Leder

Politisk berøringsangst over for antiracister er ikke vejen frem

Mere eller mindre uforvarende er DR2’s dokumentarserie ’Oprør på Akademiet’ blevet et eksempel på, hvordan tidens mest påtrængende kunstdiskussion stagnerer i en perspektivløs skyttegravskrig
Dokumentarinstruktøren Anna Martensen gør i 'Oprør på Akademiet' et hæderligt forsøg på at bringe to positioner i den samtidige debat om kunst og antiracisme i tale med hinanden.

Dokumentarinstruktøren Anna Martensen gør i 'Oprør på Akademiet' et hæderligt forsøg på at bringe to positioner i den samtidige debat om kunst og antiracisme i tale med hinanden.

DR Presse

Kultur
16. oktober 2021

Ambitionen i DR2’s dokumentarserie Oprør fra Akademiet, som vi anmeldte her i avisen fredag, kunne dårligt være mere sympatisk og fornuftig. Dokumentarinstruktøren Anna Martensen gør her et hæderligt forsøg på at bringe to positioner i den samtidige debat om kunst og antiracisme i tale med hinanden. Håbet er, at alle kan lære noget af hinanden og komme ud over opfattelsen af modparten som henholdsvis privilegieblinde opretholdere af en racistisk samfundsstruktur og krænkelsesparate fjender af såvel ytringsfriheden som den kunstneriske frihed. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Tænk, jeg kunne ikke være mere uenig! Det er klart, at de forskellige individuelle positioner trækkes op i løbet af seriens første afsnit - meget pædagogisk, meget tankebefordrende - for så i sidste afsnit at kulminere i en glimrende og respektfuld værkanalyse imellem de deltagende.
Jeg håber, at serien ikke er en enlig svale, men at diskussionen og værkpræsentationerne må fortsætte, for det giver et helt anderledes nærværende og indsigtsfuld billede på kunstens praksis og betydning i et noget for åndløst velstandssamfund.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"---- men man kommer ikke for alvor op af skyttegravene, hvis der ikke er plads til at anfægte og udfordre selvmodsigelser og skråsikre udsagn".

Det er selvfølgelig rigtigt, men Anne Martensen har haft et koncept, som hun til dels kommer i mål med, og det lykkes hende også ganske godt at demonstrere, hvorfor det ikke lykkes hende at komme helt i mål med det.

Når der videre står:

"Begge er i tvivl, om de vil være med til en værkgennemgang for rullende kamera, men har samtidig som deres erklærede mål at skabe mere plads til minoriteter som dem selv. Hvordan det harmonerer med en generel modvilje over for taletid i offentligheden, er svært at greje".

Så er det selvfølgelig også rigtigt. Men samtidig er det udtryk for en magtdemonstration. Nogen får det, som de vil have det, uanset om det er i strid med sund fornuft. Ellers risikerer de at sabotere projektet fuldstændig. Det bliver ikke fremhævet i lederen.

Til sammenligning: Medieudviklingen og dominansen af managementtænkning gør, at rabiate grupperinger inden for institutioner i dag , generelt set, står i en langt stærkere position, end de f.eks. gjorde det i 1970erne, hvor vi talte om "aktionsforskning".

Det er langt nemmere i dag, ved forskellige former aktioner, at destabilisere institutter og institutioner, end det var dengang. Det er selvfølgelig en magt, der med rimelighed kan anvendes, når det er absolut nødvendigt.

Det er ikke rimeligt blot at demonstrere magt for at vise, at man har den. Så kommer man nemt til at fremstå som nogen, der er mere urimelige end det system, man er oppe imod.

Poul Genefke-Thye

».... folk, der tydeligvis ikke har værktøjer til at forstå den«.
Hvem er det. der mangler hvilke værktøjer???

Peter Laugesen

Peter Martensen, ikke Jens!

Steffen Gliese

Det er fremragende, at Morgen Søndergaard så glimrende beskriver substansen i andet afsnit.
Jeg fik min mor på 79 år til at se med, og hun fandt det inderligt interessant og mere oplysende end det meste anden beskæftigelse med billedkunsten, DR har udsat os for fornylig.
Sjovt nok er der et begreb, som er essentielt, men som ingen længere rigtigt deltager med, nemlig 'dekonstruktion'. Bag hele denne bølge af afstandtagen til en privilegeret og privilegieblind kunstinstitution finder vi jo analyser, der ser på diskursens svaghed og måske ultimative kæntring som universel forklaringsmodel.