Siden fotografiets opfindelse har der været utallige eksempler på manipulation både foran kameraet og ikke mindst i efterbearbejdelsen af billeder. Alligevel har vi i de seneste 150 år tænkt og brugt mediet som et slags sandhedsvidne. Den autoritet står nu alvorligt til forhandling.
Og i sidste uge blev fotografiets troværdighed endnu en gang udfordret.
Som beskrevet i fredagens kulturtillæg lod den prisvindende fotograf Jonas Bendiksen sig nemlig frivilligt afsløre i, at hans nyeste fotobog Book of Velves var én stor løgn.
Fotografierne skulle være taget i en by i Nordmakedonien, hvor engelskkyndige nordmakedonere havde siddet og fabrikeret vildledende nyhedshistorier rettet mod den amerikanske offentlighed.
Men i virkeligheden var der slet ikke tale om fotografier, men derimod om computergenererede værker skabt i et 3D-animationsprogram og befolket af avatarer, som Bendiksen selv havde placeret i de virtuelle omgivelser.
Det 5.000 ord lange essay, der ledsagede billederne i bogen, var også skabt ved hjælp af kunstig intelligens.
En vigtig påmindelse
Hele Book of Veles-projektet var altså Bendiksens nøje planlagte stunt tænkt som en advarsel om, hvad vi i fremtiden kan vente os af falsk information – både i form af tekst og billeder.
Vi fik i foråret en forsmag, da 25 danske kvinder fik delt falske nøgenbilleder af sig selv på sociale medier. Flere af billederne var lavet via en hjemmeside, hvor man på bare 30 sekunder og uden stor teknisk kunnen kan manipulere et foto af et menneske, så det ligner et ægte nøgenbillede.
Det er dybt bekymrende – ikke kun for mediernes troværdighed, men også for de mennesker, der kan se sig selv manipuleret ind i urigtige og til tider krænkende sammenhænge.
Og selv om blandt andre professor i fotografi Mette Sandby til Information påpeger, at fotografiets troværdighed altid har været udfordret, så er spørgsmålet nu, om ikke vi reelt står over for en teknologisk udvikling, der for alvor kan rokke ved fotografiets troværdighed.
Bendiksens fupbog er derfor en meget vigtig påmindelse om, hvad vi allerede nu kæmper imod, og en understregning af, hvor vigtig kvaliteten af den software, der skal afsløre snyd med computergenererede billeder og film, kommer til at blive.
Engang forlød det at "et foto kan sige mere end 1000 ord".
Men 1000 ord kan også danne en løgn.