Leder

Den belarussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj er tidens største kronikør

Årets modtager af Sonningprisen er lige nu en af de største europæiske forfattere og en stor inspiration for alle dem, der kæmper mod ufriheden, og dem, der i litteraturen søger svar på tidens største udfordringer
Dette års modtager af Sonningprisen, Svetlana Aleksijevitj, er en engageret frihedskæmper og en unik stemme i tidens litteratur.

Dette års modtager af Sonningprisen, Svetlana Aleksijevitj, er en engageret frihedskæmper og en unik stemme i tidens litteratur.

10090 Claudio Bresciani/TT

Kultur
4. oktober 2021

Den belarussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj har nu i mere end ti år været i gang med et stort bogprojekt om kærligheden i Rusland. I tråd med hendes øvrige bøger har hun rejst rundt i det store russiske rige og samlet på historier om kærligheden og dens evne til at overleve selv de mest desperate livsomstændigheder.

Som altid baserer hun sin bog på vidnesbyrd fra hundredvis af mennesker. Ligesom hun har gjort i sine bøger om livet for det sovjetiske og postsovjetiske menneske: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, hvor hun giver et indblik i krigens væsen og hverdag gennem de kvindelige soldater, der deltog i den røde hær under Anden Verdenskrig, Zinkdrengene om den ti år lange sovjetiske krig i Afghanistan, Bøn for Tjernobyl om den katastrofale atomkraftulykke i 1986 og Secondhand-tid om tiden efter opløsningen af det røde imperium. Hendes bøger er af gode grunde længe undervejs. Hendes arbejdsmetode er tidskrævende og omstændelig.

Med bogen om kærlighed skulle det imidlertid være anderledes. Den skulle ikke tage afsæt i en stor omvæltende samfundsmæssig katastrofe, men handle om det privatliv, som det enkelte menneske i Rusland er blevet berøvet. Den skulle fortælles inde fra den intimsfære, som vi ellers aldrig hører om. Men denne bog har været længere undervejs, usædvanligt længe, fordi hun hele tiden bliver afbrudt, senest af sit engagement i den belarussiske frihedskamp og mod den diktatoriske præsident Aleksandr Lukasjenko, der igen har tvunget hende i eksil i Berlin.

Svetlana Aleksijevitj er en engageret frihedskæmper og en unik stemme i tidens litteratur. Hendes største litterære bedrift ligger ikke i avancerede formeksperimenter, men i de vidnesbyrd og fortællinger fra helt almindelige mennesker, som hun sætter sammen i en forunderlig komposition. Hun har altid prioriteret det enkelte menneskes stemme over den store historie og de store principper. Mere præcist har hun ladet det enkelte menneske fortælle den store historie – eller som hun formulerede det forleden:

»Jeg elsker det levede liv. Det liv, som findes på gaden, i samtalen mellem mennesker, i skriget eller i gråden. Dér er livet ægte og endnu ikke forarbejdet af nogens idé eller tanke.«

De ord udtalte Svetlana Aleksijevitj, da hun i forrige uge var i København for at modtage Sonningprisen. Prisen er ikke bare landets største kulturpris, den gives til internationale forfattere, tænkere og kulturpersonligheder, der som det hedder i kriteriet for prisen »skønnes at have udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur«.

Prisen var ekstremt fortjent. Den tale, hun holdt i den anledning – og som vi optrykte i sin fulde længde i fredagens avis – var ikke bare en smuk takketale, men rummede hendes unikke arbejdsmetode og måde at samle vidnesbyrd og fortælle historier på.

En stor inspiration

Svetlana Aleksijevitj er en af tidens største forfattere og skildrer af vores tid. Hun skriver romaner, men er ikke en traditionel romanforfatter. Hendes tilgang til stoffet er mere som en journalist og dokumentarist, og hendes afgørende fornyelse af romanformen sker i feltet mellem den traditionelle roman og dokumentarismen. »Jeg søgte længe en genre, som ville stemme overens med mit verdenssyn, og med hvordan mit øje, mit øre, og også min hukommelse, er skruet sammen«, som hun også har udtrykt det.

Svetlana Aleksijevitjs danske oversætter, Tine Roesen, karakteriserede i den tale, hun holdt i anledning af Sonningprisen, hendes indsats ved at henvise til den russiske litteraturforsker Mikail Bakhtin. Han taler om menneskets ’ikkealibi i tilværelsen’. Overført på Svetlana Aleksijevitj betyder det, at hun ikke føler, at hun kan undslippe at tage et personligt ansvar på vegne af det kollektiv, hun tilhører. Ingen andre kan agere i hendes sted. Hun har med andre ord ikke noget alibi for ikke at aflægge sine vidnesbyrd, ligesom hun heller ikke aktuelt kan svigte den belarussiske frihedskamp. Hun stiller sig til rådighed for et folk og for en historie, der aldrig må gå i glemmebogen. Derfor er hun lige nu en af de største europæiske forfattere og en stor inspiration for alle dem, der kæmper mod ufriheden og dem, der i litteraturen søger svar på tidens største udfordringer.

Man kan kun håbe, at hun også får tid og kræfter til at realisere sin bog om kærligheden – også den bog vil der være brug for i vores samtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her