Over 600.000 mennesker har set Jesper Dalgaards dokumentarfilm Kandis for livet, efter den er blevet tilgængelig på dr.dk, og sidste år var filmen den mest sete dokumentar i biograferne med 15.000 solgte billetter. Den handler om idoldyrkelsen af dansktopbandet Kandis og dets frontfigur, Johnny Hansen. Sidstnævnte medvirker i filmen, hvis hovedvægt dog ligger på at skildre otte af hans fans og den rolle, Kandis og Johnny Hansen spiller i deres følelsesliv. Der er tale om en usædvanlig populær dokumentar, og det er helt på sin plads, at der med populariteten følger en kritisk opmærksomhed.
Men den kritik, der er blevet Kandis for livet til del, efter at Jyllands-Posten i sidste uge beskrev nogle forhold, hvor filmens tilblivelse adskiller sig fra den gængse journalistiske arbejdsmetode, er misforstået og baseret på en forenklet og uholdbar opfattelse af, hvad dokumentarfilm er.
Medbragte rekvisitter på sin plads
Det problematiske ved filmen og dens tilblivelse skulle være, at filmholdet har betalt flybilletten for en af de medvirkendes rejse til Sydspanien, hvor Kandis spiller en jubilæumskoncert. Derudover har man medbragt enkelte rekvisitter til optagelser i de medvirkendes hjem (eksempelvis er en julekugle med Johnny Hansens portræt blevet hængt på et juletræ hjemme hos nogle af de medvirkende), og filmen er klippet, så nogle ting kan misforstås.
DR’s dokumentarredaktør, Anders Thomsen, har over for Jyllands-Posten og fagbladet Journalisten beklaget, at man ikke har deklareret, at flybilletten til Sydspanien var betalt af filmholdet. Ifølge DR’s programetik må man nemlig ikke betale folk for at medvirke i dokumentarer. Men den nordjyske Kandis-fan ved navn Strøm fik ikke et honorar udbetalt. Han fik dækket en af udgifterne i forbindelse med en tur, han selv ville på, og som i filmen viser en ekstra side af ham. Man ser Strøm sende sin bil til skrot og modtage et par tusind kroner for den umiddelbart inden ferieturen, men der bliver på intet tidspunkt postuleret, at han selv betaler sin flybillet.
En anden sekvens, der er blevet kritiseret for at være misvisende, handler om en Kandis-fan ved navn Henning. Kritikken går på, at man kan få indtryk af, at Henning passer Johnny Hansens afdøde kones grav, til trods for at hans eneste relation til den begravede er, at han idoliserer Johnny Hansen. Det har Journalisten fundet flere filmanmeldere, der troede, mens Jyllands-Postens dækning afslører, at Henning kun har været der et par gange. Den kritik er skudt ved siden af, eftersom Kandis for livet hverken prøver eller postulerer at besvare spørgsmålet om, hvem der egentlig passer graven (hvad det så end vil sige). I et interview siger Henning selv: »Det er jo ikke sådan, jeg kører op på kirkegården hver måned. Men hvis jeg lige har været omkring Hurup, har jeg gerne kørt derind.« Og i den efterfølgende scene ser man ham så sætte blomster ved graven og rive perlegruset glat.
Hvad de medbragte rekvisitter angår, havde det været over stregen, hvis der var tale om en fotojournalist på reportage, men det er det netop ikke. Dokumentarfilmen er en ekstremt bred genre, der både dækker over undersøgende journalistik og mere iscenesatte værker med afsæt i den forhåndenværende eller erindrede virkelighed, som man herhjemme blandt andet kender det fra Jørgen Leths film.
Stiliserede tableauer
Kandis for livet er fuld af stiliserede tableauer, hvor karakterer og genstande er placeret, så der kommer særprægede billeder ud af det, ligesom den rummer en ekstremt teatralsk rekonstruktion af en skelsættende begivenhed i en af de medvirkendes liv. Den giver sig altså på ingen måde ud for at være en fluen på væggen-dokumentar. Og selv i sådan en vil filmholdets tilstedeværelse altid præge de mennesker og situationer, der bliver skildret.
En dokumentarfilm vil altid være forpligtet på den virkelighed, den skildrer. Det er det, der grundlæggende adskiller den fra fiktionsfilmen, og det er en del af den underforståede kontrakt mellem afsender og modtager, at man ikke bare frit kan digte løs. Det giver fint mening at vurdere dokumentarer, der forsøger at afdække kriminelle forhold og storpolitiske intriger ud fra de krav, der gælder for journalistik. At Mads Brügger eksempelvis benytter sig af et originalt og kreativt formsprog, fritager ham ikke for en forpligtelse til at kunne dokumentere sine påstande.
Men dokumentarfilm er meget andet end afsløring af kendsgerninger, og der bør være plads til at fortælle om virkeligheden på mange forskellige måder. En dokumentarfilm må vurderes på det ærinde, den har, og ikke ud fra en universel tjekliste inspireret af journalistikken.
Jeg kunne ønske, at en masse ting, der har sneget sig ind i journalistisk dokumentar forsvandt igen, først og fremmest musik og lydeffekter. Men hvordan en journalist åbent interagerer med det, han fremstiller, finder jeg langt mindre problematisk. Journalisten befinder sig også i verden og kan ikke tillade sig i alle tilfælde at forblive en passiv iagttager - slet ikke i tilfælde, der gælder liv og død.
Denne diskussion burde ikke handle om formsprog og iscenesættelser. Kandis for Livet er meget åben og ærlig omkring sine eksplicitte virkemidler. "Objektiv" faktuel TV journalistik rummer masser af valg og manipulerende diskurser. Journalister er i verden og kan ikke melde sig ud af den præcis som Steffen Gliese understreger. Det vi burde diskutere er hvilke følgeslutninger om relationer, årsagssammenhænge, menneskesyn m.v. som manipulationerne giver anledning til. Hvornår bliver det interessant at snakke om substans igen?