Leder

H.C. Andersens havfrue blev til skum, nu skummer havfruebilledhuggers arvinger fløden

Den Lille Havfrue er for kunstnerens arvinger gaven, der bliver ved med at give. Berlingske bør få lov til at anke bøden på 300.000 kroner for at bruge statuen i satiresammenhæng. Ophavsretten skal beskytte mod udnyttelse og kopiering – ikke mod satire
Den Lille Havfrue har været udsat for lidt af hvert gennem tiden. I juli 2020 satte ukendte gerningsmænd klistermærker på statuen og skrev »racist fish« med graffitimaling på stenen.

Den Lille Havfrue har været udsat for lidt af hvert gennem tiden. I juli 2020 satte ukendte gerningsmænd klistermærker på statuen og skrev »racist fish« med graffitimaling på stenen.

MADS CLAUS RASMUSSEN

Kultur
23. februar 2022

Hun er blevet udsat for meget, Den Lille Havfrue: halshugget, iklædt burka, fløjet tur-retur til Kina og stemplet racist fish med graffiti, men det mest langvarige drama om hende sker i retssalene.

Senest har Berlingske fået en bøde på 300.000 kroner, efter avisen på forsiden af debatsektionen i 2019 bragte en karikaturtegning af statuen med uglet hår, zombieansigt og et iturevet Dannebrog i hånden. Derudover havde avisen bragt et foto af statuen iført mundbind i anledning af coronanedlukningen. Den 9. februar sluttede sagen i Østre Landsret, og til juridiske eksperters overraskelse fik kunstneren Edvard Eriksens arvinger medhold i, at det var et brud på ophavsretten.

Det har fået Billedkunstnernes Forbund (BFK) til at frygte for sine medlemmers ytringsfrihed: »Hvis denne dom kommer til at stå ved magt, får det vidtrækkende konsekvenser for både kunstnere og karikaturtegnere. Den er inde at røre ved noget af det, der er kernen i demokratiet – nemlig ytringsfriheden,« siger professor i ophavsret ved Københavns Universitet Morten Rosenmeier i en artikel på BFK’s hjemmeside. Han mener, dommen bryder med hidtidig retspraksis, og kalder det den »mest principielle dom, jeg har set i min tid på ophavsretsområdet«.

En spændetrøje

Arvingerne har længe opkrævet penge, når medier bringer billeder af havfruen, men normalt har det såkaldte ’parodiprincip’ været en undtagelse fra reglen. Princippet har sikret kunstneriske og humoristiske ytringer frihed og signaleret vigtigheden af humor som et nødvendigt redskab for kritik i demokratiske samfund.

Billedkunstneren er selvfølgelig interesseret i at beskytte ophavsretten, men jurist i BFK Klaus Pedersen mener, det er gået for vidt. Til Kulturmonitor kalder han det en »spændetrøje«, hvis kunstnere ikke må bruge verdenen omkring dem. Konsekvensen kan blive, at det er svært at lave satire i fremtiden, og at der vil være mindre rum til at være udøvende kunstner i. 

Den Lille Havfrue var en gave til København fra brygger Carl Jacobsen. For arvingerne er det gaven, der bliver ved med at give. På selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S’ hjemmeside kan man købe bronzestatuer på alt fra 23 centimeter a 21.000 kroner til 150 centimeter a 610.000 kroner.

Statuen er en af de mest gennemfotograferede attraktioner i København, mens Wikipedia eksempelvis kun tør vise et billede af hendes sten, resten har man censureret ud. Det er åbenlyst absurd. At arvingerne forvalter ejerskabet over, hvad der er blevet nationalsymbol, der rangerer lige under Dannebrog, er deres sag. Men domstolene må stå vagt om hensigten med ophavsretten. Derfor bør Berlingske få tilladelse til at anke dommen og forhåbentlig denne gang få en dom, der understreger, at ophavsretten skal beskytte mod udnyttelse og kopiering, ikke mod satire.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spot blot Muhammad, men hold jer fra vores havfrue .

Mvh Hanne Pedersen

Christel Gruner-Olesen, Britta Hansen, Søren Dahl, Inge Lehmann, Morten Bo Johansen, Marianne Stockmarr, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Kim Morten Nissen anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Det handler ikke kun om satire. Den Lille Havfrue er en del af bybilledet i København og må naturligvis kunne gengives som en del af en virkelighedsbeskrivelse.

Svend Erik Sokkelund, Danny Hedegaard, Inge Lehmann, Morten Bo Johansen, Marianne Stockmarr, Peter Beck-Lauritzen, Hans Larsen, Bjørn Pedersen, Klaus Lundahl Engelholt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Gåsen bliver ikke ved med at lægge guldæg for evigt:

"Ophavsretten for Den lille Havfrue løber frem til 1. januar 2030, idet Edvard Eriksen døde 12. januar 1959 og der er beskyttelse 70 hele år fra næste årsstart (1960) – til og med 31. december 2029."
(Wikipedia)

erik pedersen, Britta Hansen, Inge Lehmann, Torben Skov, Marianne Stockmarr, Peter Beck-Lauritzen, Søren Kristensen, Olaf Tehrani og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Selvfølgelig bør ophavsretten koncentreres om udnyttelse og kopiering. Satire er noget andet, hvilket fx. også hvorfor vi stadig kan se billeder af TinTin sammen med halvnøgne damer. Kort sagt: sæt TinTin på sagen.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Danny Hedegaard, Inge Lehmann, Karin Hansen, Peter Beck-Lauritzen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

-men i satire? Her stor alt og alle for skud! Ingen bør være fritaget.

Svend Erik Sokkelund, Christian de Thurah og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Jeg har altså den helt klare indstilling, at når noget placeres frit i det offentlige rum, som tilhører os alle, så bør rettigheder af den slags ophøre.

Jeg tænker også på dengang Ai Weiwei proppede Charlottenborgs vinduer til med gamle redningsveste. Så blev det pludselig forbudt at anvende fotografier fra bybilledet, hvor der var så meget som et glimt af de forbandede redningsveste.

Sat lidt på spidsen kunne man kræve, at forbipasserende skal betale "entre" for at gå forbi noget "kunstmakværk" med åbne øjne. Det er næsten i klasse med at afkræve folk penge for at trække vejret.

Så iflg min mening bør folk som ønsker deres ophavsrettigheder bevaret udstille dem i lukkede rum, hvor der er fotografering forbudt og evt. betales entre.

Vera Hildebrand, Svend Erik Sokkelund, Rikke Nielsen og Brian Andersen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Malkepigen skal hun omdøbes til

Hvorfor ikke afskaffe ophavsretten?

Jeg mener egentlig også, at www er et offentligt rum, med hvad det indebærer.

Ja, og arvingerne forsøger også at brede ophavsretten ud over eget værk. De forsøger at tage rettigheder på selve figuren - en havfrue. F.eks. statuen i Asaa havn, hvor det eneste de 2 figurer har til fælles er, at de begge viser en havfrue, der sidder på en sten, som en havfrue nu engang kan sidde.

Gav det mening, skulle de også sagsøge Walt Disney, hvor havfruen også sidder på en sten på forsiden i det lille eventyrhæfte, de udgav for en 30-40 år siden.

Men det kaldes vel profitoptimering - og går den, så går den.

Det er en grotesk situation. Statuen er et af de mest berømte symboler på København, og Danmark for den sags skyld. Før i tiden var det helt almindeligt, at udenlandske medier viste Den Lille Havfrue, når skrev om, eller viste indslag fra København. Nu ser man den næsten aldrig mere, og i stedet viser de typisk et billede af Nyhavn. Formentlig tør de ikke af frygt for at krænke ophavsretten. Hvorfor har det ændret sig så drastisk?

Det er uholdbart at et vartegn og nationalsymbol ikke må gengives, særligt når den står i det offentlige rum. Det er også mærkeligt, eftersom Københavns Kommune ejer statuen, og tidligere har sat sin vilje igennem, da man sendte den til Shanghai.

Københavns Kommune bør prøve at presse arvingerne til kun, at gøre deres rettigheder gældende ved kopieringer, og direkte kommerciel udnyttelse til f.eks. souvenirs. Almindelig gengivelse på billeder, film og tegninger, bør være tilladt. Hvis det ikke lykkes, bør man overveje at fjerne statuen, og gemme den på et lager. Og det vil de næppe være interesseret i.

Inger Pedersen

Modigt af Information at vælge netop dette foto som illustration til netop en leder...

Er det en bevidst provokation for at teste arvinger og retssystem?

Spændende at se det videre forløb :-)

Danny Hedegaard

Hvis Information bliver sagsøgt skillinger vi sammen til retssagen !

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Information kan formentlig dække sig ind under, at der er tale om nyheds- og opinionsstof, og man derfor ikke bruger statuen til eget formål. Ligeledes kan man også vise billeder, hvis statuen f.eks. er udsat for hærværk, med henvisning til, at det er i offentlighedens interesse. Men det er da temmelig absurd, hvis der ligefrem skal hærværk til, førend den Den Lille Havfrue kan vises frem for omverdenen.