Med udgivelsen af Efter åndemaneren, det afsluttende bind i Kim Leines stort anlagte trilogi om grønlændernes frihedskamp, er en milepæl rejst i moderne dansk litteratur. Men samtidig er der føjet et vigtigt kapitel til fortællingen om Danmark som kolonimagt. Vi ser nu os selv i et spejl, som rummer en dobbelthed og en problematisk skygge.
Kim Leine har valgt at slå ned på tre faser af sammenstødet og det ofte konfliktfyldte samliv mellem det grønlandske og det danske folk. Længst tilbage i tid ligger Hans Egedes mission, som i en ret kort periode, 1728-31, faldt sammen med den kluntede oprettelse af kongelig koloni ved det nuværende Nuuk. Så kommer den sære historie om de religiøse partisaner Habakuk og hustru Maria Magdalene og deres sammenstød med kirkens danske repræsentant, præsten Morten Falck, tæt på Maniitsoq i 1790’erne. Og nu har Leine fokuseret på den såkaldte konebådsekspedition til Østgrønland i 1884-85 og skæbner i miljøet, hvorfra færden udgik.
Udgivelsesrækkefølgen er ikke identisk med det historiske forløb, eftersom forfatteren begyndte på midten og først arbejdede sig bagud i tiden og siden op mod vor egen tid. Men planen var fra begyndelsen tydelig: At skildre, hvad man måske kan kalde et omsorgsfuldt overgreb, og at beskrive, hvor vanskeligt det kan være at rumme mennesker, som negerer vores drømmebilleder.
Grønlænderen er i dansk kontekst som regel blevet gestaltet enten som den ædle vilde – og dermed så at sige blevet ekskluderet positivt – eller iscenesat som den arme sociale taber, altså ekskluderet negativt. Begge klicheer fremstillede grønlænderen som lost in translation mellem tradition og modernitet. Men frem af Leines romaner træder levende inuitter, sammensatte individer, nogle af dem etniske blandinger, med længsler; traumatiske erindringer; skyldfølelse, der råber på soning; begær, der beder om forløsning; hos nogle også en dyb higen efter det hellige. Efter åndemaneren er – ved siden af alt det bogen også er – beretningen om, hvordan grønlænderen under ekspeditionen opnår en voksende bevidsthed om sit folk og får forsonet sig med sin fortid.
Det danske set udefra
Anskuet fra dansk synspunkt tilbyder romanerne en enestående mulighed for at opleve det danske som set udefra. Et »vi«, som før fortolkede sig selv, bliver nu et »I« eller »de«, betragtet af andre: »I danskere er mærkelige,« står der i Rød mand / Sort mand. »Jeres gud er både svag og stærk, og den anden gud, hans far, er både grusom og kærlig, de kristne er både gode og dårlige, og vores land er på én gang vores og ikke vores. Alting er dobbelt hos jer danskere. Man bliver kajaksvimmel af at tale med jer.«
Men »kajaksvimmel« er netop, hvad en nyudnævnt kolonibestyrer bliver i den nye roman, efter at han har fået fremstillet en kajak i overstørrelse og i sit overmod tror, at han nu kan, om ikke gå på vandet, så sejle på åbent hav. Kajaksejlads kræver fornemmelse, øvelse, selvbeherskelse, ligevægt.
Og balance er præcis, hvad Kim Leine har opnået som forfatter, paradoksalt nok ved at begive sig ud på det dybe vand og dels blande en mangfoldighed af fortælleformer og genrer, dels leve sig ind i et mylder af figurer og person for person, krop for krop, sind for sind, give dem plads, sådan at man for sit indre blik ser Hans Egede springe fra klippe til klippe på sine bløde skindsko og med den lange vandringsstav, og sådan at man nu kender eksempelvis Sara og Cecilie fra egnen omkring Sydprøven. Den ene får med en dansk eremit en rødhåret søn, Rufus, som sidenhen får stemme i romanen helt op til 1953, da Grønland bliver dansk amt. Den anden elsker med sin fætter og får på ekspeditionen en dreng, som de til at begynde med mener må være blind.
Det er han så ikke, men han ser på en særlig måde. Og har måske sit sammensatte syn til fælles med alle os læsere, der gennem møderne med Leines bøger muligvis bliver en smule bedre til at forstå og rumme noget af det, som er anderledes end vort: etnisk, kulturelt, mentalitetsmæssigt og sprogligt, tilmed hvad angår køn og seksuel orientering. En favnende bestræbelse, ikke ulig den gestus hvormed Niviaq Korneliussen tirsdag sluttede sin takketale, efter at hun som første grønlænder nogensinde modtog Nordisk Råds Litteraturpris.
»Nogle gange,« siger Hans Egedes kone, »ved jeg ikke, hvem der er værst til at gøre sig mærkværdige forestillinger om ting og sager, om det er grønlænderne eller danskerne. Overtro er der hos alle.« Af disse ord fra trilogien kunne man udlede et credo for litteraturen som en kilde til oplysning og et stilfærdigt memento ikke blot for danskerne, men måske også for grønlænderne som et samlet folk, der fremover forhåbentlig kan leve i fred og samdrægtighed, indbyrdes og med den omgivende verden.
En stor og varm tak til en af vore få store nulevende danske forfattere.