Det viser sig nu, at det ikke kun var i sine debatbøger, at Marianne Stidsen gjorde sig skyldig i mærkelige afskrifter, lemfældig eller slet ingen kreditering af andre. Den samme type problemer findes også i hendes doktorafhandling, som Stidsen forsvarede i 2015. Det fremgår af den granskning af afhandlingen, som dekanen på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet havde bedt lektor Henrik Blicher udføre, og som journalist ved Weekendavisen Magnus Boding Hansen kunne referere fra fredag. Her konkluderes det, at der i en lang række tilfælde ikke synes »at være krediteret retmæssigt«, og flere steder gør Stidsen ikke tydeligt opmærksom på, »at teksten ikke er original fra hendes hånd«, samtidig med at der oplistes »plagiatlignende« lån fra en række andre forskere, en bacheloropgave, et tidsskrift og opslagsværker.
Med andre ord, Stidsen har skrevet af i sin doktorafhandling.
Blichers granskning er en grundig undersøgelse, men ingen domsafsigelse. Praksisudvalget, der behandler spørgsmål om forskningspraksis, skal nu afgøre, om de forseelser, Stidsen gør sig skyldig i, er af så alvorlig karakter, at de vil indstille, at hun eksempelvis får frataget sin titel.
Man kan sige, at Stidsen allerede har reageret ved at opsige sin stilling som lektor, efter at Information afslørede plagiatanklagerne. Men hun gjorde det med en helt anden begrundelse, nemlig at hun er blevet udskammet, mobbet og »cancelleret« som følge af en »ideologisk klapjagt«, som hun formulerede det.
Og så er vi fremme ved den mest triste effekt af denne misere, nemlig en giftig politisering af diskussionen om forskningsfriheden. Den påståede klapjagt mod Stidsen er af forskningsordfører Henrik Dahl fra Liberal Alliance og DFs formand, Morten Messerschmidt, blevet brugt til at føre bevis for deres påstand om »overdreven politisk aktivisme i dansk forskning«, der ses som en trussel mod forskningens troværdighed. Det emne afholdt de en høring om på Christiansborg for nogle uger siden, hvor Stidsen var første taler.
Det er ikke tilfældigt, at man også inden for humanistisk forskning, hvor tidens store splittende spørgsmål om køn, krænkelser og minoritetshensyn behandles, opererer med en standard for god forskning. Den standard skal netop fungere som værn mod usaglighed, letkøbte konklusioner og overdreven politisering. Det er ved ikke at leve op til den standard, Stidsens afhandling er dumpet.
Derfor skulle Dahl og Messerschmidt nok have valgt sig en anden allieret og martyr for åndsfriheden end en overdreven aktivist, der lader hånt om saglighed og objektive kvalitetskriterier i forskningen.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at journalist ved Weekendavisen Magnus Boding havde fået aktindsigt i en granskning af Marianne Stidsens afhandling. Københavns Universitet har gjort opmærksom på, at der ikke er blevet givet aktindsigt i sagen, da det er en personsag.
Tjae...
Men er det ikke at stille HELT urimelige krav til Dahl og Messerschmidt, at de skal kunne vide, hvad de gør?
Er det ikke bare - endnu - et udslag af "»overdreven politisk aktivisme i dansk forskning«, der ses som en trussel mod forskningens troværdighed"?
Mit gæt er, at sådan vil det være postuleret senest på tirsdag - og et emne for Clemens Kjærgaard i Debatten inden udgangen af næste uge.
Med aktiv deltagelse af de to herrer...
Uha ja, det må være en sag for Clement.
Næsten lige så forudsigelig som Barnaby og de utallige mord i Midsummer..
Men hvorfor bliver en doktorafhandling ikke "gransket" i første omgang? Helt generelt...
Det er godt, at man holder hinanden fagligt i ørerne i Akademia, men den ildhu, det er sket med i dette tilfælde, kunne godt give en mistanke om, at motiverne ikke er rent faglige.
Jeg husker en tidligere miljøminister fra partiet Venstre der fik påvist, at flere sider i hans PhD var plagiater, selvcitater og andet uden kildeangivelser. Det var vist det. Verden gik videre bagefter.
Selvfølgelig er interessen i kritiske gennemgange af bestemte forskeres arbejder politisk bestemt. Hvad jeg ikke gennem tiderne lærte at holde kæft med af eksempler på håndplukkede citater, ’omskrevne’ interviews og lempfældige referencer mv. har jeg ikke tal på. Men det var ikke i institutionens interesse at for mange arbejder blev udsat for kritiske gennemgange. En enkelt gang eller to skulle der dog staueres eksempler. De var sjovt nok også altid i institutionens interesse.
@jens christian jacobsen
Det har også undret mig at jeg efter mange år på universiteter ikke havde lært noget om, hvordan man bliver forsker eller professor. Der var tilbud om at få hjælp til at "iværksætte", men intet om hvordan man hvæsser rundsavene, eller hvordan man undgår at gøre sig ud til bens ved at sige et eller andet alment kendt tabu højt.
Det er interessant at iagttage, på hvilke områder Information lægger sin energi og fører kampagner, når det drejer sig om krav til videnskabelighed inden for humaniora.
Med en parallel til vurdering af madlavning: Der er forskel på at finde "hår i suppen", om "suppen smager dårligt", eller om den kan frygtes at være "giftig".
I lederen tales om sløsethed og fejl, der overvejende må siges at have formel karakter, måske dog så graverende fejl, at Stidsen kan blive frataget sin titel.
Hvad med graverende fejl, der har karakter af "usaglighed, letkøbte konklusioner og politisering"? Er det også noget, der præger Stidsens doktorafhandling eller hvad?
I givet fald bør Information give nærmere dokumentation herfor.
Der er eksempler på den slags grovere "fejl" i de mange specialer og afhandlinger inden for det humanistiske hovedområde, som jeg har læst de senere år, men de er mærkeligt nok blevet accepteret og godkendt af de formelle institutionelle instanser.
De værste eksempler giver mig mindelser om marxistisk forskning fra 1970erne, hvor den præsenterede teori ofte passede dårligt til det undersøgte genstandsfelt, og hvor det ikke var muligt hverken at bekræfte eller afkræfte upræcist formulerede hypoteser. Hvor man fik indtryk af, at teorien var god nok, men at det var virkeligheden, der var noget galt med, og at undersøgelsen derfor måtte betragtes som værende vellykket.
Problemstillinger, som jeg finder det mere relevant, at Information prioriterer højt:
"I dag er det desværre sådan, at dele af humaniora er blevet inficeret af politisk korrekthed og identitetspolitik. Det betyder, at visse tidsskrifter bliver politiske magasiner i stedet for udgivelseskanaler for robuste og pålidelige studier".
(citeret udtalelse af David Budtz Pedersen, professor i forsknings- og innovationspolitik på Aalborg Universitet)
https://www.information.dk/moti/2018/10/omfattende-amerikansk-fupnummer-...
"Hvis forskerne i ’studies’ mere eller mindre kollektivt orienterer sig mod én position i yderkanten af det politiske felt, er det naturligt, at det er kontroversielt. Hvis de så ydermere lader aktivisme overskygge videnskabelig argumentation, bliver det problematisk"
(citeret udtalelse af professor i videnskabsteori på Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt)
https://www.information.dk/moti/2021/06/universitetsverdenen-oproer-poli...
"Det er ikke tilfældigt, at man også inden for humanistisk forskning, hvor tidens store splittende spørgsmål om køn, krænkelser og minoritetshensyn behandles, opererer med en standard for god forskning."
Det har man da så ganske tydeligt ikke. Det er modsat sådan at man 'forsker' på grundlag af ikke godtgjorte dogmer, hvorfra man så arbejder sig baglæns og 'finder' eksempler på dogmerne.
En enkelt RUC-forsker har sågar rost sin egen indsats for at 'smugle' de dogmer ind på akademia ved hjælp af 'epistemic coyotism'.
"Man kan sige, at Stidsen allerede har reageret ved at opsige sin stilling som lektor, efter at Information afslørede plagiatanklagerne. Men hun gjorde det med en helt anden begrundelse, nemlig at hun er blevet udskammet, mobbet og »cancelleret« som følge af en »ideologisk klapjagt«, som hun formulerede det."
Det er der ingen modsigelse i. Den minutiøse gennemgang af hendes arbejder for at finde enhver nok så sagligt ubetydelig fejl er netop akademias og den øvrige venstrefløjs vanlige taktik overfor forskning, der krænker etablerede dogmer de steder, frem for at forholde sig til substansen i de foreliggende arbejder.