En hyldest til de kvinder, der ikke sagde fra og tør fortælle om det

Michael Dyrby er ikke længere B.T.’s chefredaktør efter en uforståeligt ringe håndtering af både afsløringerne af en sexistisk kultur på TV 2 under hans ledelse og klagesagen fra otte studentermedhjælpere på B.T.

Dyrby erkender, at han har begået fejl, men mener samtidig, at et uforsonligt debatklima har gjort nuancer umulige. »Godstoget ruller på de udlagte skinner,« skrev han i en afskedsklumme, og derved blev en i forvejen mangelfuld undskyldning yderligere udhulet af et ’men’.

Dyrby har ret i, at der endnu ikke er plads til hans nuancer. Det betyder bare ikke, at det er en unuanceret debat. For vi har de seneste par uger været vidne til en debat på et nuanceniveau, der er hidtil uset i en dansk #MeToo-sammenhæng. Vi kan nemlig nu rumme, at sexisme og magtmisbrug kan ske i forhold, hvor der også har været kollegialitet, venskabelighed og endda noget, der lignede forelskelse.

Det var ikke mindst tidligere TV 2-journalist Therese Philipsens vidnesbyrd i dokumentarfilmen Sexisme bag skærmen, der sparkede den dør ind. Tidligere havde det været fremme, at hun havde haft seksuelle forhold med to chefer, men da hun ærligt og sårbart fortalte sin historie, tog det luften ud af ethvert argument om, at det skulle modbevise noget som helst.

Grænseoverskridende adfærd

Ligeledes har Anne Louise Kragh Rühe, tidligere studentermedhjælper på B.T., offentliggjort først et udvalg og på opfordring en hel sms-korrespondance med en redaktør, hvor ekstremt grænseoverskridende sms’er indgår i, hvad der også kunne udlægges som en form for venskabelig pingpong. Men hun insisterede på, at vi læste med – og gjorde det med magtbrillen på. Mandag blev redaktøren fyret.

De to kvinder »sagde ikke fra« som Sofie Linde. I en vis forstand gik de med. Og blev udsat for overgreb og chikane. For ligesom voldtægt sjældent sker, ved at en fremmed springer ud fra ena busk, foregår sexisme på arbejdspladsen ofte gradvist, subtilt og med et offer, der til et vist punkt går med. Fordi kultur er det, vi alle sammen er enige om, at man gør.

De nuancer er der plads til nu, og for det skal dem, der satte så meget på spil for at få os derhen, have kæmpe tak og fortsat opbakning. Og med den hast, hvormed vores evne til at diskutere sexisme udvikler sig i, skal der nok også blive plads til at udforske verden set fra krænkernes perspektiv. De kan jo starte med at udvise det samme mod til sårbarhed som kvinderne og fortælle hele deres sandhed.