I disse dage er det et år siden, at Kunstakademiets daværende institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld og en gruppe anonyme aktivister skruede en gipsafstøbning af en buste fri fra sit fundament, kastede den i Københavns havn og igangsatte den måske mest intense danske debat om et (påstået) kunstværk siden Muhammed-tegningerne. Busten forestillede Det Danske Kunstakademis stifter, kong Frederik V, og Dirckinck-Holmfeld var leder på Institut for Kunst, Skrift og Forskning ved Kunstakademiets billedkunstskoler.
Selv kaldte hun aktionen »en kunstnerisk happening af kærlighed til Danmark«, og i et efterhånden nærmest nylegendarisk tv-interview i Deadline forklarede hun, hvordan der var sket en »rematerialisering« af busten. I Berlingske skrev chefredaktør Tom Jensen om den »frygtelige vandalisme«, som han betegnede handlingen. De ansvarlige havde ifølge chefredaktøren »taget Talebans og Islamisk Stats kulturelle destruktion til sig«. På det tidspunkt troede offentligheden, at busten var skabt i 1754 af billedhuggeren Jacques-François-Joseph Saly, men siden viste det sig, at den var en gipsafstøbning fra cirka 1950.
En billedlig modstandshandling
I denne uge er det så kommet frem, at Katrine Dirckinck-Holmfeld er blevet tiltalt for groft hærværk. Ifølge anklagemyndigheden er der sket skade for 44.350 kroner, og Akademiraadet, der ejer busten og i første omgang anmeldte forbrydelsen, har krævet erstatning. Det fremgår ikke af anklageskriftet, om der ved retssagen vil blive krævet bøde- eller fængselsstraf, men strafferammen for groft hærværk er op til seks års fængsel.
Tyveriet og nedsænkningen mødte kraftige reaktioner fra politikere og meningsdannere. Institutlederen selv blev bortvist fra Kunstakademiet, der i forvejen var i stormvejr, og som nogle måneder senere mistede sin rektor og fik en ny.
Dirckinck-Holmfeld mødte imidlertid også opbakning fra ikke færre end 1.005 underskrivere fra det danske kunstliv og omegn, der skrev under på en solidaritetserklæring med institutlederen, som de mente skulle genansættes. De anerkendte ikke handlingen som hærværk, men som en »billedlig modstandshandling« og »et forsøg på at minde om kolonitiden og dens fortsatte tilstedeværelse i samfundet«.
Og det er muligt, at den var det. Men den var også hærværk. Og det kan virke som en banal konstatering, men end ikke den frie kunst er hævet over loven. Hvis man vil lave grænseoverskridende kunst, der på kant med loven kritiserer systemet, kan man ikke efterfølgende forvente, at samme system vil holde hånden over en.
”1.005 underskrivere fra det danske kunstliv og omegn, der skrev under på en solidaritetserklæring med institutlederen”.
Wow! Men så skal vi selvfølgelig lige huske at tilføje, at det ikke var alle kunstnere eller alle mennesker i deres ”omegn”, som skrev under, så måske er der stadig håb for retssamfundets fremtid i det land, som Katrine Dirckinck-Holmfeld selv påstår at elske så højt.
Det mest morsomme i sagen er fru Holmfelds aner. Oldebarn af en slavehandler - når man nu ellers syntes, at det er å så slemt med den historie med slaver og kolonier. Det kan være svært at være god og hellig på samme tid.
Nu skal vi ikke stå til ansvar for, hvem der var vore oldeforældre, vorherrebevares for en påstand.
Men vi skal stå til ansvar for, hvad vi gør, og hærværk, tyveri og rematrialisering i kunstnerisk øjemed er stadig hærværk og tyveri - og destruktion mere end rematrialisering-
Det mest morsomme i sagen er fru Holmfelds aner. Tipolldebarn af en slavehandler - når man nu ellers syntes, at det er å så slemt med den historie med slaver og kolonier. Det kan være svært at være god og hellig på samme tid.
Rematrialisering! Fint skal det være. Noget finere end blot genbrug. Men når det er sagt, har handlingen jo alligevel vækket til eftertanke.
Lidt komiskat bliver det også når det efterfølgende har vist sig blot at dreje sig om en simpel gibskopi der let lod sig rematrialisere /opløse.
Der var vistnok engang en fransk filosof der sagde noget med at, din ret til at svinge din arm hvorhen du vil, stopper lige der hvor min næse begynder.
Det samme gælder vel også andres ejendom.
Ren juridisk er det en nem ekspeditionssag for domstolen, og det uanset om der var en million solidaritetserklæringer.
Til gengæld undgår en straffesag ikke at blive en del af det rematerialiserede værk og at det bliver en fast bestanddel på kommende udstillinger med kolonialisme og racisme som tema.
Arh. Loven er kedelig.
Og busten er blevet meget bedre efter den tur i havnen. Den skal bare tørres og males med nogle fede farver og tilbage på piedestalen.
Katrine Dirckinck-Holmfeld bør hædres for at gøre kitsch til kunst. Hvad med en flot gipsstatue af hende, hvor hun redder os fra den forfærdelige buste. ;o)
Den gibsafstøbning fra cirka 1950 ser da mere intressant ud nu når den kom op af vandet.
Og set den gipsafstøbning op igen under motto: Handling gir forvandling. :)
Der er tale om gement hærværk- slet og ret !
Og nej, den frie kunst er naturligvis ikke hævet over loven. De ansvarlige må nu til regnskab for deres ugerninger i retssalen. I den forbindelse kan de jo lige skrive sig de røde øren, at strafferammen for groft hærværk er op til seks års fængsel.
Tilrettet:
Der er tale om gement hærværk- slet og ret !
Og nej, den frie kunst er naturligvis ikke hævet over loven. De ansvarlige må nu stå til regnskab for deres ugerninger i retssalen. I den forbindelse kan de jo lige skrive sig bag de røde øren, at strafferammen for groft hærværk er op til seks års fængsel.