økonomisk rentable – men det er kulturelt skadeligtEn måned uden amerikansk kultur var næsten for nemt at udholde – takket være Storbritannien
14. oktober 2021Har det været for nemt at undgå amerikansk kunst og kultur de seneste fire uger? Det spørgsmål stiller filmredaktøren sig selv med et par dage tilbage af USA-cølibatet. Blikket er dog blevet løftet, og Netflix-algoritmerne genkalibreret. Og han har næsten ikke snydt
Godt initiativ. Men er en måned virkelig nok?
HURRA, YES, JUBI, TAK... endelig
Cool!
Herligt. Glæder mig til at læse om europæisk og asiatisk kultur. Man har længe kunnet få den opfattelse, at der kun produceres film i USA. Se ex. tv-stationernes programmer. Hvis der endelig er en polsk, tysk eller finsk spillefilm, så sendes den midt om natten. Produceres der overhovedet film i Portugal og Grækenland? Man skulle ikke tro det.
I de små biografer, som Øst for Paradis, kan man heldigvis af og til støde på en film fra Montenegro eller Mellemøsten. Men de amerikanske møver sig mere og mere ind.
Litteraturområdet er heldigvis lidt mere mangfoldigt.
Men stort HURRA til Information for at gøre noget for kulturdiversiteten.
Jeg ville nu mene at vi altid skal lade os blive inspireret, indigneret, provokeret og forelsket i andre landes fremgangsmåder. Det er ganske moderne at lukke sig om sig selv. Men jeg mener vi bør insistere på at samarbejde. Tyskerne havde engang et nordisk samarbejde som har ligget stille siden muren. Og hvordan går det lige med Nordisk råd når vi har en statmininster som samarbejder med Israel og Schweiz. Handler livet kun om at skrabe penge sammen.
Jeg vil starte et andet sted. Livet er som et matadorspil. Når du fødes er alle husene og hotellerne fordelt på forhånd. Nogle spillere er mere mobile og slår med to terninger og får det bobbelte af de andre, når de passerer "start". Spillet udvikler sig som livet. Nogle få bliver ufattelig rige og går rundt i en evig rus af selvglæde. Mens os der slår med én terning lever fra hånden til munden.
Jeg er godt træt af at være 54, enlig uden bil og har en praktik stillet i udsigt på bistanthjælp. Selv om jeg er ene føler jeg dagligt, at jeg trædes på, helt bogstaveligt.
Mit parti har netop forslået at vi speeder nulemissionserne op med 10 år. Så vi er ud over det sorte i 2040. Det tror jeg ikke jeg får at se som livet folder sig ud nu.
Det skal nok blive interessant
Interessant.
På Filmstriben.dk er der næsten altid mulighed for at vælge film ud fra geografi. Lige nu er tyske film, som er i fokus.Sidste måned var det Afghanistan.
Dejlig at slippe for den massive engelsk/amerikansksprogede kulturdominans for en tid. :)
Det er naturligvis også derfor, at den nuværende regering har valgt at stoppe 'lektorratsordningen', som skulle udbrede dansk sprog og kultur til andre lande.
Den kostede faktisk ikke ret meget. Ca 8 millioner kroner om året .. men nej! Socialdemokraterne kan ikke lide ordningen.
https://ufm.dk/uddannelse/tilskud-til-udveksling-og-internationale-proje...
https://www.google.com/search?channel=trow5&client=firefox-b-d&q=hvad+ko...
Opium for folket har alle dage været magthavernes kendetegn. Hvad det angår er USA i førertrøjen. Jeg sagde farvel og tak til Elvis Presley, da The Beatles dukkede op.
Så der er i min optik gode alternativer til USA. Lad os se hvad I på Information har at tilbyde som erstatning.
Godt at se, at andre oplever det samme. For det handler ikke kun om film, men om vores levevis. Også sprog og madkultur er blevet invaderet af det amerikanske, og det er sørgeligt. Fuck og fast food og meget andet skidt har forurenet vores dagligliv. Lad os rense ud og pleje det, vi gerne vil have indvandrerne skal opleve som dansk. Tale et godt sprog og bekymrer os om ordentlig madlavning.
Måske er der mere end nogensinde før brug for kritisk belysning af amerikansk politik og magtudøvelse, såvel internationalt som nationalt. Ikke blot fordi (anglo-)amerikansk politik påvirker dansk ditto umådeligt meget - men også fordi den globale situation. er umådeligt afhængigt af hvad verdens største økonomi og stærkeste militære magt foretager sig ... såvel ift. klima som til demokratiudøvelse/retstilstanden og ulighedsudviklingen m.m.
Informations kunstpause fra kulturel kålsuppe om/fra USA er et tomt slag i luften; en undgåelse af flersidig journalistik om et USA som er i færd med at konfliktoptrappe overfor Kina, mens det dårlige forhold til Rusland holdes på status quo. Et Information med global fred som bærende hensigt i journalistikken efterspørges.
Også Amerika fravælger amerikansk kultur: den 91-årige musicalkomponist og -tekstforfatter Stephen Sondheim varsler premiere næste år på en musical baseret på to franske film.
OMG! Vi har på alle måder og områder hovederne så langt op i bagdelen på amerikanerne, at det efterhånden kniber både med at se klart og trække vejret.
"Men rigtig meget udstødelse og umyndiggørelse handler ikke om ord og symboler, de kommer fra økonomisk ulighed og politiske strukturer."
Med "Amerika" mener skribenten nok US-amerika, med mindre redaktionen også tager en måned fri fra Canada, Mexico og søsterkontinentet.
Ord og symboler kan ikke adskilles fra den øvrige produktion og lagdeling - det virtuelle og det aktuelle hænger altid allerede sammen. Form og indhold kan kun adskilles i en analyse, altså abstrakt, hvilket jo også er meningen med boykotten i første omgang - us-amerikansk kultur former vores måde at opleve og forestille verden på og dermed os og verden.
I et vis perspektiv er der ikke nogen nævneværdig forskel på Canadis og us-amerikansk kultur og heller ej på racisme (og chauvinismerne) i Europa og den i Nordamerika samt New Zealand og Australien.
Ord og symboler har ikke større betydning - altså reel praktisk betydning i form af legitimering og reproduktion af eksempelvis racialiserede strata - i US-amerika end i Europa og resten af Vesten.
Jeg er enig i, at det er uhensigtsmæssigt og forkert at dæmonisere selv fascister og dets lige og i, at vi alle er følsomme og kærlige mennesker, men hvad med samme Arendts ondskabsbegreb?
Var det ikke netop noget med ligegyldighed over for andre snarere end had og gakkede konspirationsteorier om sadistisk nydelse?
Her er det værd at nævne, at en sådan ligegyldighed sagtens kan koordineres og udbredes med overlæg.
I nationalismernes tjeneste (som Danmark lider tungt af) bliver det til ligegyldighed over for visse andre, over for visse mennesker liv og lidelse...
undtagen når det handler om at udbytte det
Hold da helt op for en horisontindskrænkning! Det kan da simpelthen ikke være rigtigt, at Rune Lykkeberg tror, at der er dækning for det subjekt, "vi", han bruger igen og igen i sin tekst. Skulle han virkelig tro det, kan han bruge den selvpålagte pause til at kvalificere sit eget subjekt.
Man skal især bevæge sig uden for medieverdenen for at finde de tekster, som viser, at der blandt kongerigets indvånere har været og stadig er mennesker, der ikke har USA som kulturelt eller politisk center. Nogle af forfatterne til teksterne er såmænd mennesker, der engang har været anmeldere på Information. Måske skulle chefredaktøren gå anmelderstaben igennem med henblik på et se, om avisen har tilstrækkelig horisont i sin betragtning af verden.
Jeg kunne ønske mig, Rune, at du puttede hele denne sag om amerikansk populærkultur i "et framework" - altså en ramme - der hedder klimakampen. Man kan sige alt muligt om USA, og det er så sandelig vigtigt, at det bliver sagt, men - tiden rinder ud, og der nu en vigtigere sag på dagsordenen: Klimaet! Jeg ville såmænd gerne afskrive USA som - fortabt i sit eget overforbrug - men det går desværre ikke: Uden USA kommer vi ikke igennem. Der er et billede, der ikke vil forlade min nethinde: HowStuffWork.com eller en tilsvarende side havde skilt en Tesla 3 ad. Hele det elektriske system lå udbredt på et værkstedsgulv. Og det er jo velkendt, at der ikke skal så mange dele til at konstruere en elbil, som der skal til en konventionel bil. Så- de amerikanske ingeniører har dette vidunderlige afsæt - en fuldstændig overvældende tro på, at innovation nok skal klare paragrafferne. Og så til slut - er der ikke noget med at Angeln og Saxen er tyske landskaber ikke så langt herfra. Hvad end USA står for, har landet jo rødder lige her syd for os. I klimakampen har danmark så heldigvis vindmøllerne at henvise til - havvind er mægtig populært i værktøjskassen med løsninger, har jeg forstået. Også i USA. Så - Det var vist den tidligere kulturminister, der fik sagt, at under en pandemi må det være vigtigere at få folk på fode, end hvilket kurturliv de har. Men mon ikke også det gælder under en klimakrise, at der er ting, der er vigtigere, end hvad vi fodrer os med fra "flimmerkassen" ? Afsluttende: dette pause Initiativ er udmærket, men lad det ske i en vigtigere ramme: USA og dets ufatteligt kreative klasse af nyskabere må vi for enhver pris sørge for kommer på "vores" side i klimakampen. Tiden rinder ud.
Det er sikkert en sund udfordring for de satte medarbejdere på information inkl. Rune Lykkeberg selv. Men det er unægteligt temmeligt narcissitiskt selvoptaget og dermed ret uinteressant. Især når vi taler om en måned eftersom Information stort set har brugt jublende spalteplads gennem adskillige åt på en hvilken som helst ide eller bevægelse fra USA ( som vel er det du taler om når du siger amerika). Senest import af køns- og rascimedebatter på amerikansk udgangspunkt og præmisser. Hvilket ikke har gavnet de vigtige diskussioner om lighed og mod diskrimination her i landet, men snarere ind i mellem har afsporet dem.
Kulturimperialisme er det jo uanset om modtagerne æder det frivilligt og blåøjet.
Det vil være meget meget vigtigere hvis Information søger efter en bredere dækning af verdenen bl.a. og især også vedr. den politiske dækning. Så længe man anvender politiske udmeldinger fra USA via pressemeddelser, nyhedsbureauer mv. hjælper det ikke. Tænk hvis vi kunne få dækning af latinamerika fra f.x nyheder fra Telesur eller andre nyhedskilder, fra Al- jazzera eller? Ja bare en oversigt over andre nyhedsformidlere ville være fantastisk. Sålænge vi ( Information og læsere ) kun kender verdenen som den ser ud gennem amerikanske briller kan selv Deadline ( ligesom Information) finde Kanye West og de andre amerikanske rige og berømte vigtigere end alt muligt andet i verdenen.
Så på med vanten og kom i gang, der hvor det kan udvikle og ændre Informations dækning af verdenen. Og husk lige at det ikke kun betyder mere tysk, fransk og engelsk kultur og briller på verdenen.
Det er et mægtigt velkomment initiativ.
USA´s økonomiske, politiske og kulturelle hegemoni er ikke (længere) en berigelse; men snarere en enorm skranke for såvel indsigt som udsigt.
En skranke som næsten har afmonteret fantasien og evnen til at forholde sig åbent, reflekterende og perspektiverende i forhold til snart sagt alle de væsentligste omstændigheder, der er dannende og medskabende for vor væren.
Eksempelvis er der - eller snarere har været - grundlæggende forskelle på europæisk kontinental syn på menneske, samfund og forholdet mellem disse. Essentielle syn på pligt, nytte, sammenhængskraft, ansvar, fællesskab individualisme er alle byggesten til vort samfund.
Med et soloblik på den US-amerikanske "succes" har vi ladet klassiske europæisk-kontinentale forståelser erodere og ladet neoliberalisme, utilitarisme og konkurrencestat blomstre tillige med et de facto US-amerikansk kulturmonopol.
Lad os få et "die Wende" version 2. Frihed fra enhver dominans uanset om den kommer fra øst eller vest og frihed til ligeværdig inspiration og udvikling.
I øvrigt - Lykkebergs initiativ er faktisk så godt, at det fortjener mere end en måned.
Stop den intellektualisering om politik. Skift livsstil, drop det amerikanske, spis bedre, langsommere, og dyrere. Danskerne bruger kun 9% af deres indkomst på mad, derfor er fastfood så udbredt. Vi lever usundt, bliver federe og federe, rør os mindre og mindre. Alt det ser vi på amerikanske film. Deres usunde livsstil. Vi er maddovne. Det er den værste effekt af amerikansk kultur.
Det er ikke så meget kulturen, vi skal have en pause fra. Det kan næsten ikke lade sig gøre alligevel. Tæppebombet bliver vi,. Fra alle kanter.
Nej, det er mere den røvslikkende journalistiske linje, der har været her på Information i forhold til Demokraterne som progressive, klimavenlige og svaret på alle de dårligdomme, der har været under Trump. Denne linje har Specielt Rune Lykkeberg og
Martin Burcharth været forgangsmænd for, og det har været ukritisk og næsten ikke til at holde ud.
Åh ja, vi kan da sikkert undvære amerikansk "kultur" - eller hvad man nu skal kalde det - en måneds tid, men vi kunne ikke overleve en dag uden deres penge. Landet er Danmarks tredjestørste eksportmarked og tusindvis af danske arbejdspladser afhænger af samhandlen med USA. Og et godt forhold i øvrigt. Så lad os da bare bilde os ind at vi ikke er økonomisk, historisk, kulturelt og politisk ualmindeligt filtret ind i landet og lad os se nogle spændende finske, montenegrinske og portugisiske film. Kulturelt set kunne det også være givende at tage en lille pause fra Black Lives Matter, Metoo# og identitetspolitikken, som jo også har sit udspring i God's Own Country.
Vi har brug for en MEGET LANG pause fra amerikansk kultur.
Men det er da også paradoksalt, at størstedelen af Lykkebergs reklame for Informations projekt går på at prise USA for både dette og hint.
Var det lige øjeblikket? Skulle man ikke i stedet tale projektet op?
Man får jo nærmest indtryk af, at ”Ja, nu gør vi så det, men egentlig vil vi hellere tale om USAs fortræffeligheder, som har velsignet os så meget”.
Nu kan jeg nok fransk og tysk til selv at klare den del med at finde kulturprodukter på andre sprog end engelsk. (Forhåbentlig også græsk engang i de kommende år.)
Men ser selvfølgelig frem til anbefalinger og anmeldelser.
Meeen… man dypper kun lige tæerne i vandskorpen.
Jaja, nu må vi se. Lidt har også ret.
Har altid drømt et "filter" hvor man kunne mute nyheder fra USA eller andre steder indtil man en dag føler et behov for disse nyheder. Måske skulle avisen bruge krudtet på vores nært forbundne partnerlande i EU.
Amerikansk kultur, Amerikansk kultur - eller måske snarere Amerikansk liberalisme eller kapitalisme, at eje mere - at eje alting, er fremtidens mål for dette monster og uvæsen.
Med streaming-tjenesterne bliver der ikke brug for DVD, blue ray disc eller andre f.eks. video optagere, så du kan godt begynde at smide dine afspillere og DVDer m.m. ud, for i kapitalens verden gælder det om at "eje alting", og når nu streaming-tjenesterne selv står for de store serier, vil de kun sælge dem via deres streamng-tjenester, - men kun til låns for kr. 15,- pr gang.
Vores mobiltelefoner er det allerede gået den vej med, - de har solgt dem til os, via alle deres forbehold, som de skal godkende har de fortsat alle rettigheder over vores mobiltelefoner.
Selv om jeg har godkendt alt for at få så meget ud af min mobil som muligt, så kan jeg ikke oprette mapper og undermapper frit som jeg lyster at organisere mig med min nye mobil, - hvilket jeg endnu kunne med den gamle mobil.
Nu er det de mønstre som softwaren bygger på der er indrettet efter Googles Android system, og som passer til den måde de vil have tingene organiseret, så det passer til deres systemer, - for det er ikke kun via cookies de holder øje med brugerne, - den tanke er for naiv!
Hvad skal de f.eks. bruge de navn, dit telefon-nr., din mail-adresse, - ikke kun den mail-adresse som du har åbnet i Gmail, - næ din private e-mail, for det handler altsammen om kontrol overalt i dit liv, - Hvem er du, hvor aktiv er du, hvilke interesser har, hvor tit osv., osv., osv., - alt hvad der kan hjælpe deres forretning med at fastholde dig og binde dig, til deres brug , og derfor er softwaren i deres Adroid også indrettet efter deres behov, - og slet ikke frit til brug for dig.
Et lille eksempel er mine billeder på min mobil, hvoraf nogle er hentet fra min computer fra forskellige lejligheder med familie og andre i den sammenhæng for mig og mit liv.
Det kan jeg ikke organisere som jeg vil i mapper og undermapper, men skal indrette mig efter deres software, og nu lægge ind i albums, - og med 50 albums efterhånden er det sgu ikke helt nemt at finde rundt i hvor de enkelte billeder befinder sig.
Der er det nemmere med Windows og mappestrukturer med årstal og ferie, fødselsdage osv., osv., og helt det samme gælder også for enkelte brugsanvisninger mm. ligesom andre ting det ville være nemmere at finde rundt i i stedet for.
At samle rejsebilletter, coronapas og andre vigtige filer til dagligdagen f.eks. PDF-filer er ikke muligt på en enkel måde at organisere det.
- JEG HAR KØBT EN MOBILTELEFON, MEN JEG EJER IKKE RETTEN TIL AT INDRETTE MIG EFTER MINE BEHOV FOR ORGANISATION AF MIT LIV PÅ DEN!
De har solgt den til mig, men beholdt rettigheden til at bestemmer over hvordanjeg gerne vil indrette mig på min mobiltelefon efter mit behov.
Ejerskabet er på vej til at blive taget fra os, selv om vi betaler for ejerskabet af de varer som de udbyder til salg, - så er det et bedrag mod vores rettighed efter vil har betalt for varen.
Ingen bilfabrikant sætter grænser for hvor, hvordan og hvornår du vil køre i din bil, og ej heller hvordan du vil bruge din bil, som flyttevogn, - de har solgt bilen til dig uden begrænsninger for dit brug af din bil.
Sådan er det ikke i tech-verdenen hos tech-giganterne!
Selve forestillingen om at Information holder pause fra amerikansk kultur er suspekt, grænsende til det latterlige: Angloamerikansk kultur er så udbredt og sniger sig ind ad utallige dør- og brevsprækker i vores informationsstrømme og kommunikation at artikler direkte om amerikansk kultur er nærmest overflødige. I virkeligheden er der tale om et optisk bedrag, et tomt slag i luften. Propaganda for en søgt rimelighed/indignation.
JA TAK og som man siger i USA (bl.a.) it's about goddamn time!