Leder

Filminstruktører kan roligt koncentrere sig om at fortælle én historie fra Besættelsen

Publikum kender og kan rumme mange forskellige vinkler på Besættelsen, så filminstruktører behøver ikke at inddrage dem alle, når de laver film om den
Ole Bornedal kunne med fordel have nøjedes med at fortælle historien om børnene i filmen »Skyggen i mit øje«.

Ole Bornedal kunne med fordel have nøjedes med at fortælle historien om børnene i filmen »Skyggen i mit øje«.

Fra filmen.

Kultur
1. november 2021

Det er beundringsværdigt, at filminstruktører gang på gang sætter kritisk blik på vores kollektive erindring om Besættelsen, som Ole Bornedal nu gør det med sin nye film om fejlbombningen af Jeanne d’Arc-skolen i 1945, Skyggen i mit øje. Når gode film baseret på historisk materiale fungerer, kan de tilbyde et korrektiv til det, vi fortæller hinanden om fortiden. De kan få os til at se i nye retninger. Historiske film bruges ofte i undervisningssammenhæng, så det er ikke uden betydning, at skaberne håndterer fakta samvittighedsfuldt. Men de er først og fremmest kunstnere. De har hverken evnerne eller forpligtelsen til at formidle hele historien om Besættelsen. Besættelsen er deres dramatiske materiale, og det er først og fremmest som drama, at det skal fungere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Jamen "Skyggen i mit øje" handler om børnene, håbet, kærligheden og troen. Ikke om besættelsen i triviel forstand. Medmindre vi (spoiler alarm) vil nøjes med at spise den kolde havregrød til sidst så må vi tage os sammen og sørge for barnet i os selv og hinanden.